Bondeslutspil
Dette afsnit inkluderer slutspillene med en konge og en eller flere bønder mod en konge og en eller flere bønder, kort kaldet “bondeslutspil”, undertiden også mindre korrekt “kongeslutspil”
Denne gang vil vi afstå fra at opdele materialet i hoved sektioner, da hele det foreliggende materiale udgør en stor hoved sektion. Vi vil derfor nøjes med en opdeling i grupper, der i store træk svarer til den metode, som Berger og Rabinowitsch følger i deres slutspilværker. Denne opdeling, der udelukkende er baseret på det tilgængelige materiale, fører til følgende grupper:
Den vigtigste af disse grupper er slutspillet med to bønder mod en bonde, da det er her, hvor finesserne i bondeslutspillet kommer tydeligst frem. For så vidt angår disse slutspil skelner Berger mellem 5 forskellige formationer. Vi påtager os også denne underopdeling med en lille tilføjelse. Vores klassificering af gruppen “to mod en” er:
Slutspillene i “Konge og bonde/bønder mod konge” hører ikke til dette afsnit og er allerede behandlet i Afsnit 1. De principper, der er skitseret der, gælder også for de slutspil, der nu skal følges. I alle bondeslutspil er rollen som konge altafgørende. Kongen skal beskytte sine egne bønder og angribe fjenden; kongen er nødt til at sørge for, at ingen fjendtlig fribonde, kommer til at stå uden for hans kvadrat, han skal hindre sin “kollega” og, hvis det er muligt, presse tilbage.
Den grundlæggende forskel mellem bondeslutspil og slutspil med officerer er, at en officer kan bevæge sig “uendeligt langt”, mens en bondes er begrænset til maksimalt 6 træk. Heraf følger, at bevægelser af materialet, der kan udveksles, i bondeslutspil hurtigt er opbrugt, og dette desto hurtigere, hvis begge parters bønder er på samme linje, som det ofte sker. Hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på c7, kan begge spillere lave 5, muligvis 6 bondetræk (a4 osv. eller a3 osv.). Men hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på a7, så kan hver af disse to bønder maksimalt gøre to træk: 1.a3 a6 2.a4 a5 og bønderne er fastlagte.
Hvis du ikke kan eller ikke ønsker at foretage et bondetræk, skal du flytte kongen, og det betyder ofte på samme tid, at du er nødt til at give den modsatte konge territorium. Essensen af bondeslutspillet er derfor konstant arbejde med at sætte modstanderen i tvangstræk, så ingen åben feltkamp, men en krig af blokader. Alle træk skal beregnes nøjagtigt, fordi det for det meste afhænger af, hvem der i sidste ende har opposition. Udtrykket “opposition” blev allerede fremhævet i Afsnit 1, og oppositionens store betydning vil fremgå bedre af de følgende eksempler. Målet med alle bondeslutspil er forvandlingen af fribonden, og selvfølgelig gælder følgende ordsprog især: “først til mølle”.
Tre bønder mod tre bønder:
I nedenstående diagramstilling, har vi en analyse af H. Rinck, som fremtvinger hvid sejren på overraskende vis. Lad os først se på denne stilling uden konger og så lære noget helt nyt, nemlig fremkomsten af en fribonde under følgende omstændigheder:
Hvids fordel her skyldes, at de hvide bønder er rykket lidt længere op end de sorte. Forskellen er dog kun et tempo, og det betyder ikke meget i sig selv. Men med hensyn til kongestillingen kan sådan en lille fordel gøre hele forskellen. Studiet af H. Rinck illustrerer dette på en særlig flot måde. Den hvide konge står bedre end den sorte og i forbindelse hermed bringer gennembruddet c4-c5 afgørelsen. Det bemærkelsesværdige er dog, at hvid først skal forberede sig på dette gennembrud. Alt dette kommer fra følgende varianter:
1.c5? bxc5 eller dxe5 2.d5 eller b5 cxb4+ eller exd4+ og hvids gennembrud er mislykket. Af denne variant følger, at Hvid skal begynde at positionere sin konge endnu mere gunstigt – selvom det allerede er ret gunstigt, da det forhindrer fremme af en fjendtlig bonde. Men hvilket felt er bedst? Lad os se, hvilke felt der er bedst: