Den grundlæggende forskel mellem bondeslutspil og slutspil med officerer er, at en officer kan bevæge sig “uendeligt langt”, mens en bondes er begrænset til maksimalt 6 træk. Heraf følger, at bevægelser af materialet, der kan udveksles, i bondeslutspil hurtigt er opbrugt, og dette desto hurtigere, hvis begge parters bønder er på samme linje, som det ofte sker. Hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på c7, kan begge spillere lave 5, muligvis 6 bondetræk (a4 osv. eller a3 osv.). Men hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på a7, så kan hver af disse to bønder maksimalt gøre to træk: 1.a3 a6 2.a4 a5 og bønderne er fastlagte.

Dette uddrag fra “Euwe’s Slutspilsteori” dækker over slutspil med konge og en eller flere bønder mod konge og en eller flere bønder, kort sagt “bondeslutspil”, nogle gange også mindre korrekt kaldet “kongeslutspil”.

Vi dispenserer fra denne gruppe fra en opdeling i kapitler, fordi værdien af ​​genstande i det hele faktisk udgør ét stort kapitel, og derfor nøjes vi med en opdeling i grupper, som stort set stemmer overens med metoden fulgt af Berger og Robinowitsch. Denne opdeling, som udelukkende afhænger af mængden af ​​eksisterende materiale, giver følgende grupper:

Den vigtigste af disse grupper er to-mod-en-slutspillet, da bondeslutspillets finesser er tydeligst i dette. Berger skelner, hvad angår dette slutspil, mellem forskellige formationer – en underafdeling, som vi til gengæld accepterer med en lille tilføjelse. Hvor opdeling af gruppen “to mod en” bliver:

Slutspillet “konge og bonde (bønder) mod konge alene” hører ikke til dette afsnit; det er blevet dækket i et tidligere afsnit. De principper, der præsenteres der, gælder dog også for de her omtalte slutspil.

I alle bondeslutspil er kongernes rolle af største betydning. Kongen måtte beskytte sine egne bønder og angribe de fjendtlige; han skal sørge for, at ingen fjendtlig fribonde vil stå udenfor hans kvadrat; han skal holde sin “kollega” indenfor tremmerne og helst skubbe ham tilbage.

Den, der ikke kan eller vil lave et bondetræk, skal spille med kongen, og det er ofte ensbetydende med at afgive territorium til modpartens konge. Det væsentlige i bondespillene er derfor et uafbrudt arbejde med tvangstræk, dvs. ikke et åbent slag, men en blokadekrig. Alle træk skal beregnes nøje, da det mest afhænger af, hvem der i sidste ende har oppositionen. Begrebet “opposition” er velkendt, og dets store betydning bør fremgå af de følgende eksempler. I alle bondeslutspil er målet at “forvandle” en fri bonde, og her, hvis nogensinde, “den der kommer først til møllen, får først malet”.

I diagramstilling 1 i nedenstående, har hvid en garderet fribonde, men formationen er ikke fastlagt, som i eksemplerne i Gruppe C (diagram 1, 2 og 3), mens hvid på den anden side heller ikke har nogen forbundne fribønder.

Forskellen mellem formationer som diagramstilling 1 og formationerne i gruppe C er todelt.

Af punkt A og B er det klart, at i denne form for formationer er bevægelsesfriheden for kongen af ​​det stærkere parti mindre end i formationerne i Gruppe C. I nedenstående stilling (Diagram 1) kan bevogtningen af ​​støttebonden altid kun opretholdes med hjælp fra kongen. Hvid i trækket ville nemt vinde med Kc2-b3-b4 osv.

Generel bemærkning, isoleret fribonde; hvid i trækket vinder; sort i trækket holder remis. Sort i trækket har dog to fortsættelser, som begge fører til remis: A) 1…b4 2.cxb4 Kc4!! (Et meget vigtig træk. Efter 2…Kxd4? 3.Kb3 Kd5 4.Ka4 Kc6 5.Ka5 ville hvid vinde. Nu befinder hvid sig imidlertid i træktvang; 3.Kb2 Kxb4!; 3.Kd2 Kxd4!; 3.b5 Kxb5 eller 3.d5 Kxd5; alle disse fortsættelser fører til remis. Går den hvide konge tilbage til første række, så har sort valget mellem 3…Kxb4 og 3…Kxd4.) Sort kan også holde remis med følgende: 1…Kc4 2.Kb2 b4 3.cxb4 Kxb4 med remis.

En tilbagestående bonde, som endnu ikke er fastlagt; hvid vinder. Et eksempel af J. Kling. Som med eksemplerne i Gruppe D (nr. 1 og 2) har hvid også her en tilbagestående bonde, men der er en væsentlig forskel fra de nævnte eksempler. Den efterladte bonde er ikke helt fastlagt, men kan stadig lave et tempotræk. På den måde har hvid mulighed for at rykke på det mest gunstige tidspunkt (med h2-h3) til en placering i Gruppe D, mens det mulige skin-ofring af den tilbagestående fribonde ikke koster noget ekstra tempo (h2-h4 i stedet for h2-h3). 1.Kf3 (Efter 1.h3? Ke5 er stillingen remis, f.eks. 2.Kf3 Kf6 3.Ke4 Ke6 osv. Med 1.Kd3 Ke5 2.Ke3 Kd5 kommer hvid ikke længere) 1…Ke5 (Afgørende trusler med 2.Kg3 og 3.h4. På 1…Ke6 vinder hvid simpelthen med 2.Ke4) 2.Kg3 Kf6 (Igen tvunget på grund af truslen 3.h4) 3.Kg2! (Sådanne fine træk er karakteristiske for stillinger, hvor den fjendtlige konge skal være klar til at afværge trusler fra to sider.) Ke6 (Efter 3…Kg6, Kg7, Kf7 eller Ke7 afgør Kg2-f3-e4. På 3…Ke5 følger 4.Kf3 med tvangstræk (4…Ke6 eller Kf6 5.Ke4!; 4…Kd4 eller Kd5 5.Kg3! sammen med 6.h4; 4…Kd6 5.Ke4 eller 5.Kg3 og 6.h4, i alle varianterne vinder hvid)) 4.Kf2! (Og ikke 4.Kf3 på grund af 4…Ke5, hvorefter hvid skal starte forfra.) Kf6 (Efter 4…Ke5 5.Kf3 går tingene hurtigere. På 4…Kd5, Kd6 eller Kd7 vinder hvid lettest med 5.Kg3 og 6.h4. Hvis sort spiller 4…Ke7 eller Kf7, kommer den hvide konge straks til e4.) 5.Kg3! (Trekantbevægelsen er afsluttet. Vi har samme position som før, men med sort i trækket. Det betyder, at den sorte konge nu skal frigive en af ​​sine to opgaver; hvis han går til e-linjen, så afgør 6.h4, hvis han bevæger sig på en anden måde, så kommer den hvide konge til e4.) Kg6 6.Kf3 Kf6 7.Ke4 Ke6 8.h3! og hvid vinder, da sort nu skal tillade den hvide konges fremrykning (8…Kf6 9.Kd5 osv.).
Dette eksempel viser også tydeligt, at oppositionen med hensyn til form og felter skal overholde stillingens krav. I Diagramstilling 1 vinder hvid, kun hvis han får oppositionen på e4-e6, og netop for at nå dette mål kan han ikke for tidligt tage oppositionen, f.eks. på e3-e5.