Den grundlæggende forskel mellem bondeslutspil og slutspil med officerer er, at en officer kan bevæge sig “uendeligt langt”, mens en bondes er begrænset til maksimalt 6 træk. Heraf følger, at bevægelser af materialet, der kan udveksles, i bondeslutspil hurtigt er opbrugt, og dette desto hurtigere, hvis begge parters bønder er på samme linje, som det ofte sker. Hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på c7, kan begge spillere lave 5, muligvis 6 bondetræk (a4 osv. eller a3 osv.). Men hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på a7, så kan hver af disse to bønder maksimalt gøre to træk: 1.a3 a6 2.a4 a5 og bønderne er fastlagte.

Dette uddrag fra “Euwe’s Slutspilsteori” dækker over slutspil med konge og en eller flere bønder mod konge og en eller flere bønder, kort sagt “bondeslutspil”, nogle gange også mindre korrekt kaldet “kongeslutspil”.

Vi dispenserer fra denne gruppe fra en opdeling i kapitler, fordi værdien af ​​genstande i det hele faktisk udgør ét stort kapitel, og derfor nøjes vi med en opdeling i grupper, som stort set stemmer overens med metoden fulgt af Berger og Robinowitsch. Denne opdeling, som udelukkende afhænger af mængden af ​​eksisterende materiale, giver følgende grupper:

Den vigtigste af disse grupper er to-mod-en-slutspillet, da bondeslutspillets finesser er tydeligst i dette. Berger skelner, hvad angår dette slutspil, mellem forskellige formationer – en underafdeling, som vi til gengæld accepterer med en lille tilføjelse. Hvor opdeling af gruppen “to mod en” bliver:

Slutspillet “konge og bonde (bønder) mod konge alene” hører ikke til dette afsnit; det er blevet dækket i et tidligere afsnit. De principper, der præsenteres der, gælder dog også for de her omtalte slutspil.

I alle bondeslutspil er kongernes rolle af største betydning. Kongen måtte beskytte sine egne bønder og angribe de fjendtlige; han skal sørge for, at ingen fjendtlig fribonde vil stå udenfor hans kvadrat; han skal holde sin “kollega” indenfor tremmerne og helst skubbe ham tilbage.

Den, der ikke kan eller vil lave et bondetræk, skal spille med kongen, og det er ofte ensbetydende med at afgive territorium til modpartens konge. Det væsentlige i bondespillene er derfor et uafbrudt arbejde med tvangstræk, dvs. ikke et åbent slag, men en blokadekrig. Alle træk skal beregnes nøje, da det mest afhænger af, hvem der i sidste ende har oppositionen. Begrebet “opposition” er velkendt, og dets store betydning bør fremgå af de følgende eksempler. I alle bondeslutspil er målet at “forvandle” en fri bonde, og her, hvis nogensinde, “den der kommer først til møllen, får først malet”.

Denne gruppe omfatter stillinger som vist i diagramstilling 1 med små variationer, som begrænser sig til

Chancerne for at vinde i formationerne i gruppe E afhænger hovedsageligt af overgangen til en vinderposition i gruppe D, ved at rykke den bonde frem, der er på fjendens bondes linje. Man må under ingen omstændigheder overvurdere vigtigheden af ​​denne fremrykning, hvorved hvid i et vilkårligt valgt øjeblik vinder et tempo. Så f.eks. bringer i diagramstilling 1 trækket c4-c5+ intet, som udførelsen viser. Meget karakteristisk for gruppe E er følgende remisvending i diagramstilling 1:

1…c5+ 2.bxc5+ Kc6 3.Kc3 (eller 3.Ke5; 3.Ke3; 3.Ke4; 3.Kd3) Kxc5 og stillingen er remis.

Ud fra denne vending er det klart, at oppositionen er ubrugelig for hvid i diagram 1. Men selv med hvid i trækket kan sort forsvare sig fuldstændigt, f.eks. 1.c5+ Hermed opnår hvid altså en formation fra Gruppe D. 1…Ke6 2.Ke4 Kf6 3.Kf4 Ke6 (Hvid har oppositionen, men kommer ikke længere, fordi hans konge ikke kan bevæge sig for langt fra bønderne. Efter 4.Kg5 Kd5 5.Kf5 Kc4 kan hvid stadig kun snævert opnå remis: 6.Ke5 Kxb4 7.Kd4 Kb5 8.Kd3! Kxc5 9.Kc3, mens 6.Ke6? ville føre til tab gennem 6…Kxb4 7.Kd6 Kb5. Det bedste er derfor:) 4.Ke4 Kf6 osv. med remis. Til samme variant leder: 1.Ke4 Ke6 2.c5 Kf6! osv. med remis. Hvid kan yderligere forsøge at indtrænge med sin konge via a4, men dette forsøg fører heller ikke til noget resultat. 1.Kc3 Kc7 2.Kb3 Kb6 3.Ka4 Ka6 4.c5 Igen overgangen til formation D. 4…Kb7 5.Ka5 Ka7 og stillingen er remis.

Denne sidste variant (Diagram 2) beviser dog, at hvid kunne vinde, hvis hans konge havde mere plads til sine aktiviteter til venstre for bønderne. Lad os flytte positionen en linje til højre, så vinder hvid således: 1.Kd3 Kd7 2.Kc3 Kc6 3.Kb4 Kb6 4.d5 Kc7 (eller 4…Ka6 5.c5!; 4…Ka7 5.Ka5!; 4…Kb7 5.Kb5! osv.) 5.Ka5! (Pointen. I den tilsvarende variant i Diagram 2 kunne den hvide konge ikke bevæge sig til venstre og mistede dermed oppositionsfordelen. 5.Kb5? fører efter 5…Kb7 også her til remis.) 5…Kb7 6.Kb5 Kc7 7.Ka6 og hvid vinder.