William Steinitz (1836-1900)
Steinitz er den første, der til bunds forstod Philidor og navnlig Morphy. Takket være sin stil og måske navnlig takket være sine bøger og artikler, nævnes han som grundlæggeren af den positionelle stil. Det vi nu mener er en selvfølge: beherskelsen af centrum, løberparrets dominans, læren om svage felter osv., blev på Steinitz’ tid betragtet som noget revolutionerende. Foruden at besidde store evner havde Steinitz også sine ømme punkter. Hans mangel på kombinationstalent hindrede ham i at finde den gyldne middelvej mellem det teoretisk rigtige og det i praksis mest chancerige.
I skaklig henseende var Steinitz en materialist. Han modsatte sig med sammenbidt energi og videnskabelige argumenter den opfattelse, at materiel undervægt skulle kunne kompenseres ved en i sig selv ikke afgørende positionel fordel. Steinitz var en betydelig forsvarskunstner, men også her kunne han ikke lade være med at overdrive. Ved flere lejligheder har han selv tildelt sig rollen som forsvarer. Han kunne f.eks. benytte den berygtede Steinitz-gambit: 1.e4 e5 2.Sc3 Sc6 3.f4 exf4 4.d4 Dh4+ 5.Ke2. Han slap ofte godt fra dette vovestykke, da modstanderen ikke vurderede den hvide konges udsatte stilling korrekt. Kongens eksponerede stilling er noget af et optisk bedrag. Til gengæld er Steinitz-forsvaret i spansk (1.e4 e5 2.Sf3 Sc6 3.Lb5 d6) noget af det mest solide.
Steinitz’ livsmål var først og fremmest at bekæmpe gambitter. Han mente som tidligere nævnt, at en gambit kun kan gendrives ved at modtage den. Lad os se et eksempel: