Afsnit 5

Efter at vi har behandlet “Materiel ligevægt” og “Materiel overvægt med mat-potentiale” i Afsnit 4, er her slutspillene, der er kendetegnet ved den materielle overvægt uden mat-potentiale.

Frem for alt vil vi gerne minde om vores “konverteringsrater” for at kunne skelne sagerne med mat-potentiale fra dem uden mat-potentiale. Grundlaget for denne omdannelse er: Dronning = to tårne ​​= tre lette officerer, hvorfra det uden videre kan konkluderes, at tårnet er halvanden let officer værd.

Vi betragter nu den materielle overvægt uden mat-potentiale som en materiel overvægtig på højst en let officer, så vi kun får to muligheder:

I a) er det vigtigt at afgøre, om den stærkere part har en ekstra let officer (direkte overvægt) eller har materiale af større værdi (indirekte overvægtig). Det er også vigtigt, om den materielle overvægt består af en løber eller en springer.

I slutspillene b) er den materielle overvægt bestemt en indirekte, men også her skal vi overveje forskellige værdirelationer, nemlig forskellen mellem tårn og løber eller springer og forskellen mellem to lette officerer og tårn. I begge tilfælde er den materielle overvægt en halv officer, så vi holder os til udtrykket “kvalitet”. Vi minder ligeledes også om den forklaring, vi gav i indledningen til Afsnit 4 om udtrykket “teoretisk slutspil”. Dette koncept er, at den stærkere part ikke skal have mere materiale end dronningen (eller dens tilsvarende) plus tårn. Ved at trække en sådan grænse er vores undersøgelse begrænset til de sager, der er genstand for en mere præcis analyse.

På grundlag af ovenstående forklaringer kommer vi til følgende klassifikation for dette afsnit:

I dette hovedafsnit behandler vi de slutspil, hvor den ene side har det, der svarer til en let officer mere, hvis der er forskelligt materiale. Ved bestemmelsen af ​​værdien tæller dronningen som tre lette officerer eller to tårne.

I hovedsektion 1 i dette afsnit (Afsnit 4) er der allerede blevet forklaret meget om de udsigter, damen har i kampen mod andre officerer. Situationen er vanskelig for dronningen, hvis der er et materielt slip og er derfor ret håbløst, hvis den anden side har en løber mere eller en springer mere. Følgende tre muligheder kan derfor også forblive uden for vores overvejelse:

5: Fire lette officerer mod dronning: og 5: løber og to tårne ​​mod dronning: og 5: springer og to tårne ​​mod dronning:

Den materielle overvægt skal vinde, medmindre dronningen kan fremtvinge en øjeblikkelig remis, fx gennem evigt skak. Vi vil her nævne, at løberen er stærkere end springeren selv i forbindelse med to tårne. Sagen bliver mindre klar, når dronningen på den svagere side har en ækvivalent til dronningen. Også i dette tilfælde nøjes vi med en generel overvejelse af udsigterne.

5: Løber og dronning mod to tårne:

Den materielle overvægt skaber fremragende chancer for at vinde og vil generelt være en tilstrækkelig beslutning.

5: Springer og dronning mod to tårne:

Parten med den materielle overvægt har meget gode gevinstudsigter. Alligevel vil det være sværere at vinde end med en løber og dronning mod to tårne.

5: Løber eller springer og dronning mod tre lette officerer:

Vi er nødt til at bedømme dette slutspil på grundlag af de mulige overgange til tre andre slutspil i dette hovedafsnit, nemlig officerer mod to løbere, mod løber og springer eller mod to springere. Vi vil bare her slå fast, at en sådan overgang på ingen måde er synonym med at vinde partiet, men at den stærkere part på den anden side har ringe chance for at undgå denne overgang til de nævnte slutspil.

Nu er der kun 6 muligheder tilbage, hvor dronningen eller to tårne ​​kæmper mod to lette officerer. I alle sådanne slutspil er det vigtigt, at forsvareren forhindrer fjendens konge i at gribe ind. Dette er let at gøre, når dronningen kæmper mod to løbere, temmelig let med to springere, men meget svært med en løber og en springer. Hvis angriberens konge er afskåret, og den forsvarende konge er i nærheden af ​​hans officerer, kan dronningen alene ikke opnå noget. To tårne ​​er også meget stærkere end dronningen i disse tilfælde, da de både uafhængigt kan foretage et matangreb og fremtvinge en ændring i fjendens opstilling ved at angribe en af ​​de forsvarende officerer to gange.

Dette slutspil skal ses som remis, som det fremgår af følgende eksempel. Her kan man se, hvordan løberne skal sættes op for at forhindre fjendens konge i at gribe ind. Hvis den hvide konge var på d7, tilhører den sorte dronningløber f7.

Det kan ske i løbet af slutspillet, at denne opstilling af løberne ændres, men dette skal altid gøres på en sådan måde, at angriberens konge ikke kan nærme sig eller kan flyttes tilbage igen. Det er også vigtigt, at den forsvarende konge står så tæt som muligt på en randlinje. Dette skaber automatisk beskyttelse mod angreb bagfra, men der er stadig nok bevægelsesfrihed til at undgå andre angreb ved at ændre stillingen.

Forsvarerens opgave er da særlig let, selvom sådanne stillinger er remis, selvom dronningen har mulighed for at give skak bagfra. Værdien af ​​Cherons undersøgelser af diagramstillingen i nedenstående eksempel ligger i det faktum, at han også har vist, hvordan hvid kan vinde, hvis sort besvarer trækket 1.Dd7+ med 1…Lf7? (frigivelse af f5-feltet!) i stedet for at flytte kongen. Cheron har følgende varianter:

Vi afslutter afsnittet, 5: Dronning mod to løbere, med en diagramstilling:

Diagramstilling 15:

Dette er nogenlunde den samme situation som i det forrige eksempel; dog har den sorte konge ingen bevægelsesfrihed her.

Som et resultat vinder hvid med det samme. Hvid i trækket vinder således: 1.De8+ Lf8 2.Kf6 og mat i tre træk.

Med sort i trækket: 1…Lf8 2.De8 Kg7 3.Dd7+ Kg8 4.Kf6 osv. Den sorte konge kan også stå på h8, hvorefter hvid ville vinde som følger: 1.De8+ Lg8 2.Kg6 Le5 (Hvis 2…Lh6 vil det blive besvaret med 3.Da1+!) 3.Dh1+ og mat i to træk.

Disse slutspil skal også ses som remis; de samme regler gælder generelt for forsvar som for kamp mellem dronningen og to løbere. En ny kendsgerning er, at de to springere kan dække hinanden. Men denne kendsgerning er generelt ikke en fordel og har endda ført de klassiske analytikere, herunder Kubbel, på vildspor. Man mente, at den forsvarende part ikke havde noget bedre end at gøre brug af denne indbyrdes dækning mellem springerne, og heraf blev den forkerte konklusion trukket om, at dronningen altid vinder. Med den angivne liste over springere er det ikke svært for angriberen at placere sin konge mellem de to springere, at tvinge den forsvarende konge væk med dronningen og fratage ham så mange træk som muligt, så i sidste ende en af ​​springerne skal trække og derved farer vild.

I omkring hundrede år har det imidlertid været kendt, primært gennem undersøgelser af J. Mendheim (1832), at springerne fungerer meget bedre, når de står ved siden af ​​hinanden, på en linje eller i en række, for at afskære fjendens konge på denne måde. Udskifter man de to løbere i diagramstilling 15 med to springere, flytter den hvide konge fra g4 til g3, og resultatet er en karakteristisk remisstilling. Hvis dronningen kommer til e6, følger 1…Sg8 2.Kg4 Sh6+, hvorefter den hvide konge ikke kan gøre sig gældende på g5 eller f5 på grund af muligheden Sh6-f7+-h6+ etc., mens h5-feltet er utilgængelig på grund af Sf4+ med dronning gevinst.

Diagramstilling 16:

Sort i trækket kan modstå; et eksempel fra Von der Lasa. 1…Sc8+ 2.Kc6 Se7+! (Efter 2…Sa7+? 3.Kd5! Sc8 4.Df4+ Ka8 5.Dc7 Scd6 6.Kc6 osv. og hvid ville vinde) 3.Kb5 (3.Kd7 Sc5+! og remis) 3…Sd6+ 4.Kb6 Kc8 5.Da7 Kd8! 6.Dc7+ Ke8 og hvid kommer ikke længere. Bemærk, at Sd6 er indirekte dækket.

Endelig et eksempel på falsk forsvar. Springerne er ikke sat op her på en sådan måde, at de blokerer fjendens konges vej. Men der er stadig tid til at gøre dette. Sort taber, fordi han ikke stiller springerne korrekt op.