Paul Keres (1916-1975)
Den russiske stormester var ikke alene i sin ungdom en fantasirig kombinationsspiller, det var han hele sin karriere. Forskellen består i, at hans ungdommelige temperament ofte var stærkere end hans teknisk kunnen, hvorfor hans kombinationer ikke altid var skudsikre. Keres har i sin modne alder udviklet sig til en perfekt kender af åbningsteorien og til en positionsspiller af format. Da han tillige er en fremragende slutspilstekniker, må han siges at have noget nær den ideelle stil. Keres mener selv, at det kombinatoriske ligger bedst for ham. Han er, takket være øvelsen fra korrespondancespil, en mester i at fremkalde komplikationer.
I disse partier forsøger han altid at komplicere stillingen, og det gælder allerede i åbningsfasen. Erfaringen har dog lært ham, at de små positionelle fordele i det lange løb giver mere bonus, end for enhver pris at ville angribe. Han regnes af mange for den stærkeste skakspiller, der aldrig opnåede en match om verdensmesterskabet. Ifølge senere udregnede ranglister var han konstant i top ti i årene 1936-1965.