Emanuel Lasker (1868-1941)
Emanuel Lasker havde en enestående spillestil. Han var mindre skabende end f.eks. Alekhine og havde også mindre angrebsvilje; men han havde til gengæld en uovertruffen evne til at fremkalde fejl hos modstanderen, for derpå at straffe dem eksemplarisk vis. Hans opmærksomhed, hans koncentrationsevne og taktiske behændighed var mirakuløs. Lasker havde åbenbart gode nerver, for han har begået færre distraktionsfejl end andre stormestre. En sjælden undtagelse fra reglen fandt sted i partiet mod Torre, Moskva 1925.
Oplægget i Laskers partier var oftest roligt, uden større prætentioner. Måske kan det betegnes som en lurende afventning, men dog langtfra passivt. Hans forsvarskunst var perfekt. Lasker foretrak åbne, spændingsfyldte stillinger og var ikke bange for eventyr. I de vildeste stillinger var han som ingen anden i stand til at vælge det bedste, eller – hvad der er endnu vanskeligere – til at vælge det relativt bedste træk.
Laskers navn er knyttet til forskellige åbningsvarianter. Lasker-forsvaret i ortodoks dronninggambit: 1.d4 d5 2.c4 e6 3.Sc3 Sf6 4.Lg5 Le7 5.e3 0-0 6.Sf3 Se4 samt Lasker-forsvaret mod Evans-Gambit: 1.e4 e5 2.Sf3 Sc6 3.Lc4 Lc5 4.b4 Lxb4 5.c3 La5 6.0-0 d6 7.d4 Lb6! har haft stor betydning for åbningsteorien. Disse opdagelser har ikke alene haft betydning for åbningsbehandlingen, men de har også haft indflydelse på stilen i midtspillet, idet Lasker dermed demonstrede, at en sund stilling ikke uden videre kan løbes over ende.
Lasker søgte først og fremmest kamp. Han prøvede på at finde de sårbare punkter i fjendens rustning. Overfor en positionsspiller gik han fortrinsvis taktisk til værks, mens han bekæmpede en kombinationsspiller med positionelle midler. For at opnå dette, løb Lasker gerne en betydelig risiko. Eksempelvis kan det nævnes, at han med vilje valgte mindre gode træk blot for at opnå, at der opstod en stilling, der ikke lå for modstanderen. Lasker nøjedes ikke alene at udnytte modpartens skaktekniske mangler; han profiterede ofte af modstanderens menneskelige svagheder. Således vidste han f.eks., at Janowski satte løberparret meget højt, samt at han samtidig var uhyre sangvinsk. Hvis det lykkedes for Janowski at være i besiddelse af de to løbere, troede han straks, at partiet var vundet. Noget sådant har Lasker gang på gang taget med i betragtning: