Kongeangrebet

Lige siden skakspillets barndom har det direkte angreb på kongestillingen haft den allerstørste interesse, hvilket ikke kan forundre; thi der er intet i skakspillet, der i den grad taler til fantasien som tilfangetagelsen af den fjendtlige konge. Tidligere skelnede man i øvrigt mellem mat-sejre og berøvelses-sejre. I den sidste kategori gjaldt det om at rage mest muligt til sig, men den slags sejre blev selvfølgelig ikke sat så højt som sejre efter et matangreb.

I tidernes løb og navnlig i de sidste hundred år har man gjort en bunke erfaringer med det direkte kongeangreb. De bøger, der handler om den taktiske side af midtspillet, behandler for over 90 procents vedkommende netop dette problem. Lad os antage, at den spiller, der for første gang i historien udførte løberofret på h7, blev hyldet vidt og bredt. Vi aner imidlertid intet om, hvad spilleren hed. Hans navn er gået i glemmebogen. Vi ved derimod, at der efter dette første løberoffer på h7 er ofret tusindvis af løbere på dette felt, hvorfor skakspilleren af i dag er i stand til med bind for øjnene at bedømme, hvorvidt ofret er korrekt eller ej. Det, der engang i tidernes morgen var et genialt officersoffer, er nu blevet ren og skær teknik; men alligevel bevirker skakspillets uudtømmelige rigdom, selv når det drejer sig om et så trivielt emne som dette løberoffer, at man ofte skal tage tilsyneladende ubetydelige forskelle med i betragtning, når det gælder om at bedømme alle konsekvenser.

Udover løberofret på h7 er der flere matangreb, som hører til den moderne spillers standard-udrustning. Det er meningen at illustrere disse angreb ved hjælp af nogle eksempler. Vi har derfor valgt, at opdele det på følgende måde:

Denne opdeling er ikke kun formel, men alle tre sager kræver deres egen særlige angrebsmetode. Vi skal på skift undersøge strategi og taktik i disse tre kategorier og supplere de generelle teoretiske ræsonnementer med konkrete eksempler fra skakmestrenes fantasi.