Afsnit 4

I kampen om officerer mod hinanden uden en eneste bonde på brættet er det materielle forhold naturligvis det vigtigste. Rent positionsfaktorer er kun meget sjældent afgørende. Som tingene ser ud, kan dette kun forekomme i stillinger, der – mere eller mindre tilfældigt – muliggør den ene eller den anden taktiske gevinstfortsættelse. Med hensyn til de stillinger, hvor den ene side har en materiel fordel, skelner vi mellem to muligheder: Materiel overvægt med eller uden mat potentiale, dvs. om det overskydende materiale efter afbytningen af alle officerer hos den svagere part er nok til at fremtvinge mat mod modpartens konge alene. For eksempel, i slutspillet med tårn og løber mod tårn, har man en materiel overvægt uden mat potentiale, men i slutspillet mod to tårne ​​mod tårn har man materiel overvægt med mat potentiale. For at kunne bruge dette udtryk “mat potentiale” i tilfælde, hvor begge dele har ulige materialer, vurderer vi de eksisterende officerer efter en fælles forståelse i en let officer (springer eller løber) som følger: en dronning = 3 lette officerer, et tårn = 1½ lette officerer.

Hvis den materielle overvægt er større end en let officer, anser vi det for at være en materiel overvægt af 2 springere. Ifølge vores beregning udgør disse to officerer en materiel overvægt med mat potentiale (mere end en officer i overvægt), men på den anden side er det en materiel overvægt uden mat potentiale, da man ikke kan fremtvinge mat med to springere. Her lærer undersøgelsen os, at en sådan overvægt kan have mat potentiale, hvis der stadig er flere officerer, da den svagere part generelt ikke har mulighed for at nedsænke overskydende materiale. Vi vil derfor holde fast i vores beregning og med rette inkludere materiel overvægt af to springere i gruppen af ​​slutspil med mat potentiale.

Vores grundlæggende klassificering af officerers kamp mod hinanden, uden bønder, er nu:

Slutspillene i gruppe a) ender næsten altid remis, og slutspillene i gruppe b) vindes generelt af den stærkere part.

At det vil være vores hovedopgave at påpege undtagelsestilfældene – de normale sager giver lidt materiale til undersøgelser – vi vil komme ind på undersøgelsessammensætningen i dette afsnit mere end ellers er nødvendigt. Dette gælder især slutspil, hvor en af ​​officeren langt overstiger den anden med hensyn til sårbarhed og dermed er kombinatoriske vendinger mulige, fx når dronningen kæmper mod to tårne ​​eller tre lette officerer.

Men vi vil nævne, at udtrykkene “undersøgelse” og “praktisk slutspilsproblem” divergerer langt mindre, end man generelt burde tro. Værdien af ​​en undersøgelse er i de fleste tilfælde, at den ene eller den anden slutspilsstilling er blevet udarbejdet præcist, så opgaven bliver klar efter så små ændringer. Forbindelsen mellem studiet af slutspillet og det praktiske spil er særligt godt illustreret i partiet Michell-Lilienthal, Hastings 1934/35 (Afsnit 3, V), der efter en række egentlige træk smelter sammen til en komposition af Troitzky.

De vigtigste og sværeste er slutspillene i gruppe c), da materiel overvægt uden mat potentiale kun kan komme til sin ret i forbindelse med positionsfaktorer. Tilstedeværelsen af ​​en eller flere ekstra officerer giver mulighed for enten at spille på mat eller for at tvinge yderligere materiel gevinst. I de fleste tilfælde er det nødvendigt, at kongen af ​​den svagere part er placeret ugunstigt, det vil sige at stå på randen eller i hjørnet.

I alle sådanne slutspil er mange ændringer mulige ved at tilføje materiale, så det er nødvendigt at afgrænse feltet for disse slutspil og de teoretiske slutspil generelt noget mere præcist.

Grænserne for det teoretiske slutspil:

Ved klassificeringen af ​​slutspillene (i Afsnit 1) blev det påpeget, at det er sædvanligt at tilføje følgende grupper af stillinger til slutspillene:

I dette afsnit, men for det teoretiske slutspil generelt, ønsker vi at trække grænserne lidt tættere på følgende måde:

Vi opdeler dette hovedafsnit som følger:

I overensstemmelse med inddelingen givet i indledningen inkluderer vi disse slutspil i denne gruppe, hvor den ene side har en materiel overvægt, der er større end en let officer. Så dette kan enten være: 1½ let officer (= 1 tårn), 2 lette officerer osv. Hvis man undersøger de forskellige muligheder, synes følgende slutspillegrupper ikke at forårsage nogen vanskeligheder af nogen betydning:

Efter at have lukket de simple sager, der er anført under A) og B), kommer vi til følgende klassifikation for dette hovedafsnit:

Forenkling gennem udveksling:

Stilling 7:

Inden vi går videre til behandlingen af ​​disse slutspil, giver vi her det tidligere annoncerede eksempel på et slutspil med to tårne ​​mod et tårn, hvor afbytningen kun kan gøres mulig ved en lille kombination.

I dette eksempel, en af ​​de ældste kompositioner (den findes allerede i den tyrkiske skakbog af Firdewsi 1501), har vi den samme situation som i stilling 2.

Med den dobbelte trussel fra Th8-mat og Kxc5 er et af hvids tårne tilsyneladende tabt, og sort ville dermed opnå remis. Men der er stadig en anden måde for hvid at hævde sin fordel:

1.Tc5-h5! Th2xh5 2.Ta8-a6+ Kd6-e5 3.Ta6-a5+ Ke5-f4 4.Ta5xh5 og vinder. Et klassisk eksempel.

Bemærk, at sort stadig ville få en remis i stilling 7, hvis hans tårn var på g-linjen, f.eks. på g2.

Med nogle få undtagelser (se diagram 8 og 9) vinder den stærkere part altid; Men pat muligheder kan spille en vigtig rolle. En af pointerne ved gevinstføringen, er, at tårnet er tvunget til at flytte væk fra sin konge. Hvis kongen derefter bliver afdækket, kan tårnet fanges hurtigt og kongen kan sættes mat. I mange tilfælde kan mat håndhæves uden at vinde et tårn, især hvis forsvareren forsigtigt undgår at udsætte sit tårn for fare.

Adskillelsen af ​​tårnet fra sin konge opnås ved træktvang. Det kan kun håndhæves, når kongen og tårnet er på eller ved siden af ​​randen. Men det er netop i denne situation, at pat mulighederne ofte opstår, og så skal dronningen og kongen ofte undgå den forførende, tilsyneladende korteste vej. At dronningen vinder mod tårnet er teoretisk sikkert, selv om det nøjagtige bevis for dette endnu ikke har været og sandsynligvis ikke kan fremlægges, da udarbejdelsen af ​​alle muligheder, men frem for alt den skriftlige del, ville kræve et separat afsnit. Den praktiske betydning af dette slutspil ville imidlertid ikke retfærdiggøre et sådant omfang.

Dette slutspil fortjener imidlertid mere opmærksomhed, end det hidtil har modtaget, fordi det på ingen måde er let at vinde, og hvis øvelse ser ud til at bevise det modsatte, skyldes det hovedsageligt, at forsvareren står over for en særlig vanskelig opgave. Hvis forsvaret faktisk udføres helt korrekt, bliver angriberen ofte konfronteret med problemer, der kræver stor dygtighed at løse ved brættet. Men angriberen har en fordel, der ikke skal undervurderes: man kan gøre noget forkert uden altid at have fuldstændig forkælet det; så må man bare prøve igen. Imidlertid må man regne med 50-træk-reglen: hvis det ikke lykkes for den stærkere part at opnå mat eller tårngevinst inden for 50 træk, kan den anden part kræve remis.

Risikoen for remis.

Stilling 8:

(Sort i trækket fremtvinger remis gennem evig skak, pat eller dronninggevinst).

1…Tg7-h7+ 2.Kh1-g2 Th7-g7+ 3.Kg2-f3 Tg7-f7+. Den første forhindring for hvid: hvis kongen går til e-linjen, så følger 4…Te7 med remis. 4.Kf3-g4 Tf7-g7+ 5.Kg4-f5 Tg7-f7+ 6.Kf5-g6 Tf7-g7+. Den anden forhindring: 7.Kf6 besvares med 7…Tg6+! 8.Kxg6 og sort er pat. 7.Kg6-h6 Tg7-h7+! Endelig den tredje forhindring: 8.Kxh7 med pat. 8.Kh6-g6 Th7-h6+! 9.Kg6xh6 pat.

Stilling 9:

Johann Nepomuk Berger udledte 5 andre muligheder fra Ponzianis stilling:

Hvis hvids dronning er på f1, f2, f3 eller f4, foretager sort en simpel remis gennem evig skak på h7 og g7 eller gennem en dronningegevinst med Tf7.

I diagramstillingen er der også en træktvangsmulighed, nemlig Th6+, så snart den hvide konge er på g6.

Med dronningen på f5 fungerer denne remis-variant dog ikke: Hvid marcherer med sin konge til h6, hvorefter Th7+ fejler på grund af Dxh7.

Træktvangsstillinger

Hidtil har vi set tre stillinger, hvor parten med dronningen havde fremsat stærke trusler, som forsvareren ikke længere var i stand til at afværge tilstrækkeligt. Endnu vigtigere for behandlingen af ​​de sidste stillinger med dronning mod tårn er stillinger, hvor parten med dronningen ikke truer noget, men træktvang tvinger modstanderen til at svække sin stilling. Først og fremmest det klassiske eksempel fra Francois Andre Dani Philidor.

Nye træktvangsstillinger

Vi kan flytte stillingen i det forrige eksempel til venstre efter ønske og derefter få tilsvarende nye tvungne træktvangsstillinger, hvis behandling er identisk på mange punkter, men på ingen måde er parallel. Endelig, for at lette vores afhandling, navngiver vi stillingerne som følger:

Hvis kongerne er på f-linjen, taler vi om f-stillingen, hvis den hvide dronning er til venstre, så bliver den til venstre f-stilling, men hvis dronningen er til højre, er det den højre f-stilling. Det er imidlertid udtrykkeligt forstået, at det sorte tårn er til højre. Forrige eksempel er derfor en venstre g-stilling, og ovenstående stilling en højre f-stilling. Hvis tårnet derimod er til venstre, skal vi se på stillingen som et spejlbillede.

F.eks. Hvid: Ke5, Dc8 – Sort: Ke7, Td7. Spejlbilledet af dette er: Hvid: Kd5, Df8 – Sort: Kd7, Te7. Så her har vi spejlbilledet af den rigtige d-stilling. Vi kan nu foretage følgende generelle observationer om disse typer stillinger:

Det er uden for dette afsnits omfang at behandle alle disse stillinger separat. Vi vil her være tilfredse med en grundig bearbejdning af den højre c-stilling, mens den venstre c-stilling og den højre e-stilling, som vi allerede har nævnt, kommer senere.

Kryds en tårnlinje.

Hvis tårnpartiet forsøger at blokere fjendens konges vej ved at trække tårnet frem og tilbage på en lodret eller vandret linje, kan der opstå meget irriterende problemer for angriberen. At overvinde en tårnbarriere; Kongen og dronningen blokerer derefter alle felter i 5. række og driver dermed tårnet ud. Det sorte tårn forhindrer den hvide konge i at fortsætte, men dette er nødvendigt for at tvinge matter, for dronningen kan ikke opnå dette alene. Et meget vanskeligt problem, som ikke desto mindre kan løses systematisk, selvom det også medfører mange praktiske vanskeligheder, hvorfor vi ikke kan være tilfredse med en skematisk behandling.

Gentagelsesmetoden

Det er ikke ualmindeligt, at gevinstføringen får en vis regelmæssighed gennem forekomsten af ​​analoge stillinger, hvilket skyldes, at den ellers konstante stilling kun forskydes af en eller flere linjer eller rækker. En sådan gentagelse betyder generelt en betydelig forenkling af vores undersøgelser, da et stort antal varianter ikke skal analyseres igen og igen. Nedenfor er et eksempel: