Afsnit 4

I kampen om officerer mod hinanden uden en eneste bonde på brættet er det materielle forhold naturligvis det vigtigste. Rent positionsfaktorer er kun meget sjældent afgørende. Som tingene ser ud, kan dette kun forekomme i stillinger, der – mere eller mindre tilfældigt – muliggør den ene eller den anden taktiske gevinstfortsættelse. Med hensyn til de stillinger, hvor den ene side har en materiel fordel, skelner vi mellem to muligheder: Materiel overvægt med eller uden mat potentiale, dvs. om det overskydende materiale efter afbytningen af alle officerer hos den svagere part er nok til at fremtvinge mat mod modpartens konge alene. For eksempel, i slutspillet med tårn og løber mod tårn, har man en materiel overvægt uden mat potentiale, men i slutspillet mod to tårne ​​mod tårn har man materiel overvægt med mat potentiale. For at kunne bruge dette udtryk “mat potentiale” i tilfælde, hvor begge dele har ulige materialer, vurderer vi de eksisterende officerer efter en fælles forståelse i en let officer (springer eller løber) som følger: en dronning = 3 lette officerer, et tårn = 1½ lette officerer.

Hvis den materielle overvægt er større end en let officer, anser vi det for at være en materiel overvægt af 2 springere. Ifølge vores beregning udgør disse to officerer en materiel overvægt med mat potentiale (mere end en officer i overvægt), men på den anden side er det en materiel overvægt uden mat potentiale, da man ikke kan fremtvinge mat med to springere. Her lærer undersøgelsen os, at en sådan overvægt kan have mat potentiale, hvis der stadig er flere officerer, da den svagere part generelt ikke har mulighed for at nedsænke overskydende materiale. Vi vil derfor holde fast i vores beregning og med rette inkludere materiel overvægt af to springere i gruppen af ​​slutspil med mat potentiale.

Vores grundlæggende klassificering af officerers kamp mod hinanden, uden bønder, er nu:

Slutspillene i gruppe a) ender næsten altid remis, og slutspillene i gruppe b) vindes generelt af den stærkere part.

At det vil være vores hovedopgave at påpege undtagelsestilfældene – de normale sager giver lidt materiale til undersøgelser – vi vil komme ind på undersøgelsessammensætningen i dette afsnit mere end ellers er nødvendigt. Dette gælder især slutspil, hvor en af ​​officeren langt overstiger den anden med hensyn til sårbarhed og dermed er kombinatoriske vendinger mulige, fx når dronningen kæmper mod to tårne ​​eller tre lette officerer.

Men vi vil nævne, at udtrykkene “undersøgelse” og “praktisk slutspilsproblem” divergerer langt mindre, end man generelt burde tro. Værdien af ​​en undersøgelse er i de fleste tilfælde, at den ene eller den anden slutspilsstilling er blevet udarbejdet præcist, så opgaven bliver klar efter så små ændringer. Forbindelsen mellem studiet af slutspillet og det praktiske spil er særligt godt illustreret i partiet Michell-Lilienthal, Hastings 1934/35 (Afsnit 3, V), der efter en række egentlige træk smelter sammen til en komposition af Troitzky.

De vigtigste og sværeste er slutspillene i gruppe c), da materiel overvægt uden mat potentiale kun kan komme til sin ret i forbindelse med positionsfaktorer. Tilstedeværelsen af ​​en eller flere ekstra officerer giver mulighed for enten at spille på mat eller for at tvinge yderligere materiel gevinst. I de fleste tilfælde er det nødvendigt, at kongen af ​​den svagere part er placeret ugunstigt, det vil sige at stå på randen eller i hjørnet.

I alle sådanne slutspil er mange ændringer mulige ved at tilføje materiale, så det er nødvendigt at afgrænse feltet for disse slutspil og de teoretiske slutspil generelt noget mere præcist.

Grænserne for det teoretiske slutspil:

Ved klassificeringen af ​​slutspillene (i Afsnit 1) blev det påpeget, at det er sædvanligt at tilføje følgende grupper af stillinger til slutspillene:

I dette afsnit, men for det teoretiske slutspil generelt, ønsker vi at trække grænserne lidt tættere på følgende måde:

Vi anvender denne begrænsning primært af praktiske årsager: det er ikke kun uhensigtsmæssigt at håndtere slutspil med to tårne, springere og løbere mod to tårne ​​og løbere, det er også helt værdiløst i praksis. Vi må ikke miste synet på, at vi her vil beskæftige os med teoretiske slutspil, så det er slutspil, der egner sig til en detaljeret undersøgelse. For meget materiale på begge sider gør en grundig analyse umulig, og det bringer os ud af området med teoretiske slutspil. Hvad angår de praktiske slutspil, der skal behandles senere, vil vi ikke altid overholde de grænser, der er sat her, hvorimod vi foretrækker at gøre dette med de teoretiske slutspil med én undtagelse.

Mere end én dronning på hver side:

Denne holdning må ikke tages i betragtning i et afsnit om slutspil, da kongen her ikke kan spille den aktive rolle, der er den mest væsentlige egenskab ved udtrykket “slutspil”. Antallet af teoretiske gevinstmuligheder bliver legion, mens de praktiske gevinstmuligheder kun kan søges inden for angreb og kombination, hvorimod presset på at bevæge sig ofte spiller en rolle i et reelt slutspil. Tilstedeværelsen af ​​meget materiale har den effekt, at træktvang er helt i baggrunden, da angriberens konge konstant er udsat for alle mulige modangreb. Det er netop med dette for øje, at vi ønsker at henlede opmærksomheden på en omstændighed af væsentlig betydning, nemlig de såkaldte “tavse” træk. Ved et “stille”-træk skal vi forstå et træk, der indeholder en trussel, uden at fjendens konge bliver mødt af en skak. I de fleste tilfælde kan intet opnås med et stille træk, da modstanderen fastholder sit tempo og kan modangribe med skak. Hvis stillingen imidlertid er af en så særegen karakter, at der ikke er mulighed for et øjeblikkeligt modangreb, kan det ske, at det meget “tavse” træk forårsager en afgørende forstærkning af angrebet.

For at belyse disse bemærkninger, lad os følge et enkelt eksempel, en undersøgelse af Horwitz (1882). Denne sammensætning blev senere (1890) forbedret betydeligt af Berger, både hvad angår arrangementet og hvad angår løsningen: