Den grundlæggende forskel mellem bondeslutspil og slutspil med officerer er, at en officer kan bevæge sig “uendeligt langt”, mens en bondes er begrænset til maksimalt 6 træk. Heraf følger, at bevægelser af materialet, der kan udveksles, i bondeslutspil hurtigt er opbrugt, og dette desto hurtigere, hvis begge parters bønder er på samme linje, som det ofte sker. Hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på c7, kan begge spillere lave 5, muligvis 6 bondetræk (a4 osv. eller a3 osv.). Men hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på a7, så kan hver af disse to bønder maksimalt gøre to træk: 1.a3 a6 2.a4 a5 og bønderne er fastlagte.

Dette uddrag fra “Euwe’s Slutspilsteori” dækker over slutspil med konge og en eller flere bønder mod konge og en eller flere bønder, kort sagt “bondeslutspil”, nogle gange også mindre korrekt kaldet “kongeslutspil”.

Vi dispenserer fra denne gruppe fra en opdeling i kapitler, fordi værdien af ​​genstande i det hele faktisk udgør ét stort kapitel, og derfor nøjes vi med en opdeling i grupper, som stort set stemmer overens med metoden fulgt af Berger og Robinowitsch. Denne opdeling, som udelukkende afhænger af mængden af ​​eksisterende materiale, giver følgende grupper:

Den vigtigste af disse grupper er to-mod-en-slutspillet, da bondeslutspillets finesser er tydeligst i dette. Berger skelner, hvad angår dette slutspil, mellem forskellige formationer – en underafdeling, som vi til gengæld accepterer med en lille tilføjelse. Hvor opdeling af gruppen “to mod en” bliver:

Slutspillet “konge og bonde (bønder) mod konge alene” hører ikke til dette afsnit; det er blevet dækket i et tidligere afsnit. De principper, der præsenteres der, gælder dog også for de her omtalte slutspil.

I alle bondeslutspil er kongernes rolle af største betydning. Kongen måtte beskytte sine egne bønder og angribe de fjendtlige; han skal sørge for, at ingen fjendtlig fribonde vil stå udenfor hans kvadrat; han skal holde sin “kollega” indenfor tremmerne og helst skubbe ham tilbage.

Den, der ikke kan eller vil lave et bondetræk, skal spille med kongen, og det er ofte ensbetydende med at afgive territorium til modpartens konge. Det væsentlige i bondespillene er derfor et uafbrudt arbejde med tvangstræk, dvs. ikke et åbent slag, men en blokadekrig. Alle træk skal beregnes nøje, da det mest afhænger af, hvem der i sidste ende har oppositionen. Begrebet “opposition” er velkendt, og dets store betydning bør fremgå af de følgende eksempler. I alle bondeslutspil er målet at “forvandle” en fri bonde, og her, hvis nogensinde, “den der kommer først til møllen, får først malet”.

Vi starter med et eksempel fra O. Duras.

Den første ting at bemærke er, at kampen “en mod én” generelt ender remis, når den ene parts bondeforvandling besvares af den anden parts. Undtagelser er kun de tilfælde, hvor den part, der allerede har trukket, har en umiddelbart afgørende træk, f.eks.

1.b8D vinder, fordi 1…g1D strander på 2.Dg8+ og den sorte dame går tabt. Vi tager et eksempel mere:

1.c8D a1D+ 2.Kd3+ Kb2 3.Db7+ Ka3 4.Da6+ Kb2 5.Db5+ Kc1 6.Dc4+ Kb2 7.Db4+ Ka2 8.Kc2 og sort bliver sat mat.

Selvom det er klart af ovenstående, at et enkelt tempo kan bringe afgørelsen, er det på den anden side også muligt, at selv to eller tre tempoer ikke er nok til en sejr. Vi minder om, at dronningen ikke vinder mod a-, c-, f- eller h-bonden på den næstsidste række, hvis den forsvarende konge kan kontrollerer forvandlingsfeltet, og at selv reverseringer er mulige, hvor dronningen ikke kan vinde mod en bonde på sjette (eller tredje) række. Meget vigtigt er forvandlingen med skak, fordi dette betyder en tempogevinst som ofte bringer afgørelsen.

I ovenstående diagramstilling, vinder hvid på følgende måde: 1.Kc5! Formålet med dette træk er tredelt: For det første åbner kongen en fri vej for sin egen bonde, for det andet forbliver kongen i fjendens bondes kvadrat, og for det tredje bevæger kongen sig så tæt som muligt på sin egen bondes forvandlingsfelt for muligvis at støtte bondens fremrykning. 1…g5  Den sorte konge kan ikke bekæmpe den hvide bonde, som vist ved: (1…Kg6 2.b4 Kf7 3.b5 Ke7 4.Kc6! Kd8 (4…g5 5.b6 og vinder) 5.Kb7! (Ikke 5.b6? da sort opnår remis efter 5…Kc8) 5…g5 6.b6 g4 7.Ka8 g3 8.b7 g2 9.b8D+, og hvid vinder. Man ser her betydningen af den tredje del efter hvids første træk; efter 1.Kc4? får sort let remis med 1.Kg6.) 2.b4 g4 3.Kd4! Her optræder den anden betydning af hvids første træk; den hvide konge forbliver i kvadraten af den sorte bonde. Kg5 (På 3…g3 følger 4.Ke3 Kg5 5.b5! (5.Kf3? Kf5! med remis) 5…Kh4 6.b6 Kh3 (Hvis 6…g2 så følger 7.Kf2 Kh3 8.Kg1 og vinder) 7.b7 g2 8.Kf2 Kh2 9.b8D med skak, og hvid vinder.) 4.b5! Hver gang den sorte konge truer med at komme ind på bondens kvadrat, skal hvid forhindre dette. På 4.Ke3? Kf5 (Kf6) er partiet remis. g3 Efter 4…Kf4 rykker den hvide bonde frem og forvandler med skak. På 4…Kh4 følger 5.b6 g3 6.Ke3 osv. 5.Ke3 Kg4 6.b6 Kh3 7.b7 g2 8.Kf2 Kh2 9.b8D+ og hvid vinder.

Den sorte konge står i den hvide bondes kvadrat, mens den hvide konge har brug for tre træk for enten at komme ind i den sorte bondes kvadrat eller forsvare sin egen bonde. Hvid kan dog redde partiet således: 1.Kg7! og nu 1) 1…Kb6 2.Kf6! (truer 3.Kg5) 2…h4 3.Ke5! (truer 4.Kf4) 3…h3 4.Kd6 med remis. 2) 1…h4 2.Kf6 h3 3.Ke7! (eller 3.Ke6! men ikke Ke5? h2 4.c7 Kb7 5.Kd6 Kc8 og sort vinder) 3…h2 4.c7 Kb7 5.Kd7 med remis. At den hvide bonde er kommet længere end den sorte repræsenterer en væsentlig modvægt; hvid kan tåle at miste tre kongetræk og stadig nå, at forvandle sin bonde i tide.

I partiet fulgte: 1.Ke6 Kc3 2.Kd6? Kd4 3.Kc6 Ke5 4.Kb7 Kd6 5.Kxa7 Kc7 med remis. Hvids andet træk var dog en fejl. Med 1.Ke6 Kc3 2.Kd5! havde hvid været i stand til at holde den sorte konge væk fra c7 og dermed sikre sig sejren: 2…Kb4 3.Kc6 Ka5 4.Kb7 Kb5 5.Kxa7 Kc6 Kb8 og hvid vinder.