Bondeslutspil

Dette afsnit inkluderer slutspillene med en konge og en eller flere bønder mod en konge og en eller flere bønder, kort kaldet “bondeslutspil”, undertiden også mindre korrekt “kongeslutspil”

Denne gang vil vi afstå fra at opdele materialet i hoved sektioner, da hele det foreliggende materiale udgør en stor hoved sektion. Vi vil derfor nøjes med en opdeling i grupper, der i store træk svarer til den metode, som Berger og Rabinowitsch følger i deres slutspilværker. Denne opdeling, der udelukkende er baseret på det tilgængelige materiale, fører til følgende grupper:

Den vigtigste af disse grupper er slutspillet med to bønder mod en bonde, da det er her, hvor finesserne i bondeslutspillet kommer tydeligst frem. For så vidt angår disse slutspil skelner Berger mellem 5 forskellige formationer. Vi påtager os også denne underopdeling med en lille tilføjelse. Vores klassificering af gruppen “to mod en” er:

Slutspillene i “Konge og bonde/bønder mod konge” hører ikke til dette afsnit og er allerede behandlet i Afsnit 1. De principper, der er skitseret der, gælder også for de slutspil, der nu skal følges. I alle bondeslutspil er rollen som konge altafgørende. Kongen skal beskytte sine egne bønder og angribe fjenden; kongen er nødt til at sørge for, at ingen fjendtlig fribonde, kommer til at stå uden for hans kvadrat, han skal hindre sin “kollega” og, hvis det er muligt, presse tilbage.

Den grundlæggende forskel mellem bondeslutspil og slutspil med officerer er, at en officer kan bevæge sig “uendeligt langt”, mens en bondes er begrænset til maksimalt 6 træk. Heraf følger, at bevægelser af materialet, der kan udveksles, i bondeslutspil hurtigt er opbrugt, og dette desto hurtigere, hvis begge parters bønder er på samme linje, som det ofte sker. Hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på c7, kan begge spillere lave 5, muligvis 6 bondetræk (a4 osv. eller a3 osv.). Men hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på a7, så kan hver af disse to bønder maksimalt gøre to træk: 1.a3 a6 2.a4 a5 og bønderne er fastlagte.

Hvis du ikke kan eller ikke ønsker at foretage et bondetræk, skal du flytte kongen, og det betyder ofte på samme tid, at du er nødt til at give den modsatte konge territorium. Essensen af ​​bondeslutspillet er derfor konstant arbejde med at sætte modstanderen i tvangstræk, så ingen åben feltkamp, ​​men en krig af blokader. Alle træk skal beregnes nøjagtigt, fordi det for det meste afhænger af, hvem der i sidste ende har opposition. Udtrykket “opposition” blev allerede fremhævet i Afsnit 1, og oppositionens store betydning vil fremgå bedre af de følgende eksempler. Målet med alle bondeslutspil er forvandlingen af fribonden, og selvfølgelig gælder følgende ordsprog især: “først til mølle”.

Fire bønder mod tre bønder:

Dette er et af de slutspil, som forskellige teoretikere har polemiseret så voldsomt (sammenlign vores overvejelser fra Tre bønder mod to bønder, eksempel 4). Ikke fordi løsningen er så ekstraordinært svær, men fordi der var uenighed om, hvorvidt oppositionssystemet skulle bruges her eller de tilhørende felters system. Med det praktiske standpunkt, vi har udviklet, er tingene enklere: vi holder fast i det, vi har kaldt “hensigtsmæssig opposition”. Vi vil understrege, at det, der betyder noget, ikke er kongernes simple opposition, men først og fremmest konsekvenserne af denne opposition.

[Event "4 bønder mod 3 bønder"] [Site "?"] [Date "????.??.??"] [Round "?"] [White "Stahlberg, Gideon"] [Black "Tartakower, Saviely"] [Result "1-0"] [Annotator "Jensen,John Oland"] [SetUp "1"] [FEN "8/pp4p1/4k1P1/8/2pP4/8/4K2P/8 w - - 0 1"] [PlyCount "39"] [SourceVersionDate "2022.09.06"] {Fire bønder mod tre bønder; et eksempel fra partiet, Stahlberg-Tartakower, Lodz 1938. [#] I vores generelle betragtninger af tre-mod-to bondeslutspillet (se afsnittet, Tre bønder mod to bønder, eksempel 1) er det allerede blevet sagt, at en ekstra bonde generelt kan bruges mere bekvemt, hvis der stadig er mere materiale tilgængeligt. At vinde med to bønder mod en kan være et problem, med tre mod to er ting generelt meget nemmere, og det er endnu mere sandt i slutspillet med fire mod tre bønder, såvel som i stillinger med endnu flere bønder. Vi kan derfor se bort fra simple eksempler på fire mod tre bønder. Men selv de mest indviklede fire-mod-tre slutspil kommer ned til i det væsentlige det samme som forklaret i to-mod-tre og to-mod-en. Overvej for eksempel følgende stilling, taget fra partiet, Stahlberg-Tartakower, Lodz 1938:} 1. h4 a5 2. h5 a4 3. Kd2 $1 b5 4. d5+ Kd7 5. h6 a3 6. Kc2 $1 (6. Kc3 $2 b4+ $1 7. Kc2 $2 ({Bedre er dog} 7. Kxb4 {ikke} a2 8. hxg7 a1=Q 9. g8=Q { men nu vil hvid næppe kunne undgå evig skak.} Qb2+ 10. Kc5 Qf2+ 11. Kb4 Qb2+ $11) 7... b3+ 8. Kb1 a2+ 9. Ka1 c3 {og hvid vinder. Der kan eventuelt følge:} 10. hxg7 c2 11. Kb2 a1=Q+ 12. Kxb3 c1=Q 13. Kb4 (13. g8=Q Qaa3#) 13... Qaa3+ 14. Kb5 Qcc5#) 6... b4 7. hxg7 b3+ 8. Kb1 a2+ 9. Ka1 $1 c3 10. g8=Q {og her opgav sort. Vi viser lige, hvorledes hvid kunne vinde:} c2 11. Qe6+ Kd8 12. Qe1 b2+ 13. Kxb2 a1=Q+ 14. Qxa1 Kc7 15. Kxc2 Kd6 16. g7 Kxd5 17. g8=Q+ Kc5 18. Qe5+ Kb6 19. Qb3+ Ka6 (19... Kc6 20. Qbb5#) 20. Qa1# {Et eksempel på "fire mod tre", som faktisk hører til et emne, der allerede er dækket (se partiet, Stoltz-Nimzowitsch, tre bønder mod to bønder, eksempel 3). Vi vil derfor nøjes med to særligt lærerige eksempler fra gruppen på fire mod tre bønder.} 1-0 [Event "4 bønder mod 3 bønder, eksempel 1"] [Site "?"] [Date "????.??.??"] [Round "?"] [White "Berger, Johann Nepomuk"] [Black "Rinck, Henri"] [Result "1-0"] [Annotator "Jensen,John Oland"] [SetUp "1"] [FEN "8/8/6kp/p7/1p4P1/1P3K2/P1P5/8 w - - 0 1"] [PlyCount "17"] [SourceVersionDate "2022.09.07"] {Fire bønder mod tre bønder; eksempel 1; et flot gennembrud. [#] Denne stilling fremkom i korrespondancepartiet, J. Berger-H. Rinck, 1889-1891. Hvid har bagvedstående bønder på a2 og c2, mens den hvide konge kun kan dække bonde-g4 under meget specifikke forhold. Derfor har vente træk ikke noget formål. At vinde hænger i en tynd tråd, men det kan stadig tvinges. Hvid er nødt til at ofre tre bønder for at nå sit mål.} 1. c4 $1 bxc3 {Tvunget selvfølgelig.} 2. Ke3 $1 Kg5 3. a4 $1 Kxg4 4. b4 $1 {Pointen med den hvide kombination.} axb4 5. Kd3 $3 {Endnu et særligt fint træk.} ({På det nærliggende} 5. a5 $2 {ville sort overraskende nok kunne opnå remis efter:} b3 6. Kd3 b2 7. Kc2 Kf3 8. a6 Ke2 9. a7 b1=Q+ $1 10. Kxb1 Kd1 $1 11. a8=Q c2+ 12. Ka2 c1=Q) 5... h5 6. a5 h4 7. a6 h3 8. a7 h2 9. a8=Q 1-0 [Event "4 bønder mod 3 bønder, eksempel 2"] [Site "?"] [Date "????.??.??"] [Round "?"] [White "Lasker, Emanuel"] [Black "Lasker, Emanuel"] [Result "1-0"] [Annotator "Jensen,John Oland"] [SetUp "1"] [FEN "8/k7/3p4/p2P1p2/P2P1P2/8/8/K7 w - - 0 1"] [PlyCount "53"] [SourceVersionDate "2022.09.07"] {Fire bønder mod tre bønder; eksempel 2; den indirekte værdi af en dobbeltbonde; Hvid i trækket vinder, sort i trækket holder remis. En analyse af E. Lasker. Hvid i trækket vinder, da sort hverken kan bruge c6-feltet til oppositionen eller til en trekantsbevægelse med kongen, og derved kommer i træktvang. Vi har set noget lignende før. Berger sagde engang, at "opposition" i sidste ende ikke betyder andet end passende brug af ledig plads. En rigtig fin definition, som også inkluderer den "hensigtsmæssige opposition", vi introducerede. [#] Dette er et af de slutspil, som forskellige teoretikere har polemiseret så voldsomt (sammenlign vores overvejelser fra Tre bønder mod to bønder, eksempel 4). Ikke fordi løsningen er så ekstraordinært svær, men fordi der var uenighed om, hvorvidt oppositionssystemet skulle bruges her eller de tilhørende felters system. Med det praktiske standpunkt, vi har udviklet, er tingene enklere: vi holder fast i det, vi har kaldt "hensigtsmæssig opposition". Vi vil understrege, at det, der betyder noget, ikke er kongernes simple opposition, men først og fremmest konsekvenserne af denne opposition.} 1. Kb1 $1 {Springerafstand til 5 felter! Den ene konge står på hvidt, den anden på sort.} Ka8 {Fører til den karakteristiske variation, da det hurtigt viser sig, at det igen er utilgængeligheden af ​​c6-feltet, der forhindrer sort i at hævde springerafstands-oppositionen på det rigtige tidspunkt. Sort i trækket kan holde remis, f.eks.: 1...Kb7! (eller Kb8!) 2.Ka2 Kb8 3.Ka3 Kb7 4.Kb3 Kc7 5.Kb2 Kc8 6.Kc1 Kb7 7.Kc2 Kb8! (7...Kb6? 8.Kd2! og hvid vinder) 8.Kd1 Kc7 9.Kd2 Kc8 10.Kc2 Kb8 11.Kc3 Kb7 12.Kd3 Kc7 13.Kc4 Kb6 osv. med remis, da hvid ikke kan vinde det afgørende tempo.} ({1:) Ud fra nedenstående vinderproces kan vi se, hvordan hvid skal gå videre i alle andre varianter:} 1... Kb7 2. Kc1 $1 Kc8 3. Kd2 $1 Kd7 4. Kc3 $1 Kc7 5. Kd3) ({2:)} 1... Kb8 2. Kc2 $1 Kc7 3. Kd3 $1 Kd7 ({ eller} 3... Kb6 4. Ke3 Kc7 5. Kf2 Kd7 6. Kg3 $18 {og hvid går via h5 mod bonden på f5.}) ({hvis} 3... Kd8 {så følger} 4. Kc4 Kc7 5. Kb5 Kd7 6. Kxa5 $18 {og hvid vinder}) 4. Kc4 $18) ({3:)} 1... Ka6 2. Kc2 $1 {med overgang til Hovedvarianten.} Kb6 3. Kd2 $1 Kc7 4. Kd3 Kb6 5. Ke2 Kc7 6. Kf2 Kd7 7. Kg3 Ke7 8. Kh4 Kf6 9. Kh5 $18) 2. Kb2 $1 {Hævder springerafstands-oppositionen.} ({ Efter} 2. Kc1 $2 Kb7 $1 3. Kb2 Ka8 $11 {ville denne opposition gå til sort.}) ({Eller} 2. Kc2 $2 Kb8 $1 3. Kb1 Ka7 $11 {ville denne opposition gå til sort.} ) 2... Ka7 {Sort forsøger at holde stand på a-linjen af ​​indlysende årsager: 1) Hvids konge kan ikke gå til c-linjen, da sort opnår springerafstands-oppositionen: 3.Kc3? eller Kc1? Kb7! 3.Kc2? Kb8!, men ikke 3. Kc2? Kb6?, da hvid så fortsætter med 4.Kd2!, og den sorte konge har ikke de tilsvarende oppositionsfelter c6 og c8 til sin rådighed; 2) så snart den sorte konge kommer til a6, kan springerafstands-oppositionen ikke længere tages fra b4.} 3. Kb3 $1 Ka6 {På 3...Ka8 eller Kb8 ville Kb3-c4-b5 allerede afgøre. 3...Kb6 fører også direkte til tab på grund af 4.Kc4 Ka6 5. Kd3---h5. Efter 3...Kb7 hævder hvid med 4.Kc3! springafstands-oppositionen.} 4. Kc2 $1 {Hermed opgiver hvid midlertidigt springerafstands-oppositionen for at udnytte det faktum, at den sorte konge har utilstrækkelig bevægelsesfrihed på sjette række. Efter 4.Kc3? Kb7! ville den sorte konge genvinde sin fulde bevægelsesfrihed.} Kb6 {Kongen skal gå til b-linjen, ellers afgør kongemarchen Kc2 til h5. På 4...Kb7 følger 5.Kc3!. Med teksttrækket kommer sort til springerafstands-oppositionen, men glæden er kortvarig.} 5. Kd2 $1 {Nu skulle sort spille 5...Kc6 eller 5...Kc8, men ingen af ​​disse træk er mulige. Og da sort også skal parere truslen Kd2---h5, er følgende træk tvunget.} Kc7 6. Kd3 $1 {Hvid genvinder springerafstands-oppositionen og sætter nu endelig sort i træktvang.} Kb7 7. Ke3 {[#] og vinder med kongemarchen Ke3---h5.} Kc7 8. Kf2 Kd7 9. Kg3 Ke7 10. Kh4 Kf6 11. Kh5 Kg7 12. Kg5 Kg8 13. Kf6 Kh7 14. Ke6 Kg8 15. Kxd6 Kf7 16. Kc7 Ke7 17. d6+ Ke6 18. d7 Kd5 19. d8=Q+ Kc4 20. d5 Kb3 21. d6 Kc4 22. d7 Kb4 23. Qg8 Kxa4 24. d8=Q Kb4 25. Qd1 a4 26. Qd4+ Ka3 27. Qc3# {Hvid i trækket vinder, da sort hverken kan bruge c6-feltet til oppositionen eller til en trekantsbevægelse med kongen, og derved kommer i træktvang. Vi har set noget lignende før. Berger sagde engang, at "opposition" i sidste ende ikke betyder andet end passende brug af ledig plads. En rigtig fin definition, som også inkluderer den "hensigtsmæssige opposition", vi introducerede.} 1-0
  • I det sidste eksempel af ovenstående partieksempler, vinder hvid, da sort hverken kan bruge c6-feltet til oppositionen eller til en trekantsbevægelse med kongen, og derved kommer i træktvang. Vi har set noget lignende før. Berger sagde engang, at “opposition” i sidste ende ikke betyder andet end passende brug af ledig plads. En rigtig fin definition, som også inkluderer den “hensigtsmæssige opposition”, vi introducerede.

Tårn og to bønder mod tårn

Tårn og to bønder vinder som hovedregel mod tårn. Man kan skelne mellem om bønderne er forbundne eller adskilte. Forbundne bønder…