Afsnit 4

4: Officerer mod officerer

I kampen om officerer mod hinanden uden en eneste bonde på brættet er det materielle forhold naturligvis det vigtigste. Rent positionsfaktorer er kun meget sjældent afgørende. Som tingene ser ud, kan dette kun forekomme i stillinger, der – mere eller mindre tilfældigt – muliggør den ene eller den anden taktiske gevinstfortsættelse. Med hensyn til de stillinger, hvor den ene side har en materiel fordel, skelner vi mellem to muligheder: Materiel overvægt med eller uden mat potentiale, dvs. om det overskydende materiale efter afbytningen af alle officerer hos den svagere part er nok til at fremtvinge mat mod modpartens konge alene. For eksempel, i slutspillet med tårn og løber mod tårn, har man en materiel overvægt uden mat potentiale, men i slutspillet mod to tårne ​​mod tårn har man materiel overvægt med mat potentiale. For at kunne bruge dette udtryk “mat potentiale” i tilfælde, hvor begge dele har ulige materialer, vurderer vi de eksisterende officerer efter en fælles forståelse i en let officer (springer eller løber) som følger: en dronning = 3 lette officerer, et tårn = 1½ lette officerer.

Hvis den materielle overvægt er større end en let officer, anser vi det for at være en materiel overvægt af 2 springere. Ifølge vores beregning udgør disse to officerer en materiel overvægt med mat potentiale (mere end en officer i overvægt), men på den anden side er det en materiel overvægt uden mat potentiale, da man ikke kan fremtvinge mat med to springere. Her lærer undersøgelsen os, at en sådan overvægt kan have mat potentiale, hvis der stadig er flere officerer, da den svagere part generelt ikke har mulighed for at nedsænke overskydende materiale. Vi vil derfor holde fast i vores beregning og med rette inkludere materiel overvægt af to springere i gruppen af ​​slutspil med mat potentiale.

Vores grundlæggende klassificering af officerers kamp mod hinanden, uden bønder, er nu:

  • a) Materiel ligevægt (Afsnit 4, hoved sektion 1)

  • b) Materiel overvægt med mat potentiale (Afsnit 4, hoved sektion 2)

  • c) Materiel overvægt uden mat potentiale (Afsnit 5, hoved sektion 3, 4, 5 og 6)

Slutspillene i gruppe a) ender næsten altid remis, og slutspillene i gruppe b) vindes generelt af den stærkere part.

At det vil være vores hovedopgave at påpege undtagelsestilfældene – de normale sager giver lidt materiale til undersøgelser – vi vil komme ind på undersøgelsessammensætningen i dette afsnit mere end ellers er nødvendigt. Dette gælder især slutspil, hvor en af ​​officeren langt overstiger den anden med hensyn til sårbarhed og dermed er kombinatoriske vendinger mulige, fx når dronningen kæmper mod to tårne ​​eller tre lette officerer.

Men vi vil nævne, at udtrykkene “undersøgelse” og “praktisk slutspilsproblem” divergerer langt mindre, end man generelt burde tro. Værdien af ​​en undersøgelse er i de fleste tilfælde, at den ene eller den anden slutspilsstilling er blevet udarbejdet præcist, så opgaven bliver klar efter så små ændringer. Forbindelsen mellem studiet af slutspillet og det praktiske spil er særligt godt illustreret i partiet Michell-Lilienthal, Hastings 1934/35 (Afsnit 3, V), der efter en række egentlige træk smelter sammen til en komposition af Troitzky.

De vigtigste og sværeste er slutspillene i gruppe c), da materiel overvægt uden mat potentiale kun kan komme til sin ret i forbindelse med positionsfaktorer. Tilstedeværelsen af ​​en eller flere ekstra officerer giver mulighed for enten at spille på mat eller for at tvinge yderligere materiel gevinst. I de fleste tilfælde er det nødvendigt, at kongen af ​​den svagere part er placeret ugunstigt, det vil sige at stå på randen eller i hjørnet.

I alle sådanne slutspil er mange ændringer mulige ved at tilføje materiale, så det er nødvendigt at afgrænse feltet for disse slutspil og de teoretiske slutspil generelt noget mere præcist.

Grænserne for det teoretiske slutspil:

Ved klassificeringen af ​​slutspillene (i Afsnit 1) blev det påpeget, at det er sædvanligt at tilføje følgende grupper af stillinger til slutspillene:

  • a) alle stillinger, hvor dronningen er fraværende på begge sider;

  • b) de stillinger, hvor der højst er en dronning og et tårn, løber eller springer med bønder på hver side.

I dette afsnit, men for det teoretiske slutspil generelt, ønsker vi at trække grænserne lidt tættere på følgende måde:

  • 1: den stærkere part kan højst have en dronning og et tårn (to tårne ​​eller tre lette officerer svarer til dronningen);

  • 2: den svagere part må højst have dronningen eller den tilsvarende værdi (to tårne ​​eller tre lette officerer);

  • 3: I tilfælde af materiel ligevægt må ingen af ​​de to parter have flere officerer end dronningen eller dens tilsvarende.

Vi opdeler dette hovedafsnit som følger:

Materiel overvægt med mat potentiale

I overensstemmelse med inddelingen givet i indledningen inkluderer vi disse slutspil i denne gruppe, hvor den ene side har en materiel overvægt, der er større end en let officer. Så dette kan enten være: 1½ let officer (= 1 tårn), 2 lette officerer osv. Hvis man undersøger de forskellige muligheder, synes følgende slutspillegrupper ikke at forårsage nogen vanskeligheder af nogen betydning:

  • A) Slutspil, hvor den materielle overvægt med mat potentiale kan komme til sin ret ved blot at bytte de andre brikker. Med andre ord: slutspil, som kan forenkles ved at udveksle fjendens konges matføring med dronning, tårn, 2 løber eller løber og springer (se Afsnit 1). Vi ønsker ikke at beskæftige os især med disse slutspil, men nøjes med at give et enkelt eksempel, hvor udførelsen af ​​afbytningerne er forbundet med en lille finesse (se Diagramstilling 7).

  • B) Slutspil, hvor den materielle overvægt er større end minimum 1½ let officer, f.eks. Dronning mod løber (her er der materielle overvægt mindst to lette officerer). I disse tilfælde kræver kun slutspil, hvor den stærkere part har to springere mere, særlig behandling.

Efter at have lukket de simple sager, der er anført under A) og B), kommer vi til følgende klassifikation for dette hovedafsnit:

  • 2A: Dronning mod tårn

  • 2B: To løbere og springer mod et tårn

  • 2C: To springere og løber mod tårn

  • 2D: Overvægten af ​​to springere, når der er andre lette officerer.

Forenkling gennem udveksling:

Stilling 7:

Forenkling af en finesse; hvid i trækket vinder:

Inden vi går videre til behandlingen af ​​disse slutspil, giver vi her det tidligere annoncerede eksempel på et slutspil med to tårne ​​mod et tårn, hvor afbytningen kun kan gøres mulig ved en lille kombination.

I dette eksempel, en af ​​de ældste kompositioner (den findes allerede i den tyrkiske skakbog af Firdewsi 1501), har vi den samme situation som i stilling 2.

Med den dobbelte trussel fra Th8-mat og Kxc5 er et af hvids tårne tilsyneladende tabt, og sort ville dermed opnå remis. Men der er stadig en anden måde for hvid at hævde sin fordel:

1.Tc5-h5! Th2xh5 2.Ta8-a6+ Kd6-e5 3.Ta6-a5+ Ke5-f4 4.Ta5xh5 og vinder. Et klassisk eksempel.

Bemærk, at sort stadig ville få en remis i stilling 7, hvis hans tårn var på g-linjen, f.eks. på g2.