Afsnit 6
6: Officerer og bønder mod officerer eller bønder 1:
I tredje afsnit behandlede vi både enkle og vanskelige eksempler, men de sværeste slutspil er ikke engang blevet behandlet. Vi så bønder eller officer kæmpe mod kongen, yderligere officer mod bønder og til sidst bønder mod officerer. Mange af disse slutspil var alt andet end lette, men da der var meget lidt materiale til rådighed, kunne alle muligheder undersøges eller i det mindste nævnes. Vi må nu gradvist se bort fra denne fuldstændighed og systematik. Allerede i slutspillene i 3. afsnit, hvor officerer stod over for hinanden, viste det sig at være ret svært at tage hensyn til alle mulighederne, men her i dette fjerde afsnit er sådan noget helt umuligt, da tilstedeværelsen af et bestemt antal af bønder skaber alt for mange mulige variationer.
For at nå frem til en systematisk behandling er vi imidlertid nødt til at begrænse os til de tilfælde, hvor yderligere forenkling ved at udveksle officerer ikke er mulig uden umiddelbart at skabe slutspil i et andet afsnit. Et eksempel for at forklare dette princip mere detaljeret: i 3. afsnit blev slutspillet mellem tårn og løber mod tårn behandlet, og senere turde vi også beskæftige os med slutspillet mellem to tårne og løber mod to tårne. Som den ultimative grænse har vi antaget, at den svagere part kun måtte have dronningen eller tilsvarende. Vi kan imidlertid ikke længere opretholde denne begrænsning i fjerde afsnits slutspil: her skal vi begrænse antallet af officerer til et minimum. Hvis for eksempel slutspillet springer og en bonde mod to springere behandles, forbliver enhver ekspansion gennem tilføjelse af andet tilsvarende materiale uden for vores overvejelser. Så vi vil slet ikke beskæftige os med slutspillet mellem to springere og en eller flere bønder versus to springere. Vores område bliver mere og mere vanskeligt, jo længere vi kommer frem, og vi er derfor tvunget til at kaste “ballast”.
Det fjerde afsnits slutspil skal først deles i to grupper, en stor gruppe 1 og en ret lille gruppe 2.
I gruppe 1 er der 6 forskellige muligheder med hensyn til det tilgængelige materiale, nemlig:
(Dette er den logiske rækkefølge for disse slutspil, men vi vil erstatte det med en anden, mere praktisk rækkefølge).
I slutspillene i Gruppe 2 kommer vi direkte til de særlige specialtilfælde, så en yderligere opdeling i 2a, 2b osv. kan udelades. For at opnå en bedre fordeling af materialet over to afsnit, er vi nødt til at ændre rækkefølgen for undergrupperne i Gruppe 1 lidt: 1c bliver til 1a, da denne undergruppe er langt den vigtigste af hele afdelingen.
*) Det betyder, at forskelligt materiale er tilgængeligt, i dette tilfælde en dronning mod to løbere.
Introduktion til gruppe 1a-slutspillene.
Disse slutspil forekommer ofte, og de udgør derfor en meget vigtig del af slutspilsteorien generelt. Hvis man har vundet en bonde i løbet af partiet, stræber man generelt efter slutspillet, fordi den ideelle måde at konvertere den opnåede fordel til gevinst er at forvandle den ekstra bonde. I de fleste tilfælde kræver dette et aktivt samarbejde fra kongen, som kun kan bruges, når der ikke er for mange brikker på brættet. Det er også meget vigtigt for udnyttelsen af den ekstra bonde, at modstanderen ikke får mulighed for at foretage den ene eller den anden handling. En sådan handlingsmulighed findes især, når en række brikker stadig deltager i kampen. Så man vil konsekvent arbejde hen imod udvekslinger. Dette kræver dog stor omhu og frem for alt meget tålmodighed. Hvis man udveksler for meget, kan det ofte ske, at man når en klar remisstilling i stedet for en klar vinderstilling.
Man skal holde øje med, om den materielle overvægt har et mat-potentiale eller ej. Man kan ikke tvinge mat med kongen og to springere, og slutspillet enlig konge mod konge og to bønder viser sig ofte at være remis. For den stærkeste part i partiet, er det derfor altid tilrådeligt at bytte så mange officerer som muligt og så få bønder som muligt. Det er også tilrådeligt at undgå løbere med ulige farve. Selvfølgelig vil forsvareren forsøge at modarbejde disse planer, og det fører ofte til slutspil, hvor alle bønder på nær én er blevet udvekslet. Men det bringer os til emnet i vores 4. afsnit, især de slutspil, der skal behandles her i afsnit 6. I disse tilfælde er det af stor betydning, hvilken slags de resterende officerer er. Hvis der kun er en let officer på hver side, er chancerne for at vinde små, da forsvareren kun behøver at ofre sin sidste let officer til den sidste bonde for at opnå remis. Chancerne for at vinde er kun små, hvis der stadig er en dronning på begge sider, da i sådanne slutspil er kongens handling betydeligt begrænset. På den anden side i slutspillet mellem tårn og bonde mod tårn er chancen for at vinde ret stor, da på den ene side offeret for det forsvarende tårn mod bonden er udelukket og på den anden side den angribende konge kan udvikle fuld aktivitet. Slutspil med tårne er derfor de vigtigste i praksis, og vi behandler dem her i et særligt hovedafsnit.
Ovenfor talte vi kun om en enkelt ekstra bonde: gevinsten er på ingen måde sikret, og normalt skal begge spillere håndtere en række problemer. Med to ekstra bønder er tingene selvfølgelig meget lettere, men der er mange usædvanlige tilfælde, hvor den svagere side næsten kan nå remis. Med mere end to ekstra bønder løber derimod gevinstmetoden slet ikke i vanskeligheder, medmindre den ene parts materielle fordel kompenseres af en stor positionel fordel til den anden side.
Hovedafsnit 1: Slutspil med lette officerer:
Generelt gælder følgende for disse slutspil, hvor kun den ene part har bønder:
Vi opdeler nu dette hovedafsnit som følger:
1A: Springer og bonde/bønder mod springer:
Vi ved allerede fra de sidste eksempler med springer mod bonde, at jo tættere den bonde er på randen, jo sværere har en springer det med at stoppe en fribonde. Denne viden kræver en vis tilføjelse: praksis viser, at g- eller b-bonden i visse tilfælde er endnu stærkere end h- eller a-bonde. Ikke desto mindre vil kampen mellem springer og en bonde mod springer i de fleste tilfælde føre til remis, da forsvareren konstant kan arbejde med truslen om at tage bonden med sin springer. Jo tættere bonden er på forvandlingsområdet, desto farligere bliver situationen for forsvareren. Vi starter med et eksempel fra H. Rinck: Hvid vinder ved at tvinge den sorte springer til at slippe beskyttelsen af forvandlingsfeltet.
1B: Springer og bonde/bønder mod løberen:
Løberen er konsekvent noget stærkere end springeren, da den også kan arbejde på afstand. En ulempe er imidlertid, at den kun kan kontrollere felter med en farve. Chancerne for at vinde med en ekstra bonde er omtrent de samme som i slutspillet med springer kun meget små, men i kampen mod to ekstra bønder har løberen lidt flere chancer for remis end springeren.
Løberens opgave er lettest mod en centrum bonde, da to lange diagonaler mødes på felterne, hvor denne bonde skal passere, hvorfra løberen ikke kan tvinges væk; hvis løberen skal forlade den ene, passerer den anden. Med en fløjbonde er der dog risiko for, at løberen ikke længere kan gøre sig gældende på den korte diagonal efter at have forladt den lange diagonal.
Lad os også bemærke, at en bonde, hvis forvandlingsfelt er af en anden farve end løberens, er meget farligere end med en anden bonde. Et eksempel fra H. Rinck følger nu. Hvid vinder, fordi løberen ikke kan bevare kontrollen med det kritiske f7-felt. Gevinstmetoden er baseret på den korte diagonal e8-h5. Der fulgte:
1C: Løber og bonde/bønder mod springer:
Selvom løberen er lidt stærkere end springeren, vil slutspillet med en merbonde normalt være remis, og selv to ekstra bønder sikrer ikke altid en sejr. Blokaden spiller en særlig rolle i disse slutspil. Da løberen kun besætter felter af én farve, kan forsvarerens konge ikke tvinges væk, hvis kongen er foran bonden på et felt, som løberen ikke kontrollerer. Selv to forbundne fribønder kan ofte ikke gøre noget, hvis de er i den forkerte formation, det vil sige på felter af samme farve som din løber og ikke på de modsatte felter.
En anden særegenhed, der kan medføre en lang række undtagelser, er tilstedeværelsen af en “forkert” randbonde, dvs. en bonde, hvis forvandlingsfelt ikke har samme farve som løberen. Selv med to bønder i overvægt resulterer sjældent i en gevinst. På den anden side er den “gode” randbonde særlig farlig. Hvis forsvarerens konge står dårlig placeret, er alle fløjbønder meget stærke; i disse tilfælde gælder de regler, som vi har opstillet for kampen mellem springer og bonde, primært (se afsnit 3 og også indledningen til dette afsnit). Vi starter med en diagramstilling, og viser derefter nogle eksempler.
Blokade af to forbundne fribønder; remis.
Af disse syv felter kan hvid højst kontrollere seks på samme tid, nemlig to med kongen og fire med løberen. Efter det relativt “stærkeste” træk 1.Le2-h5 har sort stadig muligheden 1…Se5-d7.
Ud fra dette kan vi se med det samme, at hvid ville vinde, hvis alle brikkerne blev flyttet to rækker op (dvs. Kd8 osv.). Springeren har kun fem ledige felter. 1.Le4-h7 fører dog ikke umiddelbart til en gevinst på grund af 1…Se7-g8, g6 eller f5+ med pat, hvis springeren slås, men hvid vinder så ved kongemarch til f7, fx 1.Kd6-e5 Se7-g8 2.Le4-h7 Sg8-e7 3.Ke5-f6 Se7-d5+ 4.Kf6-f7 Sd5-e7 5.Lh7-e4 og det er det. Lad os se på nogle eksempler:
1D: Løber og bonde/bønder mod lige farvede løber:
Dette slutspil er normalt remis med en merbonde, enten ved at ofre løberen eller ved at den forsvarende konge placerer sig foran bonden på et felt, der ikke er domineret af fjendens løber; forsvareren behøver så kun at lave løbertræk, og bonden er endelig blokeret.
Hvis bonden ikke er rykket for langt, dvs. hvis den skal passere mindst to felter mere af løberens farve – inklusive forvandlingsfeltet – så er den forsvarende konge, selvom den ikke står i en god position i begyndelsen af dette slutspil, kan den altid tage den gunstige stilling som nævnt i ovenstående. Den forsvarende løber lurer naturligvis efter en mulighed for at give sit liv for bonden, og derfor kræver det omhyggelig forberedelse at fremføre bonden, så de “kritiske” felter kan passeres sikkert. Både konge og løber skal samarbejde, så forsvarerens konge har normalt tid nok til at rykke ind i sin blokeringsposition. Til belysning giver vi følgende eksempler:
1E: Løber og bonde/bønder mod ulige farvede løber:
Med løber af modsat farve er det praktisk talt umuligt at vinde med en enkelt ekstra bønder, mens selv to ekstra bønder i mange tilfælde ikke repræsenterer en afgørende fordel. At passere de kritiske felter, hvor ens egen løber ikke kan hjælpe, støder man på store, ofte uoverstigelige, vanskeligheder, naturligvis forudsat at både forsvarerens konge og løber er godt placeret. Vi tager ikke stilling til stillinger med kun én ekstra bonde og begrænser os til tilfælde, hvor modparten har to bønder.
Den bedste sag for den stærkeste part; to bønder med særlig stor afstand; Hvid vinder. I denne og lignende stillinger vinder den stærkere part let. Da det med ulige løbere er umuligt at fastholde kongernes opposition, er den angribende konges vej sikret til en af de to flanker, hvad end det er, hvorefter forsvarerens løber så hurtigt er tabt. Nogle muligheder fra nedenstående diagramstilling: