Afsnit 4
4: Officerer mod officerer
I kampen om officerer mod hinanden uden en eneste bonde på brættet er det materielle forhold naturligvis det vigtigste. Rent positionsfaktorer er kun meget sjældent afgørende. Som tingene ser ud, kan dette kun forekomme i stillinger, der – mere eller mindre tilfældigt – muliggør den ene eller den anden taktiske gevinstfortsættelse. Med hensyn til de stillinger, hvor den ene side har en materiel fordel, skelner vi mellem to muligheder: Materiel overvægt med eller uden mat potentiale, dvs. om det overskydende materiale efter afbytningen af alle officerer hos den svagere part er nok til at fremtvinge mat mod modpartens konge alene. For eksempel, i slutspillet med tårn og løber mod tårn, har man en materiel overvægt uden mat potentiale, men i slutspillet mod to tårne mod tårn har man materiel overvægt med mat potentiale. For at kunne bruge dette udtryk “mat potentiale” i tilfælde, hvor begge dele har ulige materialer, vurderer vi de eksisterende officerer efter en fælles forståelse i en let officer (springer eller løber) som følger: en dronning = 3 lette officerer, et tårn = 1½ lette officerer.
Hvis den materielle overvægt er større end en let officer, anser vi det for at være en materiel overvægt af 2 springere. Ifølge vores beregning udgør disse to officerer en materiel overvægt med mat potentiale (mere end en officer i overvægt), men på den anden side er det en materiel overvægt uden mat potentiale, da man ikke kan fremtvinge mat med to springere. Her lærer undersøgelsen os, at en sådan overvægt kan have mat potentiale, hvis der stadig er flere officerer, da den svagere part generelt ikke har mulighed for at nedsænke overskydende materiale. Vi vil derfor holde fast i vores beregning og med rette inkludere materiel overvægt af to springere i gruppen af slutspil med mat potentiale.
Vores grundlæggende klassificering af officerers kamp mod hinanden, uden bønder, er nu:
Slutspillene i gruppe a) ender næsten altid remis, og slutspillene i gruppe b) vindes generelt af den stærkere part.
At det vil være vores hovedopgave at påpege undtagelsestilfældene – de normale sager giver lidt materiale til undersøgelser – vi vil komme ind på undersøgelsessammensætningen i dette afsnit mere end ellers er nødvendigt. Dette gælder især slutspil, hvor en af officeren langt overstiger den anden med hensyn til sårbarhed og dermed er kombinatoriske vendinger mulige, fx når dronningen kæmper mod to tårne eller tre lette officerer.
Men vi vil nævne, at udtrykkene “undersøgelse” og “praktisk slutspilsproblem” divergerer langt mindre, end man generelt burde tro. Værdien af en undersøgelse er i de fleste tilfælde, at den ene eller den anden slutspilsstilling er blevet udarbejdet præcist, så opgaven bliver klar efter så små ændringer. Forbindelsen mellem studiet af slutspillet og det praktiske spil er særligt godt illustreret i partiet Michell-Lilienthal, Hastings 1934/35 (Afsnit 3, V), der efter en række egentlige træk smelter sammen til en komposition af Troitzky.
De vigtigste og sværeste er slutspillene i gruppe c), da materiel overvægt uden mat potentiale kun kan komme til sin ret i forbindelse med positionsfaktorer. Tilstedeværelsen af en eller flere ekstra officerer giver mulighed for enten at spille på mat eller for at tvinge yderligere materiel gevinst. I de fleste tilfælde er det nødvendigt, at kongen af den svagere part er placeret ugunstigt, det vil sige at stå på randen eller i hjørnet.
I alle sådanne slutspil er mange ændringer mulige ved at tilføje materiale, så det er nødvendigt at afgrænse feltet for disse slutspil og de teoretiske slutspil generelt noget mere præcist.
Grænserne for det teoretiske slutspil:
Ved klassificeringen af slutspillene (i Afsnit 1) blev det påpeget, at det er sædvanligt at tilføje følgende grupper af stillinger til slutspillene:
I dette afsnit, men for det teoretiske slutspil generelt, ønsker vi at trække grænserne lidt tættere på følgende måde:
Vi opdeler dette hovedafsnit som følger:
1I: To tårne mod dronning
Dette slutspil vil normalt også være remis, selvom oddsene for en af spillerne til at vinde eller tabe er større end i de tidligere slutspil. Positionelle omstændigheder kan have afgørende betydning, hvoraf det følger, at begge parter for enhver pris skal bestræbe sig på at undgå visse ugunstige positioner.
De to tårne er lidt stærkere end dronningen, fordi de (1) tvinger skakmat uden inddragelse af sin egen konge og (2) driver dronningen væk ved at angribe.
Fordelene ved spilleren med dronningen er derimod (1) beherskelse af diagonaler og rækker og (2) kongens større aktivitet, som er baseret på, at et tårn kan være meget godt, hvorimod en dronning aldrig bliver angrebet af kongen. Det normale forløb i dette slutspil er, at dronningen i mange tilfælde kan holde remis med evigt skak.
Randstillinger kan være katastrofale for begge sider, nemlig a) for spilleren med dronningen ved at holde sin konge på en randlinje og b) for parten med tårne, når alle deres brikker er på randen.
Af dette kan det konkluderes, at man konsekvent skal spille på remis med dronningen, medmindre man har en meget fordelagtig stilling i begyndelsen af slutspillet.
Stilling 4:
Farerne på begge sider; den, der er i trækket, vinder.
Hvid i trækket kan erobre Ta6 med 1.Dd3+ og Tg2 med 1.De4+.
Men kun 1.Dd4-d3+! vinder mens 1.Dd4-e4+! Kg6-h6 2.De4xg2 Ta6-a1+ 3.Kd1-e2 Ta1-a2+ 4.Ke2-f3 Ta2xg2 5.Kf3xg2 resulterer kun i remis.
Sort i trækket spiller 1…Ta6-a1+ 2.Dd4xa1 Tg2-g1+ 3.Kd1-c2 Tg1xa1 og vinder.
Stilling 5:
Når hvid er i trækket, kommer tårnene til sin rette: 1.Tg2-e2+ Ke8-d7 2.Tf1-d1+ Kd7-c6 3.Te2-c2+ Kc6-b5 4.Td1-b1+ Kb5-a4 5.Tc2-a2 og sort kan kun forsinke matten med 5…Da3.
Den måde, hvorpå den sorte konge blev jaget her, kaldes også “skiftevis” skak.
Med sort i trækket gør dronningens styrke sig gældende i den forstand, at denne officer uden tøven kan tvinge remis gennem kontinuerligt skak.
1…Dh3-e3+ og hvid kan ikke få vejret, fx 2.Tgf2 Dg3+ 3.Kh1 Dh3+ 4.Kg1 Dg3+ 5.Tg2 De3+ 6.Kh2 Dh6+ 7.Kg1De3+ 8.Tff2 Dc1+! 9.Kh2 Dd6+ 10.Kg3 Dg5+ 11.Kf3 Df5+ 12.Ke2 Dc2+ (hvis 13.Kf1?? besvares med 13…Dd1 mat) med evig skak.
Dårlig stilling for parten med dronningen og alligevel remis, selv med sort i trækket. Faren for hvid ligger i manøvrerne Kh7, Th8 og Kg8 med mat eller dronningegevinst. Denne trussel forstærkes af den mulige inkludering af Tg7-g6, hvorefter sort ville have valget mellem Kg8 og Kg7 (+) med en sejr. Hvid kan imidlertid forhindre implementering af disse mat-manøvrer som følger i nedenstående eksempel:
Hvis den hvide dronning var på første eller tredje række, ville denne måde at vinde ikke føre til målet, da den hvide konge derefter ville trække frem og tilbage mellem f3 og f2 eller f2 og f1. Generelt er randen meget farlig for kongen. Det gælder både for parten med damerne og for parten med tårnene. Vi har nu yderligere 4 eksempler, der er karakteristiske for denne funktion. Dette er analyser af H. Rinck, hvor forskellige vigtige udtryk forekommer. Selvom tårnene ofte kan få succes uden deres konges aktive deltagelse, er dette helt umuligt med dronningen.
1J: Dronning mod dronning
Stilling 6:
Hvids konge kan også stå på a3, a4, b4 eller c3.
Med 1.Kb3 tvinger hvid mat i 4 træk; der er en umiddelbar trussel om matter på c2, d1 eller e1, og sort kan højst udsætte dette i to træk (1…Da4+). 1…Dc3+ skal besvares 2.Kxc3, men ikke 2.Dxc3? på grund af pat.
Fra Afsnit 2, 1B (dronning mod randbonde på næstsidste række) ved vi, at situationen i diagramstillingen kan forekomme ret ofte i praksis. Den hvide dronning kan også stå på e2, f2, g2 eller h2.
Hvid vinder således: 1.Kb3 Da4+ 2.Kxa4 Ka1 3.Ka3 Kb1 4.Db2 mat.