I den nye verden, Amerikas Forende Stater, var der naturligvis et blomstrende skakliv. Også der ville man lave en stor turnering, og i året 1857 løb den første amerikanske skakkongres af stablen i New York.

Ved denne turnering dukkede en ung, kun 20-årig ukendt spiller op og fejede alle sine modstandere ud af brættet. Det var Paul James Morphy, født den 22. Juni 1837 i New Orleans. Hans skakkarriere var kort og eksempelløs strålende, og har givet anledning til mytedannelse, der helt op i vore dage kritikløst er blevet accepteret af den samlede skakverden.

Morphy er et af skakspillets vidunderbørn. I lighed med, hvad der berettes om enkelte andre, lærte han sig selv spillet ved at se andre spille det. Man spillede ivrigt skak i familiekredsen, selv om der ingen var af noget der lignede mesterstyrke. Men med den lille Paul kom et pust fra de store vidder ind i familien. Det startede naturligvis med, at han nedspillede hele familien og vennekredsen. Men den første virkelige bedrift udførte han, da den ungarske mester Löwenthal gæstede New Orleans i 1850 og spillede to partier med den trettenårige Morphy, der vandt det ene og spillede det andet remis.

Löwenthal var en kendt mester, og udfaldet vakte naturligvis den opmærksomhed, det havde krav på. I nedenstående vil vi bringe Morphys gevinst med velvillig objektiv kritik.

Tanken om afholdelse af en amerikansk skakturnering, siges først at være fremsat af Daniel Willard Fiske, en mand, hvis navn i dag kun er kendt af meget få, men hvis betydning og indflydelse i skakverdenen dengang var overordentlig. Han startede det første amerikanske skaktidsskrift: “Chess Monthly”, og hans fornemste medarbejder var Morphy.

Kongressen kom i stand i New York 1857, og spillere fra hele Amerika var inviterede. Morphy havde allerede et så stort navn i New Orleans, at hans deltagelse var en selvfølge. En anden ung spiller, kun nogle få ældre end Morphy, var Louis Paulsen, der kom til at spille en rolle i europæisk skak, længe efter at Morphy havde lagt op. Han opholdt sig i Amerika i ca. 6 år, blandt andet i dette kongresår. Men bortset fra disse to, var de øvrige deltagere af temmelig ringe kvalitet. En kendt New York-spiller var James Thomson, en til Staterne emigreret englænder. Hans spillestyrke var sådan, at Morphy med nogen træning bag sig slog ham 5-3 med springer forud. De øvrige var af samme surdej.

Det kan derfor ikke undre nogen, at Morphy og Paulsen overlegent slog alle, der blev stillet op mod dem. Begge gav kun en enkelt remis bort. Forskellen mellem mesterskak og amatørskak trådte tydeligt frem. Mod sådanne folk boltrede Morphy sig som en fisk i vandet. Han kombinerede og “svindlede” af hjertens lyst. Hele sit liv igennem spillede Morphy overvejende mod sådanne andenrangs modstandere, som han i reglen gav forgave, og mod hvem han rigtigt kunne demonstrere den spillemåde, han anså for den eneste rigtige, og tillige den eneste, der passede sig for en gentleman.

Paulsen var en anden spillertype. Han var i al ufuldkommenhed ved at tilegne sig en forståelse af den spillemåde, der i det lange løb har vist sig at holde, i modsætning til Morphys, der vel ser besnærende ud, men som er temmelig ineffektiv mod virkelig stærke modstandere, og i det store og hele kun velegnet, når modstanderen har blottet sig afgørende.

Det var en kort beskrivelse af de to spillere, der prægede denne kongres med deres spil. Det er ikke nogen hemmelighed, at de mødtes i finalen, som vi naturligvis bringer nogle partier fra. I nedenstående diagrammer, er der links til det vi vil beskrive omkring Paul Morphy.

Problemskak er en speciel kategori inden for skak, hvor man komponerer skakopgaver ved hjælp af et skakbræt og brikker. Den enkelte opgave kaldes et skakproblem. Det er ikke det, der vises i nedenstående links. Her er det opgaver med stillinger fra praktiske partier, der bliver benyttet i de tre kategorier, Matsætning, Find kombinationen og Praktiske slutspil. Der er link til de pågældende kategorier i nedenstående inddeling: