Man kan gisne om, hvorfor han ikke holdt op i tide. Nogle mener, at han ikke kunne bringe det over sit hjerte at overlade tronen til en anden. Det ville være ensbetydende med at erkende, at han ikke mere var verdens stærkeste mester. Den store Steinitz havde fundet sin overmand. Det var ikke til at holde ud at tænke på.

Allerede matcherne mod Gunsberg og Tchigorin havde voldt Steinitz store vanskeligheder. Hvor han tidligere altid havde nedgjort sine modstandere uden egentlig noget øjeblik at føle sig virkelig truet, så havde det mod de to kostet ham det største besvær. Han havde da også udtalt, at nu måtte det være slut. Han var ved at blive for gammel til disse anstrengende kampe. For Steinitz ville det sikkert have været det bedste, hvis han havde fulgt den stemme, der hviskede ham gode råd i øret. Men det skulle være så.

En anden og nærliggende årsag til, at han blev ved, nævnes aldrig. Den er ubeviselig men i høj grad sandsynlig. Der var penge i disse matcher, og Steinitz kunne og skulle altid bruge penge. Meget ofte motiveres folks handlemåde ud fra ganske enkle og dagligdags forhold. En kombination af disse ting er mulig.

Laskers turnerings- og matchresultater havde gjort et vist indtryk. Foruden Siegbert Tarrasch var han den eneste, der kom på tale som en værdig modstander. Tarrasch måtte lades ude af betragtning. Han ville ikke rejse til Amerika på grund af det afbræk, det betød for hans lægepraksis, og han brød sig vel heller ikke om at forlade hus, hjem, kone og børn for så lang tid, som det ville vare at spille mod Steinitz.

Altså: den unge Lasker, som Steinitz sikkert inderst inde har regnet med, at ham skulle han nok ordne. Matchen blev en kendsgerning, og arrangementet lignede det, der havde været anvendt, da Steinitz spillede mod Zukertort. Der skulle spilles i tre byer: New York, Philadelphia og Montreal. Den var vinder, der først vandt 10 partier. Remis talte ikke med. Den 15. marts 1894 begyndte matchen i New York. Spaden blev sat i jorden for at grave Steinitz’ åndelige og legemlige grav.

I begyndelsen fulgte den gamle herre fint med. Af de første fire partier vandt de hver to og de to næste blev remis. Men så sikrede Lasker sig de to næste, hvorefter turen gik til Philadelphia. Her fik Steinitz silkesnoren. Lasker vandt tre partier på stribe og førte med 7-2.

I Montreal fik Steinitz den sidste opblussen. Første parti blev remis, men derefter vandt Steinitz de to næste og reducerede til 7-4. Så vandt Lasker igen. 8-4. Den sidste store kraftanstrengelse gav Steinitz endnu et gevinstparti. 8-5. Så gjorde Lasker en ende på det. Slutresultat: 10-5 med 4 remis.

Skakverdenen havde fået en ny verdensmester. Ungdommen havde igen triumferet over alderen, vil nogle sige. Det er sikkert rigtigt. Steinitz var 58 år, Lasker kun 26. Men det vil ikke være retfærdigt mod Lasker at lade alderen være årsag til hans sejr. Der er mange faktorer, der betinger evnen til at vinde i matcher og turneringer. Lad os tage en enkelt: Viljen til at kæmpe og vinde. Den havde Steinitz. Når han tabte et parti, var det ikke, fordi han slappede af, således som det ofte var tilfældet med f.eks. Tschigorin eller Anderssen. Han kæmpede utrætteligt fra første til sidste træk. Når han var i vanskeligheder, sloges han for sit liv med alle kræfter. Denne evne til at kæmpe havde Lasker også. For ham var skak, ja selve livet en kamp. Her havde Steinitz fundet sin ligemand. I Moskva 1896, havde man arrangeret en revanchematch mellem de to kamphaner. Det blev en overflødig og tragisk match. Vi viser ét parti fra denne match.

PARTIEKSEMPLER FRA MATCHEN EMANUEL LASKER-WILLIAM STEINITZ
Vi viser i nedenstående matchtabellen fra matchen, samt en lille oversigt over de partier, der vil blive gennemgået fra matchen mellem de to gamle mestre. Vi viser i alt to partier fra matchen; alle er med kommentarer af den danske IM Jens Enevoldsen.

Lidt omkring de to partier, der vil blive gennemgået:

Med denne match gik en epoke i skakspillets historie og udvikling i graven. For at udviklingen kan gå videre, må der nye kræfter til, der kan bygge videre på det allerede skabte og skabe nyt selv. Med Emanuel Lasker slår vi porten op til en ny tid, hvor skakspillet oplever en udvikling og blomstring som aldrig før.

Sort i trækket