Efter datidens opfattelse var partierne dødkedelige. Partier i Wild-West-stil forekommer ikke. Dronningbondespil og sicilianske partier var reglen. Deschapelles skildring i et brev til en ven er kostelig.

Han skriver blandt andet: “De var til grin for deres omgivelser, der af lutter kedsommelighed i sideværelset udfandt de middelmådige træk længe i forvejen, som den ene eller anden ubeslutsomt lod vente på sig og dog til slut ikke undlod at gøre. Det var en uundskyldige trækken frem og tilbage uden mening, en sygelig og kedelig skubben af brikker, som viste den hæsligste side af skak… osv. osv.”

Deschapelles var en rigtig krudtkarl, der ikke lagde bånd på sig. Hans udtalelser er typisk for en bestemt anskuelse om, hvorledes skak spilles, og vi medtager dem af den grund, ikke for at tage dem til hjertet og sige god for dem. Vi står i virkeligheden over for et tidevandsskifte i skak, begyndelsen til en ændret opfattelse af, hvad der er rigtigt.

Der spilledes om kolde penge. Indsatsen fra begge sider var 100 £ at deponere forud. Man tog ingen chancer. For St. Amant var forløbet af matchen noget af et chock. På et vist tidspunkt tænkte han faktisk på at opgive. Det trak op til en komplet slagtning af det stakkels franske offer.

Af de første 8 partier vandt Staunton de 7. En enkelt remis var imellem. St. Amant var på sammenbruddets rand. Men i det 9. parti lykkedes det ham at overliste Staunton med en ganske vist ukorrekt kombination, men med en lumsk pointe, og der kom omsider virkelig kamp i gang. Dog ikke nok til, at kunne vende matchen, hvilket nedenstående tabel viser:

Den sidste del af matchen var St. Amants. Han vandt 6 partier og tabte 4. Der var derudover 3 remispartier. Der blev spillet uhyre langsomt. Især var franskmanden længe om sine træk.

Staunton har sikkert hurtigt fundet ud af, at der skulle systematisk og fasthed til for at slå kombinationsspilleren ned. Han tilegnede sig en spillemåde og stil, der må betegnes som positionel. Han var naturligvis ikke den eneste, der havde blik for den sunde spillestil, men han var den første, der førte den til sejr over alle andre. Han var en mester af format, uanset al Deschapelles pølsesnak.

St. Amant var ler i hans hænder. At han havde held til at vinde en del partier i matchens sidste del, forrykker ikke den kendsgerning. Selv ikke en Staunton spillede for fuld damp mod en død mand.

PARTIEKSEMPLER FRA MATCHEN STAUNTON-ST. AMANT
Vi viser i nedenstående en lille oversigt over de partier, der vil blive gennemgået fra matchen mellem de to gamle mestre. Vi viser i alt to partier fra matchen; alle er med kommentarer af den danske IM Jens Enevoldsen.

Vi vil nu fordybe os en smule i nogle af partierne:

De første tegn på, at tyngdepunktet i skak skulle flyttes til Frankrig og England, havde så småt vist sig. I Tyskland var skaklivet på vej op. De preussiske mestre, med center i Berlin som man vel kunne vente det, rørte på sig, og et par stykker drog til England for at føle Staunton på tænderne.

Det var Horwitz og Harrwitz. De fik begge en match mod Staunton, og det gik dem begge ilde. Staunton havde stadig sin store spillestyrke i behold.

Hvid i trækket