Den grundlæggende forskel mellem bondeslutspil og slutspil med officerer er, at en officer kan bevæge sig “uendeligt langt”, mens en bondes er begrænset til maksimalt 6 træk. Heraf følger, at bevægelser af materialet, der kan udveksles, i bondeslutspil hurtigt er opbrugt, og dette desto hurtigere, hvis begge parters bønder er på samme linje, som det ofte sker. Hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på c7, kan begge spillere lave 5, muligvis 6 bondetræk (a4 osv. eller a3 osv.). Men hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på a7, så kan hver af disse to bønder maksimalt gøre to træk: 1.a3 a6 2.a4 a5 og bønderne er fastlagte.

Dette uddrag fra “Euwe’s Slutspilsteori” dækker over slutspil med konge og en eller flere bønder mod konge og en eller flere bønder, kort sagt “bondeslutspil”, nogle gange også mindre korrekt kaldet “kongeslutspil”.

Vi dispenserer fra denne gruppe fra en opdeling i kapitler, fordi værdien af ​​genstande i det hele faktisk udgør ét stort kapitel, og derfor nøjes vi med en opdeling i grupper, som stort set stemmer overens med metoden fulgt af Berger og Robinowitsch. Denne opdeling, som udelukkende afhænger af mængden af ​​eksisterende materiale, giver følgende grupper:

Den vigtigste af disse grupper er to-mod-en-slutspillet, da bondeslutspillets finesser er tydeligst i dette. Berger skelner, hvad angår dette slutspil, mellem forskellige formationer – en underafdeling, som vi til gengæld accepterer med en lille tilføjelse. Hvor opdeling af gruppen “to mod en” bliver:

Slutspillet “konge og bonde (bønder) mod konge alene” hører ikke til dette afsnit; det er blevet dækket i et tidligere afsnit. De principper, der præsenteres der, gælder dog også for de her omtalte slutspil.

I alle bondeslutspil er kongernes rolle af største betydning. Kongen måtte beskytte sine egne bønder og angribe de fjendtlige; han skal sørge for, at ingen fjendtlig fribonde vil stå udenfor hans kvadrat; han skal holde sin “kollega” indenfor tremmerne og helst skubbe ham tilbage.

Den, der ikke kan eller vil lave et bondetræk, skal spille med kongen, og det er ofte ensbetydende med at afgive territorium til modpartens konge. Det væsentlige i bondespillene er derfor et uafbrudt arbejde med tvangstræk, dvs. ikke et åbent slag, men en blokadekrig. Alle træk skal beregnes nøje, da det mest afhænger af, hvem der i sidste ende har oppositionen. Begrebet “opposition” er velkendt, og dets store betydning bør fremgå af de følgende eksempler. I alle bondeslutspil er målet at “forvandle” en fri bonde, og her, hvis nogensinde, “den der kommer først til møllen, får først malet”.

Generel bemærkning; betydningen af en bedre kongestilling. Et eksempel af C. Salvioli, hvor den part, der er i trækket vinder. Hvis slutspillet “to mod to bønder” kun er nogle få almindelige tilfælde af materiel ligevægt for denne type slutspil, er det også her kun positionelle faktorer, der kan afgøre udfaldet, dvs. den bedste kongestilling og (eller) den bedste bondestilling.

I diagramstilling 1 kan den part, der er i trækket, opnå en afgørende terrænfordel. Med 1.Kf3 tager hvid oppositionen, hvilket betyder en fordel, som han kan beholde, og senere omsætte i gevinst. Sort i trækket kan med samme effekt spille 1…Kf6; stillingen er jo symmetrisk. 1…Kf6 (Andre muligheder er; (1) Ke6, Kg7 eller Kg6 2.Ke4 Kf6 3.Kd5 og hvid vinder) (2) 1…e5 2.Ke4 Ke6 3.e3 sammen med 4.Kd5 eller Kf5 og vinder) (3) 1…e6 2.Ke4 Kf6 3.e3 Kf7 4.Ke5 Ke7 5.e4 sammen med 6.Kd6 eller Kf6 og vinder) 2.Ke4 Ke6 3.e3 På grund af det faktum, at den hvide konge har nået fronten, kan hvid med dette træk tære på oppositionen. 3…Kf6 (Ellers er bonde g5 med det samme tabt. Med modangrebet 3…Kd6 4.Kf5 Kd5 5.Kxg5 Ke4 osv. ville sort komme alt for sent.) 4.Kd5 Kf7 (Eller 4…Kg7 5.Ke6 Kf8 6.Kf5 henholdsvis 4…e6+ 5.Kd6 Kf7 6.e4 med gevinst) 5.Ke5 e6 6.Kd6 Kf6 7.e4 Kf7 8.e5 og hvid vinder.

Et eksempel af J. Bething. Her har hvid to vigtige fordele: hans bønder er langt fremrykket, og hans konge står bedre end den sorte, hvor bevægelsesfriheden er begrænset til felterne henholdsvis f7, e8 og d7. Dog er partiet langt fra enkelt, da hvid skal regne med den mulige fremrykning af d4-bonden. Sejren er afhængig af den “finesse”, at hvid, så snart den sorte konge er på e8, kan arbejde med mat truslen Ke6 og f6-f7. Lad os starte med sort, og det vil straks blive klart, hvilke fine drejninger situationen indeholder: (1) 1…d3 2.Ke3 og vinder. (2) 1…Ke8 2.Ke5! og vinder, fordi 2…d3 eller 2…c5 strander på 3.Ke6 efterfulgt af 4.f7# (3) 1…c5 2.Ke4 Ke8 (tvungent) 3.Kd5 (truer 4.Ke6 efterfulgt af mat) Kf7 4.Kc4 Ke8 (igen tvunget) 5.Kxc5! (pointen i gevinstspillet) 5…d3 6.Kd6 Kf7 (6…d2 7.Ke6 d1D 8.f7+#) 7.Kd7 og vinder (4) 1…c6. Nu ville 2.Ke5? føre til tab efter 2…d3!, mens hvid efter 2.Ke4 ikke længere kan få tempoet til at tage c5-bonden i samme øjeblik den sorte konge er på e8. Med et trekanttræk kan hvid dog tvinge overgangen til variant nr. 3: 2.Kf3! c5 (eller Ke8) 3.Ke4! Ke8 (eller c5) 4.Kd5 og vinder som i variant nr. 3.

Hvid i trækket tvinger overgangen til en af ​​ovenstående varianter således: 1.Kf3! c6 Relativt det bedste træk for sort. 2.Kf4! og vinder. Sort kan f.eks. prøve 2…d3, hvilket vil blive besvaret med 3.Ke3; efter 2…Ke8 fortsætter hvid med 3.Ke5. Sluttelig efter 2…c5 vil blive besvaret med 3.Ke4 osv. Den hvide konge må ikke lægge hænderne på de fjendtlige bønder for tidligt. Gør han dette, vil et senere forsøg på at få et tempo med et trekanttræk føre til, at disse bønder rykker frem fra c5-d4 til c4-d3, hvorefter den hvide konge ikke længere kunne gøres aktiv, f.eks.: 1.Ke4? c5 2.Kf4 d3! med remis., eller 1.Ke4? c5 2.Kd3 Ke8 3.Kc4 Kf7 4.Kd3 Ke8 5.Ke2 c4 med remis.