Afsnit 5

Efter at vi har behandlet “Materiel ligevægt” og “Materiel overvægt med mat-potentiale” i Afsnit 4, er her slutspillene, der er kendetegnet ved den materielle overvægt uden mat-potentiale.

Frem for alt vil vi gerne minde om vores “konverteringsrater” for at kunne skelne sagerne med mat-potentiale fra dem uden mat-potentiale. Grundlaget for denne omdannelse er: Dronning = to tårne ​​= tre lette officerer, hvorfra det uden videre kan konkluderes, at tårnet er halvanden let officer værd.

Vi betragter nu den materielle overvægt uden mat-potentiale som en materiel overvægtig på højst en let officer, så vi kun får to muligheder:

I a) er det vigtigt at afgøre, om den stærkere part har en ekstra let officer (direkte overvægt) eller har materiale af større værdi (indirekte overvægtig). Det er også vigtigt, om den materielle overvægt består af en løber eller en springer.

I slutspillene b) er den materielle overvægt bestemt en indirekte, men også her skal vi overveje forskellige værdirelationer, nemlig forskellen mellem tårn og løber eller springer og forskellen mellem to lette officerer og tårn. I begge tilfælde er den materielle overvægt en halv officer, så vi holder os til udtrykket “kvalitet”. Vi minder ligeledes også om den forklaring, vi gav i indledningen til Afsnit 4 om udtrykket “teoretisk slutspil”. Dette koncept er, at den stærkere part ikke skal have mere materiale end dronningen (eller dens tilsvarende) plus tårn. Ved at trække en sådan grænse er vores undersøgelse begrænset til de sager, der er genstand for en mere præcis analyse.

På grundlag af ovenstående forklaringer kommer vi til følgende klassifikation for dette afsnit:

Fra hovedafsnit 1 (i Afsnit 4) ved vi, at stillingsmæssige omstændigheder kan være afgørende selv i materielt afbalancerede stillinger, og det er derfor naturligt, at sådanne omstændigheder bliver endnu mere meningsfulde, når en stillingsmæssig fordel falder sammen med en let officer i materiel overvægt. Materiel overvægt af ​​en løber giver da generelt noget større gevinstsudsigter end med en springer i overvægt.

Ikke desto mindre er gevinstsmulighederne blandt undtagelserne. Det er kun de positionsmæssige fordele, der kan afgøre, og hvis disse ikke allerede er tilgængelige i begyndelsen af ​​slutspillet, har den stærkere part ikke mulighed for at opnå sådanne afgørende positionsmæssige fordele. Så dette er en signifikant forskel i forhold til overvægt af to springere (se bind 4, 2D), hvilket under alle omstændigheder er tilstrækkeligt til at opnå de nødvendige positionsmæssige fordele. Generelt skal det bemærkes, at forsvaret er lettere, når der kun er officerer af en slags (f.eks. 2 løbere mod løber) end i slutspil med forskellige officerer (f.eks. løber og springer mod løber), hvor forsvareren udsættes for langt mere angreb.

Vi vil nu behandle de forskellige muligheder efter hinanden, og indledningsvis bemærke, at slutspillet mellem tårn og løber mod tårn er det vigtigste. Stillingerne med kun lette officerer er mindst vigtige; Vi vil derfor kun nævne disse kort.

Stilling 12:

Springerens meget ugunstige stilling; Hvid i trækket vinder.

1.La4 (truer 2.Ld7 efterfulgt af 3.Le3) Sc8 (hvis 1…Kg2 så følger 2.Ld7 Kf3 3.La3! Ke4 4.Lc5 med springergevinst; og på 1…Kh2 følger 2.Le3 Sc8 3.Lc5 Kg3, og efter 4.Ld7 er springeren tabt.) 2.Lc6+! Kh2 (eller 2…Kg1 3.Le3+ efterfulgt af 4.Lc5 osv.) 3.Lf4+ Kg1 4.Le3+ Kh2 5.Lc5 Kg3 6.Ld7 med springergevinst.

Tilstedeværelsen af ​​forskellige typer officerer skaber altid mulighed for undtagelser, og selv i disse remis-slutspil kan det ske, at parten med den materielle overvægt bestemmer under visse betingelser. Nedenfor er et eksempel fra Horwitz. Forfatterens tilgang til denne undersøgelse blev senere forbedret af forskellige analytikere (Amelung, Berger og Crespi). Vi giver den forbedrede løsning.