Afsnit 4
4: Officerer mod officerer
I kampen om officerer mod hinanden uden en eneste bonde på brættet er det materielle forhold naturligvis det vigtigste. Rent positionsfaktorer er kun meget sjældent afgørende. Som tingene ser ud, kan dette kun forekomme i stillinger, der – mere eller mindre tilfældigt – muliggør den ene eller den anden taktiske gevinstfortsættelse. Med hensyn til de stillinger, hvor den ene side har en materiel fordel, skelner vi mellem to muligheder: Materiel overvægt med eller uden mat potentiale, dvs. om det overskydende materiale efter afbytningen af alle officerer hos den svagere part er nok til at fremtvinge mat mod modpartens konge alene. For eksempel, i slutspillet med tårn og løber mod tårn, har man en materiel overvægt uden mat potentiale, men i slutspillet mod to tårne mod tårn har man materiel overvægt med mat potentiale. For at kunne bruge dette udtryk “mat potentiale” i tilfælde, hvor begge dele har ulige materialer, vurderer vi de eksisterende officerer efter en fælles forståelse i en let officer (springer eller løber) som følger: en dronning = 3 lette officerer, et tårn = 1½ lette officerer.
Hvis den materielle overvægt er større end en let officer, anser vi det for at være en materiel overvægt af 2 springere. Ifølge vores beregning udgør disse to officerer en materiel overvægt med mat potentiale (mere end en officer i overvægt), men på den anden side er det en materiel overvægt uden mat potentiale, da man ikke kan fremtvinge mat med to springere. Her lærer undersøgelsen os, at en sådan overvægt kan have mat potentiale, hvis der stadig er flere officerer, da den svagere part generelt ikke har mulighed for at nedsænke overskydende materiale. Vi vil derfor holde fast i vores beregning og med rette inkludere materiel overvægt af to springere i gruppen af slutspil med mat potentiale.
Vores grundlæggende klassificering af officerers kamp mod hinanden, uden bønder, er nu:
Slutspillene i gruppe a) ender næsten altid remis, og slutspillene i gruppe b) vindes generelt af den stærkere part.
At det vil være vores hovedopgave at påpege undtagelsestilfældene – de normale sager giver lidt materiale til undersøgelser – vi vil komme ind på undersøgelsessammensætningen i dette afsnit mere end ellers er nødvendigt. Dette gælder især slutspil, hvor en af officeren langt overstiger den anden med hensyn til sårbarhed og dermed er kombinatoriske vendinger mulige, fx når dronningen kæmper mod to tårne eller tre lette officerer.
Men vi vil nævne, at udtrykkene “undersøgelse” og “praktisk slutspilsproblem” divergerer langt mindre, end man generelt burde tro. Værdien af en undersøgelse er i de fleste tilfælde, at den ene eller den anden slutspilsstilling er blevet udarbejdet præcist, så opgaven bliver klar efter så små ændringer. Forbindelsen mellem studiet af slutspillet og det praktiske spil er særligt godt illustreret i partiet Michell-Lilienthal, Hastings 1934/35 (Afsnit 3, V), der efter en række egentlige træk smelter sammen til en komposition af Troitzky.
De vigtigste og sværeste er slutspillene i gruppe c), da materiel overvægt uden mat potentiale kun kan komme til sin ret i forbindelse med positionsfaktorer. Tilstedeværelsen af en eller flere ekstra officerer giver mulighed for enten at spille på mat eller for at tvinge yderligere materiel gevinst. I de fleste tilfælde er det nødvendigt, at kongen af den svagere part er placeret ugunstigt, det vil sige at stå på randen eller i hjørnet.
I alle sådanne slutspil er mange ændringer mulige ved at tilføje materiale, så det er nødvendigt at afgrænse feltet for disse slutspil og de teoretiske slutspil generelt noget mere præcist.
Grænserne for det teoretiske slutspil:
Ved klassificeringen af slutspillene (i Afsnit 1) blev det påpeget, at det er sædvanligt at tilføje følgende grupper af stillinger til slutspillene:
I dette afsnit, men for det teoretiske slutspil generelt, ønsker vi at trække grænserne lidt tættere på følgende måde:
Vi opdeler dette hovedafsnit som følger:
Materiel overvægt med mat potentiale
I overensstemmelse med inddelingen givet i indledningen inkluderer vi disse slutspil i denne gruppe, hvor den ene side har en materiel overvægt, der er større end en let officer. Så dette kan enten være: 1½ let officer (= 1 tårn), 2 lette officerer osv. Hvis man undersøger de forskellige muligheder, synes følgende slutspillegrupper ikke at forårsage nogen vanskeligheder af nogen betydning:
Efter at have lukket de simple sager, der er anført under A) og B), kommer vi til følgende klassifikation for dette hovedafsnit:
Forenkling gennem udveksling:
Stilling 7:
Inden vi går videre til behandlingen af disse slutspil, giver vi her det tidligere annoncerede eksempel på et slutspil med to tårne mod et tårn, hvor afbytningen kun kan gøres mulig ved en lille kombination.
I dette eksempel, en af de ældste kompositioner (den findes allerede i den tyrkiske skakbog af Firdewsi 1501), har vi den samme situation som i stilling 2.
Med den dobbelte trussel fra Th8-mat og Kxc5 er et af hvids tårne tilsyneladende tabt, og sort ville dermed opnå remis. Men der er stadig en anden måde for hvid at hævde sin fordel:
1.Tc5-h5! Th2xh5 2.Ta8-a6+ Kd6-e5 3.Ta6-a5+ Ke5-f4 4.Ta5xh5 og vinder. Et klassisk eksempel.
Bemærk, at sort stadig ville få en remis i stilling 7, hvis hans tårn var på g-linjen, f.eks. på g2.
Stillinger der er sværere at håndtere.
Hvis vi opretter en helt vilkårlig dronning stilling mod tårn, fx Hvid: Kd1, Df3 – Sort: Kc5, Te5, er det ikke svært at bevise sejren, men det er et så omfattende værk, at man næsten kunne fylde et helt afsnit med det.
Vi må imidlertid pålægge os selv visse begrænsninger, primært i valget af de behandlede stillinger. Men selvom vi opretter brikkerne på en sådan måde, at der allerede er kontakt, kræver udarbejdelsen – selv af tilsyneladende simple marginalstillinger – generelt så meget plads, at klarheden ville blive betydeligt dårligere stillet. Det store problem her er at finde den gyldne middelvej og på den ene side regne med at stræbe efter fuldstændighed og på den anden side med risiko for fortynding.
Vi vil bestræbe os på at overvinde disse vanskeligheder ved om nødvendigt at opdele analyserne i hoved- og sekundære varianter og endvidere oprette nye eksempler på vigtige skæringspunkter, også ved at gå tilbage til stillinger, der allerede er behandlet, og til sidst ved at overlade visse udviklinger til egen efterforskning.
Så mange muligheder i det, der tilsyneladende er så simpelt som en udgangsstilling i vores hovedvariant! Man kan se: slutspillet dronning mod tårn er bestemt ikke et af de elementære slutspil. Vi har forsøgt at give varianterne så komplette som muligt, så man får et klart billede af omfanget af analysen af dronning mod tårn. Men også fordi dette faktisk var nødvendigt: man må ikke være tilfreds med kommentarer som “hvis tårnet forlader kongen, er det tabt i nogle træk”, fordi disse kommentarer ikke kun er overfladiske, de er forkerte. Vi har igen og igen set, hvor mange “tricks” der stadig var nødvendige for at køre et fordrevet tårn ind i et hjørne, sammen med lignende finesser som f.eks. “stille” træk, kongevandring med mere. Man kan have tvivl om, hvorvidt man overhovedet vil være i stand til at føre slutspillet dronning mod tårn til succes. Men man bør overveje:
Næsten alle veje fører til Rom:
på den anden side, at det på ingen måde er nødvendigt at vælge den korteste vej; 50-træk-reglen giver plads nok til at starte igen og igen;
endelig er det forsvar meget vanskeligere end angreb, så parten med damen lettere vinder dette slutspil i praksis end i teorien.
Det er fristende at bruge vores bemærkninger til udgangsstillingen i vores hovedvariant til at fastsætte regler for behandling. Faktisk kan vi også se en vis regelmæssighed, nemlig:
Dog kan man ikke stole på disse regler, mindst af alt på den tredje. Men den anden regel, som naturligvis tages for givet, tillader også undtagelser. For eksempel, hvordan skal man vinde hurtigt på følgende stilling: Hvid: Kf6, Df5 – Sort: Ke8, Tc1?
Dronning på 6. række:
Hvor mærkeligt det end lyder, er hvid ikke i stand til at tvinge en hurtig gevinst. Vi har nu flere gange set, at randstillinger på ingen måde altid er lette. Et par eksempel på dette er givet i nedenstående eksempel.
Det er på ingen måde nødvendigt at man skal gennemgå alle disse linjer og varianter, og bestemt ikke for at skulle lære dem udenad. Dette ville også være en ekstremt vanskelig og ganske uløselig opgave.
Den rigtige måde at håndtere disse sæt varianter på, er, at bruge det som øvelses materiale. Hvis mulighederne (1), (2) osv. behandles i en given stilling, forsøger man at undersøge dem uafhængigt for derefter at sammenligne dem med vores tekst.
Med dette eksempel er grænsen for vores systematiske behandling nået. Hvis vi antager en mere vanskelig stilling, ville antallet af varianter, referencer og undervarianter vokse i en sådan grad, at en grundig behandling faktisk ville blive helt forvirrende.
I de tre eksempler, der nu følger, og som er beregnet til at afslutte dette hovedafsnit, vil vi derfor gå mere end én vej og forsøge at give en omfattende præsentation af den vindende procedure uden at gå ind på alle detaljer.
Afslutningsvis, lad os afslutte vores analyser om dette slutspil ved at komme med en række anbefalinger til begge parter: Vi starter med, Til den angribende part:
Til den forsvarende part: