Afsnit 4

I kampen om officerer mod hinanden uden en eneste bonde på brættet er det materielle forhold naturligvis det vigtigste. Rent positionsfaktorer er kun meget sjældent afgørende. Som tingene ser ud, kan dette kun forekomme i stillinger, der – mere eller mindre tilfældigt – muliggør den ene eller den anden taktiske gevinstfortsættelse. Med hensyn til de stillinger, hvor den ene side har en materiel fordel, skelner vi mellem to muligheder: Materiel overvægt med eller uden mat potentiale, dvs. om det overskydende materiale efter afbytningen af alle officerer hos den svagere part er nok til at fremtvinge mat mod modpartens konge alene. For eksempel, i slutspillet med tårn og løber mod tårn, har man en materiel overvægt uden mat potentiale, men i slutspillet mod to tårne ​​mod tårn har man materiel overvægt med mat potentiale. For at kunne bruge dette udtryk “mat potentiale” i tilfælde, hvor begge dele har ulige materialer, vurderer vi de eksisterende officerer efter en fælles forståelse i en let officer (springer eller løber) som følger: en dronning = 3 lette officerer, et tårn = 1½ lette officerer.

Hvis den materielle overvægt er større end en let officer, anser vi det for at være en materiel overvægt af 2 springere. Ifølge vores beregning udgør disse to officerer en materiel overvægt med mat potentiale (mere end en officer i overvægt), men på den anden side er det en materiel overvægt uden mat potentiale, da man ikke kan fremtvinge mat med to springere. Her lærer undersøgelsen os, at en sådan overvægt kan have mat potentiale, hvis der stadig er flere officerer, da den svagere part generelt ikke har mulighed for at nedsænke overskydende materiale. Vi vil derfor holde fast i vores beregning og med rette inkludere materiel overvægt af to springere i gruppen af ​​slutspil med mat potentiale.

Vores grundlæggende klassificering af officerers kamp mod hinanden, uden bønder, er nu:

Slutspillene i gruppe a) ender næsten altid remis, og slutspillene i gruppe b) vindes generelt af den stærkere part.

At det vil være vores hovedopgave at påpege undtagelsestilfældene – de normale sager giver lidt materiale til undersøgelser – vi vil komme ind på undersøgelsessammensætningen i dette afsnit mere end ellers er nødvendigt. Dette gælder især slutspil, hvor en af ​​officeren langt overstiger den anden med hensyn til sårbarhed og dermed er kombinatoriske vendinger mulige, fx når dronningen kæmper mod to tårne ​​eller tre lette officerer.

Men vi vil nævne, at udtrykkene “undersøgelse” og “praktisk slutspilsproblem” divergerer langt mindre, end man generelt burde tro. Værdien af ​​en undersøgelse er i de fleste tilfælde, at den ene eller den anden slutspilsstilling er blevet udarbejdet præcist, så opgaven bliver klar efter så små ændringer. Forbindelsen mellem studiet af slutspillet og det praktiske spil er særligt godt illustreret i partiet Michell-Lilienthal, Hastings 1934/35 (Afsnit 3, V), der efter en række egentlige træk smelter sammen til en komposition af Troitzky.

De vigtigste og sværeste er slutspillene i gruppe c), da materiel overvægt uden mat potentiale kun kan komme til sin ret i forbindelse med positionsfaktorer. Tilstedeværelsen af ​​en eller flere ekstra officerer giver mulighed for enten at spille på mat eller for at tvinge yderligere materiel gevinst. I de fleste tilfælde er det nødvendigt, at kongen af ​​den svagere part er placeret ugunstigt, det vil sige at stå på randen eller i hjørnet.

I alle sådanne slutspil er mange ændringer mulige ved at tilføje materiale, så det er nødvendigt at afgrænse feltet for disse slutspil og de teoretiske slutspil generelt noget mere præcist.

Grænserne for det teoretiske slutspil:

Ved klassificeringen af ​​slutspillene (i Afsnit 1) blev det påpeget, at det er sædvanligt at tilføje følgende grupper af stillinger til slutspillene:

I dette afsnit, men for det teoretiske slutspil generelt, ønsker vi at trække grænserne lidt tættere på følgende måde:

Vi opdeler dette hovedafsnit som følger:

I overensstemmelse med inddelingen givet i indledningen inkluderer vi disse slutspil i denne gruppe, hvor den ene side har en materiel overvægt, der er større end en let officer. Så dette kan enten være: 1½ let officer (= 1 tårn), 2 lette officerer osv. Hvis man undersøger de forskellige muligheder, synes følgende slutspillegrupper ikke at forårsage nogen vanskeligheder af nogen betydning:

Efter at have lukket de simple sager, der er anført under A) og B), kommer vi til følgende klassifikation for dette hovedafsnit:

Forenkling gennem udveksling:

Stilling 7:

Inden vi går videre til behandlingen af ​​disse slutspil, giver vi her det tidligere annoncerede eksempel på et slutspil med to tårne ​​mod et tårn, hvor afbytningen kun kan gøres mulig ved en lille kombination.

I dette eksempel, en af ​​de ældste kompositioner (den findes allerede i den tyrkiske skakbog af Firdewsi 1501), har vi den samme situation som i stilling 2.

Med den dobbelte trussel fra Th8-mat og Kxc5 er et af hvids tårne tilsyneladende tabt, og sort ville dermed opnå remis. Men der er stadig en anden måde for hvid at hævde sin fordel:

1.Tc5-h5! Th2xh5 2.Ta8-a6+ Kd6-e5 3.Ta6-a5+ Ke5-f4 4.Ta5xh5 og vinder. Et klassisk eksempel.

Bemærk, at sort stadig ville få en remis i stilling 7, hvis hans tårn var på g-linjen, f.eks. på g2.

Hvis den forsvarende konge er i et hjørne, er det tilrådeligt – medmindre du kan tvinge mat direkte – ikke at fratage kongen alle trækmuligheder for at eliminere pat-vendinger. Kling og Horwitz offentliggjorde en række sådanne pat-vendinger i 1851, hvoraf nedenstående diagramstilling, er et eksempel derpå.

Stilling 10

Hvis den forsvarende konge ikke har nogle trækmuligheder, betyder det at man skal undgå pat: her er hvid i trækket:

1.Td2 Le4. (Eller 1…Kxd2 pat.) 2.Tc2+! og remis, enten ved pat, hvis tårnet slås eller ved at vinde springeren, hvis sort spiller 2…Kd1.
Kling og Horwitz satte tårnet i diagramstillingen på d6 i stedet for d8, i det mindste en mindre uprøvet position, fordi spørgsmålet straks opstår om hvilket træk sort kunne have foretaget sidst. Tårnet var allerede i slag, men kunne ikke tages på grund af pat. I det praktiske spil ville dette have været en advarsel, som følgende let kunne have taget i betragtning.

Denne materielle overvægt er mere eller mindre problematisk og vil generelt ikke føre til gevinst. Den svagere part kan konstant arbejde med truslen om at “bytte” tårnet mod løberen og dermed holde remis, fordi to springere ikke har noget mat-potentiale. Hvis angriberen ønsker at parere denne trussel om remis – hvilket i sig selv ikke kan være svært – skal han foretage defensive træk, som han ikke kommer videre med. Den gevinst, der kan opnås enten ved mat eller ved at vinde tårnet mod en springer, er derfor en af ​​undtagelserne. I rækken af ​​disse undtagelser er chancen for en “afbytningen” af en springer mod tårnet større end chancen for at tvinge mat. H. Rinck offentliggjorde tredive eksempler på gevinstmulighederne gennem tårngevinst i “Lastrategy” 1920. Vi lader to af dem følge her:

Der er ikke noget at gøre med to springere alene, men hvis der er andre tilsvarende officerer på begge sider, kommer overvægten på to springere til sin ret. Med kongen midt mellem de to springere, beskytter de kongen mod angreb og går langsomt frem mod fjendens konge, hvorved den tredje og muligvis også den fjerde officer, der handler fra større afstand, midlertidigt indtager en mere vent-og-se-holdning. Så snart den forsvarende konge er blevet presset ud til randen, begynder selve mat-angrebet, hvilket hurtigt vil føre til succes.

Den svagere part må forsøge at nå slutspillet konge og to springere mod kongen alene, men udsigten til en sådan forenkling, hvis modstanderen ikke laver fejl, er ekstremt tynd. At tvinge en afbytning gør det altid nødvendigt for den ene officer at angribe den anden og om nødvendigt fortsætte disse angreb. Dette er let, hvis den angribende officer er stærkere end det angrebne afbytningsobjekt (sammenlign 2C: løber og to springere mod et tårn, hvor løberen udsættes for tårnets angreb). Men hvis der er to lige store officerer, støder den netop beskrevne metode på uoverstigelige vanskeligheder, da angrebsofficeren skal dækkes, hvilket kun kan udføres af kongen i de pågældende slutspil. Konsekvenserne af denne viden er indlysende: selv en enkelt afbytningstrussel er et problem for forsvareren, mens konstant forfølgelse af modstanderen med afbytningstrusler er fuldstændig udelukket.

Nedenfor er en kort oversigt over disse meget sjældne slutspil.