Afsnit 5

Efter at vi har behandlet “Materiel ligevægt” og “Materiel overvægt med mat-potentiale” i Afsnit 4, er her slutspillene, der er kendetegnet ved den materielle overvægt uden mat-potentiale.

Frem for alt vil vi gerne minde om vores “konverteringsrater” for at kunne skelne sagerne med mat-potentiale fra dem uden mat-potentiale. Grundlaget for denne omdannelse er: Dronning = to tårne ​​= tre lette officerer, hvorfra det uden videre kan konkluderes, at tårnet er halvanden let officer værd.

Vi betragter nu den materielle overvægt uden mat-potentiale som en materiel overvægtig på højst en let officer, så vi kun får to muligheder:

I a) er det vigtigt at afgøre, om den stærkere part har en ekstra let officer (direkte overvægt) eller har materiale af større værdi (indirekte overvægtig). Det er også vigtigt, om den materielle overvægt består af en løber eller en springer.

I slutspillene b) er den materielle overvægt bestemt en indirekte, men også her skal vi overveje forskellige værdirelationer, nemlig forskellen mellem tårn og løber eller springer og forskellen mellem to lette officerer og tårn. I begge tilfælde er den materielle overvægt en halv officer, så vi holder os til udtrykket “kvalitet”. Vi minder ligeledes også om den forklaring, vi gav i indledningen til Afsnit 4 om udtrykket “teoretisk slutspil”. Dette koncept er, at den stærkere part ikke skal have mere materiale end dronningen (eller dens tilsvarende) plus tårn. Ved at trække en sådan grænse er vores undersøgelse begrænset til de sager, der er genstand for en mere præcis analyse.

På grundlag af ovenstående forklaringer kommer vi til følgende klassifikation for dette afsnit:

Som nævnt i indledningen til dette afsnit kan flere ejerskaber af kvalitet have forskellige former. Der er i det væsentlige fire “hoved” muligheder, så det er de muligheder, hvor en udveksling er udelukket på grund af tilstedeværelsen af ​​de samme officerer, og hver ændring i antallet af deltagende officerer må nødvendigvis resultere i en ændring i magtbalancen. Disse sager er:

Ved at tilføje materiale af samme værdi til hver side, det vil sige skabe muligheder for udveksling, kan vi udvide disse “vigtigste” sager efter behag. Af disse kombinerede muligheder vil vi dog kun behandle dem, hvor forsvareren højst har det materiale, der er en dronning værd. Så med dette får vi:

Da den lette officer med disse forskellige muligheder både kan være en løber og en springer, får vi igen en hel række variationer som en afledning. Inden vi begynder at håndtere disse slutspil, så lad os tage et generelt kig på dem. I slutspillet uden bønder er kvalitet normalt ikke afgørende. Der er selvfølgelig undtagelser, men antallet af disse undtagelser er ikke det samme i alle tilfælde. Det er af stor betydning, om kun den ene side har en tung officer, eller om en tung officer er tilgængelig på begge sider.

Følgende oversigt viser os, hvilken indflydelse tilstedeværelsen af ​​tunge officerer har på vurderingen af ​​chancerne:

Under alle omstændigheder er gevinstmuligheder altid blandt undtagelserne. Når vi behandler disse slutspil, bemærker vi forskellen mellem “hoved”-sager og kombinerede “hovedsager” og kommer således til følgende opdeling:

Vi nævner også, at i slutspillene i dette hovedafsnit kan den materielt svagere side (som derfor er en mindre kvalitet) vinde i særlige tilfælde. Vi vil dog ikke gå nærmere ind på disse teoretiske gevinstmuligheder.

Denne gruppe af slutspil er kendetegnet ved, at der ikke er mulighed for at bytte officerer af samme type.

Et remis-slutspil, der giver den stærkere part en chance for at vinde, hvis forsvarernes konge står ugunstig. Randstillinger er ugunstige, især positioner nær hjørnefeltet, der domineres af løberen. Dette er præcis det modsatte af, hvad der er sandt i mange andre slutspil, hvorefter løberen kommer til sin ret, når den er nær det hjørnefelt, den dominerer. Her er dette resultatet af taktiske muligheder, som vi skal se, når vi behandler de følgende to stillinger.

Delikatessen ved den nåede stilling (Horwitz gevinststilling) ligger i, at løberen hverken kan flytte til e4 eller til g4, ​​da den derefter erobres med en afdækker-skak (5.Ke5+ eller Kg5+). Med dette opnår hvid målet angivet ovenfor: løberen kan ikke længere gøre sig gældende på e-, f- eller g-linjen og angribes nu samtidig med trussel om mat. Løberens forskellige træk er allerede blevet behandlet i kommentarerne til sorts første træk, punkt 1-5. Den stærkere part kan kun vinde i randstillinger og kun hvis kongernes opposition hævder eller kan forhindre forsvarernes konge i at nå det sikre hjørnefelt.

Dette slutspil er også generelt remis, men muligheden for undtagelser er større her end i kampen mellem tårn og løber. Forskellen ligger i, at springeren kan sættes fast af tårnet, for eksempel sort springer på b1, hvid tårn på d3. Det er derfor, tårnet har to måder at vinde mod springeren på, nemlig at vinde officerer på lignende måde som slutspillet tårnet mod løber og for det andet at vinde officerer gennem den særlige mulighed for bestemt at låse springeren af.

Meget enkle eksempler på dette slutspil er allerede blevet nævnt i Afsnit 2 (hovedsektion 2, tårn mod bønder). Der så vi f.eks., at springeren er særlig dårlig på et hjørnefelt. I stillingen Hvid: Kd3, Tb8 – Sort: Ka3, bonde-a2 vinder 1.Kc2 a1S+ (det eneste) 2.Kc3 Ka2 3.Tb7 med mat eller springergevinst. Hvis den (nye!) springer har 3 felter til rådighed og ikke kun 2, så kan den ikke længere opsnappes, medmindre forsvareren begår en fejl.

Egenskaberne ved disse og lignende stillinger er godt at huske på. Den angribende konge hører hjemme i midten for hurtigt at kunne komme frem, når springeren er på et randfelt og over en af ​​de 12 felter c3, c4, c5, c6, d6, e6, f6, f5, f4, f3, e3 og d3 truer med at flygte. Springeren er altid dårligt placeret på et randfelt, og man skal derfor stræbe efter at tage flugtfelterne fra denne brik, der ikke er på randen i første omgang. Vi har allerede nævnt, at de fire hjørnefelter er de mest ugunstige for springeren. Men de tre tilstødende felter er også meget ugunstige, for på hver af disse felter kan tårnet tage alle flugtfelterne fra springeren alene (det vil sige uden at involvere sin konge); fx Sa2 – Tc4; Sb1 – Td3; Sb2 – Td4. Den teoretiske undersøgelse af dette slutspil begyndte allerede i 1100-tallet (!) og nu kendes alle undtagelser, dvs. gevinstmuligheder for tårnet.

Van der Linde nævnte, at denne stilling blev undersøgt allerede i 1140 af araberen Al Adli. Denne undersøgelse var begrænset til en enkelt variant af 7. træk.

I sit sidste arbejde gav Berger en analyse, der fyldte næsten 10 sider. Men dette er stadig lidt i forhold til undersøgelserne af D. Zijlstra, der fyldte to bøger! Med det: “Rondom het Al-Adli-Manschrift” og “Vervolg” med i alt 1200 (!) varianter, hvorfra det følger, at springeren bestemt kan erobres.

I betragtning af dette astronomiske antal muligheder har vi ikke andet valg end at tro på alt og afstå fra ethvert forsøg på at “uddybe” Al-Adli-stillingen.

Gevinstmetoden ligner i det væsentlige den metode, der blev brugt i det foregående eksempel.

6A: To løbere mod tårn, eller løber og springer mod tårn, eller to springere mod tårn:

Den materielle overvægt har ingen praktisk betydning i disse tilfælde.

Dette slutspil er remis, hvis forsvarsspilleren observerer følgende punkter:

To eksempler af J. Berger følger for at forklare disse regler.

I dette slutspil er chancerne for at vinde for den stærkere part, eller rettere sagt muligheden for undtagelser, endnu lavere end i slutspillet dronning mod tårn og løber. Generelt gælder de samme principper, som vi gav for behandlingen af ​​slutspillet dronning mod tårn og løber.

Diagramstilling 21:

Han giver også et eksempel på stillingen Løberens sikkerhed, med en sort springer på d5 i stedet for Lc6 og den hvide konge på b7 i stedet for b8.

Selv her kan sort i trækket ikke undgå at miste brikker, f.eks. 1…Tb2+ 2.Kc6 Sb4+ 3.Kc5 Sd3+ 4.Kc4 Se5+ 5.Kc3 osv.

De andre varianter er lette. Den lettiske F. Amelung har undersøgt de sidste slutspil dronning mod tårn og springer i detaljer og er kommet til den konklusion, at der i det væsentlige er ni forskellige muligheder, hvor dronningen vinder mod tårn og springer.

Dette er imidlertid alle tilfælde af typestillinger som det i eksemplet, Løberens sikkerhed, og kan derfor ikke betragtes som en målestok for bedømmelsen af ​​slutspillet. Vi afslutter vores analyser med følgende eksempel fra J. Berger.

Diagramstilling 22:

Den angribende konge er ikke så tæt her som i forrige stilling, men han kan stadig gribe beslutsomt ind, fordi de sorte brikker ikke kommer til det nødvendige samarbejde i tide.

Klyngning af brikkerne betyder endnu ikke samarbejde! Hvid vinder således:

1.Dd6+ Kc8 2.Kc5 og vinder, fordi Kc8 ikke kan flytte sig på grund af tab af tårn og Te8 på grund af tab af springeren.

På 2…Sf5, følger 3.Dc6+ Kd8 4.Dd5+ osv. og vinder. Også, 2…Sg8 mislykkes på grund af 3.Dc6+ Kd8 4.Kd6! (ikke 4.Kb6? på grund af 4…Ke7! og remis), da dronningen nu truer mat både på d7 og c7. Vil sort beskyttet omtalte felter med 4…Te7 følger 5.Da8+ mat. Og 4…Sf6 besvares med 5.Dc7+ mat.