Afsnit 3
Officerer mod bønder
Dette afsnit handler om slutspil, hvor den ene side ikke har bønder, men har officerer, og den anden side ikke har officerer, men en eller flere bønder. Vi skal først og fremmest skelne mellem:
Med en tung officer skal man spille efter gevinst, og det vil være dette afsnits opgave at afgøre, i hvilke tilfælde gevinsten kan opnås, og hvornår dette ikke er muligt. Med en let officer skal man spille efter remis, fordi gevinst i de fleste tilfælde er teoretisk umuligt. Undtagelser kan forekomme i slutspil med springer mod konge og bonde. Disse undtagelser er baseret på det faktum, at bonden (der kan endda være to eller flere) ikke har nogen positiv, men kun negativ værdi under visse betingelser, da den begrænser mobiliteten af ens egen konge og gør enhver mulig redning ved pat umulig. Det samme gælder slutspillet for to springere mod en eller flere bønder.
Følgende spørgsmål er vigtige til behandling af slutspil med officerer mod bønder:
I undtagelsestilfælde kan det også ske, at problemer skal løses, selv når man kæmper med to eller flere officerer mod en eller flere bønder.
Efter den tidligere korte oversigt over det stillede emne opdeler vi nu dette afsnit som følger:
Afsnit 2:
Afsnit 3:
5: To eller tre officerer mod bønder
Ligesom den langt fremrykket bonde i mange tilfælde kan holde remis i en kamp mod dronningen, har bonden/bønderne også en remischance i en kamp mod to eller tre officerer, der tilsammen groft svarer til dronningens værdi. Disse remischancer er generelt lavere, for i de fleste tilfælde vil den stærkere part have mulighed for at ofre en af officeren mod bonden og stadig beholde nok materiale til at sætte modpartens konge mat.
Kampen mellem to springere og bonde/bønder er af en helt anden art. Det handler ikke kun om at beholde sit eget materiale, modstanderen må heller ikke miste sin bonde. Her er det vigtigt at gøre fjendens bonde ufarlig uden at besejre den. Matsætning med to springere mod bonde/bønder er ikke uden betydning for det praktiske spil, selvom det må erklæres, at chancerne for at tvinge mat er ret tynde. Vi opdeler dette hovedafsnit som følger:
5F: To springere mod bonde/bønder
Matsætning med to springere mod konge og bonde/bønder er den vigtigste del af dette hovedafsnit og kræver en helt særlig behandling. I alle slutspil med officerer mod bønder er det vigtigste spørgsmål, om der stadig er nok materiale til at kunne fremtvinge mat efter at bønderne er blevet ufarlige.
Med to springere mod bønder opstår der et helt andet problem. Dette problem begynder med spørgsmålet om, hvorvidt bonden (eller bønderne) er en direkte trussel. Hvis dette er tilfældet, er det nødvendigt at erobre bønderne, og så kan man kun opnå remis med to springere. For selvom begge springere er tilbage, er der ingen måde at tvinge mat mod den enlige konge. Vi er nødt til at foretage den allerede nævnte sondring mellem bønder med positiv og negativ værdi. Hvis parten med bønderne ikke har nogen chance for at vinde – fordi bønderne f.eks. ikke er langt fremme på brættet – ville det være bedre for den part slet ikke at have nogen bønder, for remis er jo en forudgående konklusion. I et sådant tilfælde er bønderne derfor mindre værd end ingenting: de har kun negativ værdi. Lad os først undersøge dette spørgsmål i detaljer. Vi vender tilbage til kampen mod en eller flere bønder med positiv værdi i slutningen af dette afsnit.
Lad os nu behandle de tilfælde, hvor bønderne har en negativ værdi, hvorved der under visse betingelser er en systematisk skakmat med to springere. Man finder noget lignende i hovedafsnit 4B (Konge og springer mod konge og randbonde).
Med to springere er tingene meget vanskeligere. Hvis modstanderen kun har en bonde, som aldrig kan udgøre en trussel, kommer vi – teoretisk set – til følgende gevinstmulighed: den ene springer blokerer bonden, mens den anden springer driver modpartens konge ind i et hjørne sammen med sin konge. Så snart dette er lykkedes, frigiver den første springer bonden og begynder at skakke fjendens konge sammen med sin egen konge og den anden springer. Bondens negative værdi vises her, for så vidt som den stærkere part kan undgå remis ved pat.
Bemærk dog, at mat med to springere mod kongen og bonde/bønder ikke kan fremtvinges i alle stillinger. Forudsætningen herfor er under alle omstændigheder, at der er mulighed for at køre fjendens konge til randen, og at bonden kan blokeres i stor afstand fra dens felt. Først da vil man have tid nok til at gennemføre pat- og mat planerne. Nogle gange kan det ske, at mat-sætningen varer længere end 50 træk, selv med det bedste spil. I dette tilfælde foretages en undtagelse fra den såkaldte 50-træk-regel. Som det er kendt, bliver partiet ifølge denne regel automatisk remis, hvis der inden for 50 træk ikke er
Først to diagramstillinger for at gøre os bekendt med det grundlæggende i dette slutspil.
Diagram 1a
Der følger:
1.Sg2-e3 g3-g2 2.Se3-d5 g2-g1D 3.Sd5-c7# mat.
Vi bemærker en væsentlig forskel i funktionen af de to springere.
En af dem, sammen med kongen, holder fjendens konge, den anden blokerer bonden, venter på det rigtige øjeblik, og så pludselig, ved at slippe bonden, kommer springeren tæt på fjendens konge med et par træk og sætter mat. På grund af denne funktionsforskel vil vi give de to springere to forskellige navne: pat-springeren og mat-springeren.
Mat-springeren må kun gribe ind, hvis dette kan fremtvinge mat. Men det betyder ikke, at kun mat-springeren kan sætte mat. Det kan ske, at de to springere skifter roller i sidste øjeblik.
Diagram 1b
Se7 er pat-springeren og Se2 er mat-springeren.
Men hvid har en god mulighed for at skifte roller:
1.Se2-d4 e3-e2 2.Sd4-c6+ Kb8-a8 3.Se7-d5 e2-e1D 4.Sd5-c7#.
Til denne matsætning, kan vi opdele i fire faser: 1. bondens fastlæggelse; 2. kongen tvinges ud til kanten; 3. kongen tvinges i et hjørne; 4. matsætning af den indelukkede konge.
For hver af disse faser giver vi nu vigtige instruktioner her:
Det er generelt uden betydning, om modstanderen har en bonde på randen. Dette udelukker ikke muligheden for, at en bonde fra randen kan lette mat på grund af analogien med kongens og springerens matsætning mod bonde og bonde på randen (se afsnit 4A). Til dette er det derefter nødvendigt, at kravene nævnt i afsnit 4A er opfyldt; kun afstanden fra forvandlingsfeltet er ligegyldig, da den anden springer kan blokere den modsatte konge tilstrækkeligt.
Efter disse generelle overvejelser kan vi begynde at håndtere dette slutspil. Vi følger undersøgelserne af den russiske studiekomponist og analytiker A. Troitzky, der nu betragtes som den bedste ekspert inden for dette vanskelige og i øvrigt lidt studerede slutspil. Først og fremmest er det vigtigt at lære de stillinger at kende, hvor mat kan tvinges.
Troitzky skelner mellem vandret og lodret opstilling og introducerer yderligere udtrykkene normale og unormale. Udtrykkene “lodret” og “vandret” henviser til kongens stilling med hensyn til pat-springeren. “Normal” betyder, at det er forsvaret i trækket, “unormal”, at angriberen er i trækket.
Nu til et sjælden eksempel fra det praktiske spil:
Fra partiet, Michell-Lilienthal, Hastings 1934/35. Hvid i trækket. I praksis forekommer denne slags slutspil sjældent. Dette skyldes dels, at den stærkere part forsøger at undgå at skabe et sådant slutspil, på den ene side fordi chancerne for at vinde anslås at være meget små og på den anden side fordi de fleste spillere kun har en meget vag idé af den metode, der blev brugt til dette slutspil, skal anvendes. I moderne turneringer er dette slutspil kun forekommet én gang. Den kritiske del af dette spil blev undersøgt i detaljer af Troitzky i det russiske skakblad “Schachmaty” i 1935, og han viste, at begge spillere havde begået alvorlige fejl. Se partiet i nedenstående: