Klassificering af slutspillene

Det er allerede nævnt, at overgangen fra åbning til midtspil og fra midtspil til slutspil kun finder sted gradvist og er vanskelig at bedømme efter faste karakteristika. Hvad overgangen til slutspillet angår, gælder denne erklæring i meget mindre omfang, da der mindst er en fast egenskab herfor, nemlig udveksling af dronninger. Det er almindeligt at se denne afbytning som overgangen til slutspillet under alle omstændigheder. Men hvis dronningerne forbliver på brættet, er sagen sværere og mindre klar. Hvis der kun er brikker på brættet udover dronninger og konger, så taler vi om “dronningslutspil”. Slutspillet betragtes også som den del af spillet, hvor begge spillere har et tårn, løber eller springer ud over deres dronning. Alle andre muligheder med ekstra materiale, inklusive dronningen på mindst den ene side, tælles som det midterste spil, dvs. dronning, tårn og springer mod to tårne og to løbere.

Det er underligt, at man på den ene side taler om slutspillet, når kun dronningerne er blevet byttet, på den anden side af midtspillet, på trods af at – fra materialets synspunkt – er meget mere forsvundet fra brættet. Naturligvis har tilstedeværelsen af ​​dronningerne den specielle betydning, at karakteren af ​​midtspillet opretholdes længere. Dette forklares med den aktive rolle, som kongen spiller i slutspillet. Kongen kan kun udføre sine opgaver med vanskeligheder, mens modstanderens dronning stadig er på brættet, fordi dronningen er det eneste officer, der ikke kan forhindres eller angribes af kongen, mens kongen på den anden side udsættes for alvorlige farer fra dronningen.

Af det, der er blevet skrevet ovenfor, følger det, at der med hensyn til typerne af slutspil er et næsten uendeligt antal variationer mulige. Det er nu vores opgave at klassificere denne meget omfattende og forskelligartede sag på en systematisk måde.

Til dette formål følges helt andre metoder i de fleste lærebøger, men de er enige i en henseende: alle afhandlinger om slutspillet begynder med kammeratens kammerat, der er frataget alle andre officerer, den såkaldte “roi dépouillé” – kun kongen. Dette efterfølges af behandlingen af ​​slutspillets konge og bonde mod konge, som kan ses som en lille udvidelse af emnet med at parre kongen alene. Derefter dækker Bergers berømte slutspilbog alle slutspil, hvor en af ​​parterne stadig har dronningen. Derefter slutspillene med mindst et tårn, en løber og en springer og endelig slutspillene med kun bønder. Dette har forresten meget systematisk klassificering den ulempe, at to grundlæggende forskellige opgaver i slutspillet behandles med hinanden og i et åndedrag, nemlig teorien og udøvelsen af ​​slutspillet.

Ved teoretiske slutspil er vi nødt til at forstå de slutspil, hvor resultatet er sikkert fra starten, og mulighederne i en lille grad kan sammenfattes, så man ikke længere kan tale om en egentlig kamp. Det ligner noget at lytte til en lært lektion, selvom vi ikke mener at sige, at det hele handler om at huske bestemte træk. Behandlingen af ​​teoretiske slutspil kræver også forståelse og refleksion, men geniale ideer ville være en unødvendig luksus her. Målet er løst, måderne er markeret; det kan være svært at træde disse stier, men det er ikke længere nødvendigt at søge efter stierne.

I de praktiske slutspil er dog stadig alvorlig kamp mulig, og det er netop det, der karakteriserer dem. Som i spillet generelt er det også et spørgsmål om at lede efter retningslinjer, som kun delvist bestemmes af typen af ​​det aktuelle spil.

Der er bestemt en sammenhæng mellem teoretisk og praktisk slutspil. De teoretiske slutspil udgør den sidste fase af alle praktiske slutspil, og det synes derfor berettiget at lade behandlingen af ​​de to typer slutspil smelte ind i hinanden. Men vi skal huske på, at de fleste teoretiske slutspil ikke har en praktisk historie, der kræver en generelt gyldig behandling. For at give et eksempel: det teoretiske slutspil tårn og løber mod tårn opstår normalt fra det praktiske slutspil tårn og løber og bonde mod tårn og bonde (muligvis flere bønder). Dette endelige slutspil giver dog ikke mulighed for vigtige undersøgelser og behandles derfor ikke i et enkelt afsnit. Den eneste retningslinje, der kan udarbejdes i dette slutspil for den stærkere part, er: Undgå at afbytte officerer så meget som muligt, da slutspillet tårn og løber mod tårn teoretisk er remis. Dette tårn og løber mod tårn slutspil forbliver for sig selv, ligesom mange andre teoretiske slutspil.

For at komme til denne klassifikation tilføjer vi først og fremmest det ekstra punkt på den grundlæggende forskel mellem officerer og bønder i slutspillet. Manglen på brikker betyder generelt en betydelig stigning i chancerne for remis; en bonde kan være vigtigere end en officer under visse omstændigheder. Kongen og to bønder vinder næsten altid mod konge alene, men på ingen måde konge og to springere. Og det handler på ingen måde om langt fremskredne bønder, der meget vel kan have værdien af ​​en officer i midtspillet, men om selve bønderne.

Hvis vi tager forskellen mellem bønder og officerer som basis, kommer vi til følgende foreløbige klassificering (kongerne, med undtagelse af kongen alene, nævnes ikke):

Hvis vi nu overvejer de forskellige nævnte muligheder, viser det sig kun det sidste slutspil (nr. 9) at være af rent praktisk karakter, de andre er hovedsagelig teoretiske. Vi opsummerer slutspillene, der er anført under 1, 2 og 3 samt dem, der er nævnt under 6 og 7. Derefter kommer vi til følgende endelige klassifikation:

De praktiske slutspil, som vi har klassificeret under “officer med bønder mod officer med bønder”, udgør langt den groveste gruppe og kræver en langt mere detaljeret klassificering, som først vil blive behandlet senere.

Vi starter med 1. Afsnit, hvor vi kigger på Kongen alene. Under dette afsnit starter vi med: 1A: Matsætning af konge og dronning mod konge.