Den grundlæggende forskel mellem bondeslutspil og slutspil med officerer er, at en officer kan bevæge sig “uendeligt langt”, mens en bondes er begrænset til maksimalt 6 træk. Heraf følger, at bevægelser af materialet, der kan udveksles, i bondeslutspil hurtigt er opbrugt, og dette desto hurtigere, hvis begge parters bønder er på samme linje, som det ofte sker. Hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på c7, kan begge spillere lave 5, muligvis 6 bondetræk (a4 osv. eller a3 osv.). Men hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på a7, så kan hver af disse to bønder maksimalt gøre to træk: 1.a3 a6 2.a4 a5 og bønderne er fastlagte.

Dette uddrag fra “Euwe’s Slutspilsteori” dækker over slutspil med konge og en eller flere bønder mod konge og en eller flere bønder, kort sagt “bondeslutspil”, nogle gange også mindre korrekt kaldet “kongeslutspil”.

Vi dispenserer fra denne gruppe fra en opdeling i kapitler, fordi værdien af ​​genstande i det hele faktisk udgør ét stort kapitel, og derfor nøjes vi med en opdeling i grupper, som stort set stemmer overens med metoden fulgt af Berger og Robinowitsch. Denne opdeling, som udelukkende afhænger af mængden af ​​eksisterende materiale, giver følgende grupper:

Den vigtigste af disse grupper er to-mod-en-slutspillet, da bondeslutspillets finesser er tydeligst i dette. Berger skelner, hvad angår dette slutspil, mellem forskellige formationer – en underafdeling, som vi til gengæld accepterer med en lille tilføjelse. Hvor opdeling af gruppen “to mod en” bliver:

Slutspillet “konge og bonde (bønder) mod konge alene” hører ikke til dette afsnit; det er blevet dækket i et tidligere afsnit. De principper, der præsenteres der, gælder dog også for de her omtalte slutspil.

I alle bondeslutspil er kongernes rolle af største betydning. Kongen måtte beskytte sine egne bønder og angribe de fjendtlige; han skal sørge for, at ingen fjendtlig fribonde vil stå udenfor hans kvadrat; han skal holde sin “kollega” indenfor tremmerne og helst skubbe ham tilbage.

Den, der ikke kan eller vil lave et bondetræk, skal spille med kongen, og det er ofte ensbetydende med at afgive territorium til modpartens konge. Det væsentlige i bondespillene er derfor et uafbrudt arbejde med tvangstræk, dvs. ikke et åbent slag, men en blokadekrig. Alle træk skal beregnes nøje, da det mest afhænger af, hvem der i sidste ende har oppositionen. Begrebet “opposition” er velkendt, og dets store betydning bør fremgå af de følgende eksempler. I alle bondeslutspil er målet at “forvandle” en fri bonde, og her, hvis nogensinde, “den der kommer først til møllen, får først malet”.

Denne gruppe B er mindre vigtig end gruppe A, fordi kun få variationer er mulige i den. Det er altid formationer af tre “linjer”, med den svagere parts bonde stående i midten. I disse formationer er det kun muligt at fremtvinge en fri bonde uden medvirken af ​​kongen ved hjælp af en bondeofring (i diagramposition 1 med c2—c6 eller e2—e6. Sådanne gennembrud kommer dog kun på tale, hvis 1) den forsvarende konge er langt væk og 2) den svageste parts bonde, har rykket højst et felt frem.

Generelt giver positionerne i gruppe B store remischancer, da udvekslingen af ​​den sidste fjendtlige bonde normalt fører til en remisstilling. Det er klart, at kongernes position er meget vigtig. Diagramstilling 1 viser et ekstremt tilfælde; hvid i trækket holder remis. Vi må først lade sort begynde:

Et eksempel fra von der Lasa.
1…Kc4 2.c3 d5 3.e3 Kc5 4.Kd3 Kc6! (Ikke 4…Kd6? for 5.Kd4! Kc6 6.c4! eller 5…Ke6 6.e4! med gevinst.) 5.c4 (På 5.Kd4 følger nu 5…Kd6, hvorefter 6.c4 eller 6.e4 blot fører til remis) Kc5! (Efter 5…dxc4+?  vil 6.Kxc4 give remis.) og stillingen er remis.

Samme stilling som i ovenstående, men nu med hvid i trækket. 1.Kc3! Hvid placerer sin konge foran bønderne og tager oppositionen på samme tid. (Utilstrækkelig er 1.Kd3? for 1…Kd5! (1…d5? 2.c3 Kc6 3.Kd4 Kd6 4.e3! Ke6 5.e4! og vinder) 2.e4+ Ke5 3.Ke3 d6! 4.c4 Ke6 5.Kd4 Ke7 (5…Kd7? taber) 6.Kd5 Kd7, og hvid kommer ikke længere) 1…Kd5 (Eller 1…d5 2.Kd3 d4 3.c3!) 2.Kd3 d6 3.c4+ (e4+) Kc6 4.Kc3 Kb6 5.Kd4 Kc6 6.e3! Kd7 7.Kd5 Ke7 8.Kc6! Ke6 9.Kc7 Ke7 10.e4 Man kan se, hvor vigtigt det er at være sparsommelig med bondetræk. Til en forandring får hvid nu den horisontale opposition. 10…Ke6 11.Kd8 Kf6 12.Kd7 Ke5 13.Ke7 og hvid vinder.

Opposition og fjernopposition; hvid i trækket holder remis, sort i trækket vinder. Et eksempel af dr. Neustadtl. Sort i trækket spiller: 1…Ke2 og sort vinder. 2.Kg3 Kf1! osv. men ikke 2…Ke3 3.Kg2 (3.Kg4 Kf2!) 3…Kf4? (3…Ke2!) 4.Kf2 med remis. I nedenstående viser vi, hvordan hvid i trækket kan holde remis.

Hvid i trækket skal spille, så han får oppositionen og kan beholde den. Dette er kun muligt med: 1.Kh1. Hvid indtager således fjernoppositionen. Efter 1.Kf1? Kd2 2.Kf2 Kd3 vil hvid have brug for kunstig åndedræt for at kunne beholde oppositionen. Dårligt er også 1.Kf2? Kd2!; 1.Kg1? Ke1!; 1.Kh2? Kd2! og 1.Kg3? Kf1! Endelig taber 1.Kh3? der bliver besvaret med 1…Ke1! 2.Kg3 Kf1! Efter teksttrækket (1.Kh1) kan hvid dog altid bevare oppositionen, f.eks.: 1…Ke1 2.Kg1 Kd2 3.Kh2! Ke3 4.Kg3 Kd3 5.Kh3! Ke2 6.Kg2 osv.

Dette eksempel viser, at det ikke kun afhænger af oppositionen som sådan, men også af den rigtige slags opposition (lodret, vandret eller diagonal opposition, alle tre, fem eller syv felter fra hinanden). Det afhænger af stillingens karakter, hvilken af ​​de ni oppositionsformer, der er den mest hensigtsmæssige i det givne tilfælde.