Tårnslutspil
I almindelighed anses tårnslutspillet for den vigtigste del af slutspillet. Dette synspunkt er i mange henseender rigtigt. Op mod halvdelen af alle slutspil er tårnslutspil. Det kan derfor fastslås, at et indgående kendskab til denne form for slutspil er en absolut nødvendighed for enhver, der vil gøre sig håb om at klare sig overfor gode spillere. Man ser derfor også, at de store mestre alle behersker tårnslutspillet til fuldkommenhed. Nogle har specialstuderet det. Rubinstein, Flohr og Capablanca anses for eksperter på dette område, og det er rent ud utroligt, hvad Alekhine undertiden tillod sig i forvisning om, at går det galt i midtspillet, kan der altid reddes remis i tårnslutspillet.
Disse slutspil indeholder på en måde mange flere muligheder end f.eks. slutspil med lette officerer, som indeholder et forfladigelsesmoment. Det er nemlig muligt i mange stillinger at ofre en officer mod den sidste eller de sidste af modstanderens bønder, for derefter at opnå remis, da man som bekendt ikke kan sætte mat med en enkelt let officer, eller med to springere eller med to lette officerer mod én. I tårnslutspillet udelukkes denne remismulighed.
Der skal så uhyre lidt til for at tabe et tårnslutspil eller til at holde det remis. De mindste nuancer spiller her en afgørende rolle. I praksis er det meget vanskeligt i en givet stilling straks at se disse små detaljer, hvorfor man også ser mestrene anvende særlig omhu og megen hovedbrud i tårnslutspillet. Det gælder her i lighed med, hvad der gælder i bondeslutspillet, at man ved reduktion kan komme frem til stillinger af ganske enkelt udseende. Disse stillinger må man kende grundigt. En undersøgelse af tårnslutspillet må derfor begynde med en analyse af følgende to grupper:
Tårn og to bønder mod tårn
Tårn og to bønder vinder som hovedregel mod tårn. Man kan skelne mellem om bønderne er forbundne eller adskilte. Forbundne bønder vinder praktisk talt altid. Bønderne føres frem understøttet af kongen, der kan dække sig for skakker bag snart den ene og snart den anden af dem. I ganske specielle tilfælde kan der forekomme remisstillinger.
Adskilte bønder vinder ligeledes næste altid om end med større besvær end forbundne bønder. Der er kun én bondekonstellation, der med nogenlunde sikkerhed kan føres til remis af forsvareren: Tårn, randbonde og nærmeste løberbonde mod tårn.
Der gives for næsten alle disse slutspil stillinger, der er remis. Selv med forbundne fribønder kan angriberen undertiden ikke vinde. Men disse stillinger er undtagelser. Der svæver over hovedet på den svagere part den mulighed, at angriberen ofrer den ene bonde for at fremtvinge en stilling, hvor han kan føre den anden bonde til forvandlingsfeltet. En påvisning af, hvorledes man vinder med forbundne bønder, vil ikke blive givet. Det må anses for at være elementært. Vi vil vise en stilling, hvor sort holder remis mod de forbundne bønder, og en stilling med elementær teknik.