Stormestrenes spillestil

I de fleste stillinger kan man finde forskellige gode træk, udpønske diverse planer samt overveje flere muligheder. Valget af et bestemt træk må derfor støtte sig til subjektive overvejelser. Selv når der foreligger soleklare kendetegn, og når den foreskrevne strategi er oplagt, har man som regel ved hvert træk valget mellem forskellige, mere eller mindre lige gode varianter. En objektiv (teoretisk) god fortsættelse kan subjektivt (praktisk) være mindre heldig eller omvendt. Enhver skakspiller har sine individuelle anlæg, som i øvrigt er underkastet visse svingninger, der blandt andet afhænger af den pågældendes kondition.

Når valget skal træffes mellem forskellige fortsættelser, der ifølge almene skaktekniske betragtninger er lige gode, må skakspilleren spørge sig selv, hvad der harmonerer bedst med hans spillestil. Svaret må baseres på vedkommendes selvkritik, og det er ikke noget, man kan læse sig til. Vi begår alle sammen fejl; men den, der bedst formår at bedømme sine evner i specielle situationer, har også mulighed for at undvige stillinger, som ikke passer i hans kram. Herved vil han i det lange løb gøre færre fejl end en modstander, der spiller rent objektivt og som følge deraf ofte konfronteres med problemer, som han rent subjektivt ikke kan mestre.

Skønt det ligger i sagens natur, at det ikke er muligt at skrive en lærebog om spillestilen, så er det af stor betydning at undersøge andres karakteristiske partier, derfor kigger vi nu på en række stormestres partier, der kan bibringe nybegynderen en idé om de forskellige måder at spille på. Der bringes en del berømte navne fra for- og nutid og forsyner et af deres partier med en kortfattet karakteristisk af den pågældendes spillestil. Udvalget er gjort så typisk som muligt, hvorfor man ikke skal forvente lutter skønhedspartier eller pragtfulde kombinationer.

Skakkongres, New York 1857

Ved denne turnering dukkede en ung, kun 20-årig ukendt spiller op og fejede alle sine modstandere ud af brættet. Det var Paul James Morphy…