Den grundlæggende forskel mellem bondeslutspil og slutspil med officerer er, at en officer kan bevæge sig “uendeligt langt”, mens en bondes er begrænset til maksimalt 6 træk. Heraf følger, at bevægelser af materialet, der kan udveksles, i bondeslutspil hurtigt er opbrugt, og dette desto hurtigere, hvis begge parters bønder er på samme linje, som det ofte sker. Hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på c7, kan begge spillere lave 5, muligvis 6 bondetræk (a4 osv. eller a3 osv.). Men hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på a7, så kan hver af disse to bønder maksimalt gøre to træk: 1.a3 a6 2.a4 a5 og bønderne er fastlagte.

Dette uddrag fra “Euwe’s Slutspilsteori” dækker over slutspil med konge og en eller flere bønder mod konge og en eller flere bønder, kort sagt “bondeslutspil”, nogle gange også mindre korrekt kaldet “kongeslutspil”.

Vi dispenserer fra denne gruppe fra en opdeling i kapitler, fordi værdien af ​​genstande i det hele faktisk udgør ét stort kapitel, og derfor nøjes vi med en opdeling i grupper, som stort set stemmer overens med metoden fulgt af Berger og Robinowitsch. Denne opdeling, som udelukkende afhænger af mængden af ​​eksisterende materiale, giver følgende grupper:

Den vigtigste af disse grupper er to-mod-en-slutspillet, da bondeslutspillets finesser er tydeligst i dette. Berger skelner, hvad angår dette slutspil, mellem forskellige formationer – en underafdeling, som vi til gengæld accepterer med en lille tilføjelse. Hvor opdeling af gruppen “to mod en” bliver:

Slutspillet “konge og bonde (bønder) mod konge alene” hører ikke til dette afsnit; det er blevet dækket i et tidligere afsnit. De principper, der præsenteres der, gælder dog også for de her omtalte slutspil.

I alle bondeslutspil er kongernes rolle af største betydning. Kongen måtte beskytte sine egne bønder og angribe de fjendtlige; han skal sørge for, at ingen fjendtlig fribonde vil stå udenfor hans kvadrat; han skal holde sin “kollega” indenfor tremmerne og helst skubbe ham tilbage.

Den, der ikke kan eller vil lave et bondetræk, skal spille med kongen, og det er ofte ensbetydende med at afgive territorium til modpartens konge. Det væsentlige i bondespillene er derfor et uafbrudt arbejde med tvangstræk, dvs. ikke et åbent slag, men en blokadekrig. Alle træk skal beregnes nøje, da det mest afhænger af, hvem der i sidste ende har oppositionen. Begrebet “opposition” er velkendt, og dets store betydning bør fremgå af de følgende eksempler. I alle bondeslutspil er målet at “forvandle” en fri bonde, og her, hvis nogensinde, “den der kommer først til møllen, får først malet”.

Med fire eller flere bønder på hver side er en stor variation mulig, men i sidste ende kommer alle disse slutspil ned på de samme særheder, som vi har diskuteret i de tidligere stillinger. Der er kun to emner tilbage for denne gruppe, nemlig vigtigheden af ​​den fjerne fribonde og den eventuelle overgang til et dronningslutspil. Vi har taget følgende eksempler fra praksis.

Nedenstående stilling lærer os, hvad der skal forstås ved den “fjerne fribonde”. Begge sider har en fribonde, hvid på h2 og sort på f7, men bonden på h2 er den såkaldte fjerne fribonde, det vil sige, at den er længere væk fra bønderne på den anden fløj end fribonden på f7. Hvis begge bønder rykker frem, så vil der før eller siden være en indirekte afbytning af disse bønder, hvor den sorte konge gør h-bonden harmløs og den hvide konge f-bonden. Efter denne afbytning bliver den store fordel ved den fjerne fribonde tydelig, fordi den hvide konge nu er tættere på de resterende bønder end den sorte.

I diagramstilling 1, kan f.eks. følge: 1.a4 (Det er tilrådeligt i sådanne stillinger først at fastgøre bønderne på den anden fløj, før man bruger den fjerne fribonde. Dette gør det lettere senere at angribe fjendens bønder, mens vores egne bønder allerede har nærmet sig 8. række). 1…a5 2.c4 c5 3.b3 b6 4.h4 (Efter at hvid har opnået sit mål på dronningefløjen, tvinger han indirekte afbytning af de to fribønder). 4…Kf5 (På 4…f6 kan følge: 5.Kf3 Kf5 6.Kg3 Ke5 7.h5 og vinder (Hvis 7…Kf5 så 8.Kh4!). 5.Kf3 Ke5 6.Kg4! Ke4 (Et forsøg på at løbe igennem med f-bonden. Andre kongetræk besvares med 7.Kf4, mens 6…f6 med 7.h5!). 7.h5 f5+

Se fortsættelsen i nedenstående diagramstilling:

8.Kh3!! (Det eneste rigtige træk. Efter 8.Kg5? f4 eller 8.Kh4? f4 9.h6 f3 eller endelig 8.Kg3? Ke3 9.h6 f4+ ville sort opnå remis. Men nu kan den sorte bonde ikke rykke frem med tempo, og den hvide konge kan stadig nå forvandlingsfeltet i en nødsituation.) 8…Ke5 (8…Ke3 eller 8…f4 efterfølges af 9.h6 og hvid kommer først.) 9.Kg3 Ke6 (Selv efter andre træk er sagen nu enkel.) 10.Kf4 Kf6 11.h6 Kg6 12.h7 Kxh7 13.Kxf5 og hvid vinder.

At tvinge en gevinst her er kun muligt med lidt finesse (8.Kh3!!). Dette er resultatet af den lidt bedre placering af den sorte konge i diagramstillingen. Flytter vi kongerne til e4 og e6 eller e5 og e7, så vinder hvid lettere, fordi

Spørgsmålet om “fjerne fribønder” kunne have været diskuteret tidligere, da denne funktion også spiller en bemærkelsesværdig rolle i 2 mod 2 eller 3 mod 3 bondeslutspil. For eksempel, i diagramstillingen ved Den fjerne fribonde 1, ville den fjerne fribonde afgøre, selvom der var færre bønder på dronningefløjen. Dette gælder dog ikke to randbønder, hvormed stillingen ville være remis, da den sorte konge endelig når c8 i tide. Et slutspil med et større antal bønder er dog meget bedre egnet til at belyse vigtigheden af ​​denne usædvanligt vigtige funktion i praksis.

Denne stilling med sort i træk, optrådte i partiet, Pillsbury-Tarrasch, Nürnberg 1896. Sort står bedre, fordi han kan få en fribonde på hver fløj. Men hvis begge bønder fortsætter med at gøre deres bedste, opstår der til sidst et bondeslutspil med kun få vinderchancer for sort. F.eks.: 1…b5! 2.Kg3 a5 (I partiet fulgte mindre godt 2…b4 og efter 3.Kf4 den forkerte afvikling 3…g5+? (3…Kf7!) 4.hxg5. Ganske vist kan den sorte fribonde in spe ikke længere holdes tilbage, men hvid kommer først til promovering af en af ​​sine fribønder: 5…a5 6.d6 Kf7 7.Kf5 a4 8.e6+ Ke8 9.Kf6 b3 10.axb3 axb3 11.d7+ Kd8 12.Kf7, og sort gav op.) 3.Kf4 Kf7! (På 3…b4 følger 4.h5. Og 3…h5 besvares med 4.e4!) 4.h5! gxh5 5.Kf5 h4 6.d6 h3 7.e6+ Ke8 8.Kf6 h2 9.d7+ Kd8 10.Kf7 h1D 11.e7+ Kxd7 12.e8D+ Kd6 med en vis fordel til sort.

I denne stilling er positionsligevægten forstyrret af tre årsager:

Sort i trækket gør en smuk brug af disse sine fordele. Der fulgte: 1…Kf6. Truer med at vinde h2-bonden. 2.Kd2 Kg5 3.Ke2 Kh4 4.Kf1 Kh3 5.Kg1 (Det svage punkt er beskyttet, og hvid har nok tempotræk til sin rådighed (Kg1-h1-g1 osv.). Ikke desto mindre kan sort nu afgørende styrke sin position ved at udveksle nogle bønder på kongesiden, hvorefter hans konges bedre opposition kommer til sin ret.) 5…e5! (Det er vigtigt i alle bonde-slutspil at reservere dobbelttrækket så længe som muligt, dvs. at du helst lader dine bønder stå på udgangsfeltet. Selvfølgelig, så vidt ingen særlige gener forhindrer det. Teksttrækket har også en anden betydning: Sort vil gerne fastlåse dobbeltbonden (6.f4? exf4 7.exf4 Kg4 efterfulgt af 8…Kxf4).) 6.Kh1 b5 (Sort fastlåser også dronningefløjen, så tempotrækket a7-a6 forbliver i reserve.) 7.Kg1 f5 8.Kh1 g5 9.Kg1 h5 10.Kh1 g4 (Ændringerne begynder) 11.e4 fxe4 (Naturligvis ikke 11…gxf3 på grund af 12.exf5 e4 13.Kg1! (13.f6? e3! og sort vinder) og hvid vinder) 12.fxe4 h4 13.Kg1 g3 14.hxg3 hxg3 og hvid opgav.

I nedenstående diagramstilling er hvids dobbeltbonde en alvorlig ulempe. Hvid i trækket kunne dog stadig få remis med 1.Ke3 a5 2.f4 exf4+ Kxf4.

I partiet var det sort i trækket, og dette bragte følgende afgørelse: 1…a5! (Alekhine spillede 1…c5?, derefter fulgte 2.Ke3! Partiet blev derefter erklæret remis, da sort ikke kan forhindre opløsningen af ​​hvids dobbeltbonde (f3-f4). Efter teksttrækket er denne opløsning ikke mulig, f.eks. 2.Ke3 a4 3.f4 exf4+ 4.Kxf4 (4.gxf4 er også håbløst) 4…b4, og den hvide konge er udenfor kvadraten (5.Ke4 b3 6.axb3 a3 osv.). 2.Kd3 a4 3.Kc3 c5 4.g4 (På kongetræk følger Kf8—d5 efterfulgt af bondemarch på dronningefløjen) 4…Ke7 5.Kd3 (Eller 5.g5 Ke6 osv. med gode gevinstchancer. På 5.h5 kan følge 5…Kf6 6.Kd3 Kg5 7.Kc3 a3 8.Kb3 b4! 9.Kc4 Kf4 10.Kb3 (10.Kd3 b3! og vinder) 10…e4! 11.fxe4 Kxg4 12.e5 Kxh5 13.e6 Kg6 14.f4 Kf6 15.f5 g6! og vinder.) 5…Kd6 6.Kc3 Kd5 7.a3 Ke6 (Sort udfører en trekantsbevægelse for at forberede b5-b4.) 8.Kd3 Kd6 9.Kc3 Kd5 10.Kd3 b4 11.axb4 cxb4 12.Kc2 Kc4 13.Kb2 (På 13.g5 vinder bøndernes umiddelbare fremrykning (a3, b3, Kc3 osv.), men også 13…Kd5 osv.) 13…a3+ 14.Ka2 c3 og vinder.

I kampen om forvandling til ny dronning har bønderne en dobbelt opgave:

Formationen i nedenstående diagramstilling viser i praksis (spansk parti), hvordan hvid skal gribe tingene an for at vende sin fordel til en gevinst. Nu hvor vi allerede er klar med den passende strategiske plan, burde vi lettere forstå, hvordan denne plan kan udføres effektivt.

1.Ke2 (Først føres kongen til centrum) 1…Ke7 2.Ke3 Ke6 3.f4 c5 (Begge parter forsøger at udnytte deres majoritet.) 4.c4 (Hvids plan er: at lave mere eller mindre afventende træk, indtil sort ikke længere kan flytte sine bønder. Dernæst skal sort lave et kongetræk, og så kan hvid genoptage handlingen på kongefløjen, som har til formål at fremtvinge en fribonde. Denne plan kan også udføres på andre måder, men teksttrækket fører hurtigst til målet, fordi hvid med sin metode fratager modstanderen terræn på dronningefløjen. Hvids ventetaktik er baseret på sorts dobbeltbonde; det betyder, at sort har færre bondetræk til sin rådighed end modstanderen og som følge heraf først bliver tvunget til at flytte sin konge.) 4…c6 5.a4 b5 6.b3! (Her er det meget vigtigt, at hvid ikke slår på b5. Dermed skulle han nemlig opløse sorts dobbeltbonde, og derved tabe sin fordel (den bedre bondestilling). Efter 6.axb5 cxb5 7.cxb5 axb5 skulle partiet ende i remis, i al den stund, at sort vil kunne fremtvinge en fribonde.) 6…f6 (Sort er allerede i bekneb for gode træk. Hans aktion på dronningefløjen er endt i en blindgyde.)