Den grundlæggende forskel mellem bondeslutspil og slutspil med officerer er, at en officer kan bevæge sig “uendeligt langt”, mens en bondes er begrænset til maksimalt 6 træk. Heraf følger, at bevægelser af materialet, der kan udveksles, i bondeslutspil hurtigt er opbrugt, og dette desto hurtigere, hvis begge parters bønder er på samme linje, som det ofte sker. Hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på c7, kan begge spillere lave 5, muligvis 6 bondetræk (a4 osv. eller a3 osv.). Men hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på a7, så kan hver af disse to bønder maksimalt gøre to træk: 1.a3 a6 2.a4 a5 og bønderne er fastlagte.

Dette uddrag fra “Euwe’s Slutspilsteori” dækker over slutspil med konge og en eller flere bønder mod konge og en eller flere bønder, kort sagt “bondeslutspil”, nogle gange også mindre korrekt kaldet “kongeslutspil”.

Vi dispenserer fra denne gruppe fra en opdeling i kapitler, fordi værdien af ​​genstande i det hele faktisk udgør ét stort kapitel, og derfor nøjes vi med en opdeling i grupper, som stort set stemmer overens med metoden fulgt af Berger og Robinowitsch. Denne opdeling, som udelukkende afhænger af mængden af ​​eksisterende materiale, giver følgende grupper:

Den vigtigste af disse grupper er to-mod-en-slutspillet, da bondeslutspillets finesser er tydeligst i dette. Berger skelner, hvad angår dette slutspil, mellem forskellige formationer – en underafdeling, som vi til gengæld accepterer med en lille tilføjelse. Hvor opdeling af gruppen “to mod en” bliver:

Slutspillet “konge og bonde (bønder) mod konge alene” hører ikke til dette afsnit; det er blevet dækket i et tidligere afsnit. De principper, der præsenteres der, gælder dog også for de her omtalte slutspil.

I alle bondeslutspil er kongernes rolle af største betydning. Kongen måtte beskytte sine egne bønder og angribe de fjendtlige; han skal sørge for, at ingen fjendtlig fribonde vil stå udenfor hans kvadrat; han skal holde sin “kollega” indenfor tremmerne og helst skubbe ham tilbage.

Den, der ikke kan eller vil lave et bondetræk, skal spille med kongen, og det er ofte ensbetydende med at afgive territorium til modpartens konge. Det væsentlige i bondespillene er derfor et uafbrudt arbejde med tvangstræk, dvs. ikke et åbent slag, men en blokadekrig. Alle træk skal beregnes nøje, da det mest afhænger af, hvem der i sidste ende har oppositionen. Begrebet “opposition” er velkendt, og dets store betydning bør fremgå af de følgende eksempler. I alle bondeslutspil er målet at “forvandle” en fri bonde, og her, hvis nogensinde, “den der kommer først til møllen, får først malet”.

I den generelle bemærkning om tre-mod-to slutspillet (se diagram 1 i forrige eksempel) blev det allerede sagt, at en ekstra bonde generelt kommer lettere til sin ret, hvis endnu mere materiale er tilgængeligt. Med to mod én kan gevinsten være et problem, med tre mod to er tingene som regel meget enklere, og det gælder i øget omfang både i slutspillet fire mod tre og for konstellationer med endnu flere bønder. Vi kan derfor se bort fra simplere sager på fire mod tre uden gener.

Selv for de mest komplekse slutspil gælder dog i det væsentlige det samme, som fremhævet i “to mod en” og “tre mod to”. Lad os f.eks. overveje følgende stilling, lånt fra et parti Ståhlberg-Tartakower.

Hvid har en bonde mindre, men han har mulighed for at erhverve to fremskredne fribønder på langt sigt. Hvid vandt således: 1.h4 a5 2.h5 a4 3.Kd2 b5 4.d5+ Kd7 5.h6 a3 6.Kc2! (6.Kc3? b4!+ 7.Kc2 b3+ 8.Kb1 a2+ 9.Ka1 c3 og sort vinder) 6…b4 7.hxg7 b3+ 8.Kb1 a2+ 9.Ka1! c3 10.g8D, og sort opgav. Et eksempel på fire mod tre, som faktisk viser et tema, der allerede er dækket (se slutspillet, Stoltz-Nimzowitsch, Berlin 1928, i forbindelse med diagramstilling 3).

Efter det, der blev sagt i denne gruppe (“fire mod tre”), nøjes vi med yderligere ét mærkelig eksempel.

Denne stilling optrådte i korrespondance partiet, J. Berger-J. Bauer, 1889-91. Hvid har efterladte bønder på a2 og c2, mens hans konge kun under særlige omstændigheder kan lade g4-bonden være i stikken. Sidstnævnte betyder også, at vente-og-se-træk bliver til intet. Gevinsten hænger i en tynd tråd, men er der ikke desto mindre. Hvid skal ofre tre bønder for at nå sit mål.

1.c4! bxc3 e.p. Naturligvis tvunget. 2.Ke3! Kg5 3.a4! Kxg4 4.b4! Pointen i hvids kombination. 4…axb4 5.Kd3!! Endnu et meget flot træk. (Efter det mere nærliggende 5.a5? ville sort overraskende få remis: 5…b3 6.Kd3 b2 7.Kc2 Kf3 8.a6 Ke2 9.a7 b1D!+ 10.Kxb1 Kd1!) 5…h5 6.a5 h4 7.a6 h3 8.a7 h2 9.a8D og vinder.