Afsnit 5

Efter at vi har behandlet “Materiel ligevægt” og “Materiel overvægt med mat-potentiale” i Afsnit 4, er her slutspillene, der er kendetegnet ved den materielle overvægt uden mat-potentiale.

Frem for alt vil vi gerne minde om vores “konverteringsrater” for at kunne skelne sagerne med mat-potentiale fra dem uden mat-potentiale. Grundlaget for denne omdannelse er: Dronning = to tårne ​​= tre lette officerer, hvorfra det uden videre kan konkluderes, at tårnet er halvanden let officer værd.

Vi betragter nu den materielle overvægt uden mat-potentiale som en materiel overvægtig på højst en let officer, så vi kun får to muligheder:

I a) er det vigtigt at afgøre, om den stærkere part har en ekstra let officer (direkte overvægt) eller har materiale af større værdi (indirekte overvægtig). Det er også vigtigt, om den materielle overvægt består af en løber eller en springer.

I slutspillene b) er den materielle overvægt bestemt en indirekte, men også her skal vi overveje forskellige værdirelationer, nemlig forskellen mellem tårn og løber eller springer og forskellen mellem to lette officerer og tårn. I begge tilfælde er den materielle overvægt en halv officer, så vi holder os til udtrykket “kvalitet”. Vi minder ligeledes også om den forklaring, vi gav i indledningen til Afsnit 4 om udtrykket “teoretisk slutspil”. Dette koncept er, at den stærkere part ikke skal have mere materiale end dronningen (eller dens tilsvarende) plus tårn. Ved at trække en sådan grænse er vores undersøgelse begrænset til de sager, der er genstand for en mere præcis analyse.

På grundlag af ovenstående forklaringer kommer vi til følgende klassifikation for dette afsnit:

Som nævnt i indledningen til dette afsnit kan flere ejerskaber af kvalitet have forskellige former. Der er i det væsentlige fire “hoved” muligheder, så det er de muligheder, hvor en udveksling er udelukket på grund af tilstedeværelsen af ​​de samme officerer, og hver ændring i antallet af deltagende officerer må nødvendigvis resultere i en ændring i magtbalancen. Disse sager er:

Ved at tilføje materiale af samme værdi til hver side, det vil sige skabe muligheder for udveksling, kan vi udvide disse “vigtigste” sager efter behag. Af disse kombinerede muligheder vil vi dog kun behandle dem, hvor forsvareren højst har det materiale, der er en dronning værd. Så med dette får vi:

Da den lette officer med disse forskellige muligheder både kan være en løber og en springer, får vi igen en hel række variationer som en afledning. Inden vi begynder at håndtere disse slutspil, så lad os tage et generelt kig på dem. I slutspillet uden bønder er kvalitet normalt ikke afgørende. Der er selvfølgelig undtagelser, men antallet af disse undtagelser er ikke det samme i alle tilfælde. Det er af stor betydning, om kun den ene side har en tung officer, eller om en tung officer er tilgængelig på begge sider.

Følgende oversigt viser os, hvilken indflydelse tilstedeværelsen af ​​tunge officerer har på vurderingen af ​​chancerne:

Under alle omstændigheder er gevinstmuligheder altid blandt undtagelserne. Når vi behandler disse slutspil, bemærker vi forskellen mellem “hoved”-sager og kombinerede “hovedsager” og kommer således til følgende opdeling:

Vi nævner også, at i slutspillene i dette hovedafsnit kan den materielt svagere side (som derfor er en mindre kvalitet) vinde i særlige tilfælde. Vi vil dog ikke gå nærmere ind på disse teoretiske gevinstmuligheder.

Vi behandler disse slutspil i en anden rækkefølge end 6A og diskuterer først de tilfælde, hvor der er mest materiale involveret. Vi starter med:

6B: Tårn og to løbere mod to tårne: eller  6B: Tårn, løber og springer mod to tårne:

Det er remisslutspil. Bemærk, at forsvarerens job er meget lettere, når der er to tårne ​​i stedet for dronningen. Der er ikke kun den store mulighed for at bytte det angribende tårn, men man har også den konstante mulighed for at komme til slutspillet tårn og løber eller springer mod tårn ved at ofre kvalitet (tårn mod løber eller tårn mod springer). Til anvendelse af dette middel skal det rigtige tidspunkt imidlertid vælges; så vent ikke til forsvarerens konge er blevet henvist til randen!

6B: Tårn og to springere mod to tårne:

Remis ved “jagtstrategi” på angriberens tårn, hvor vi mener tårnet for den stærkere part.

6B: Tårn og to løbere mod to løbere og to springere: eller 6B: Tårn, løber og springer mod to løbere og springere: eller 6B: Tårn og to springere mod to løbere og springere:

Vi må også betragte disse tre muligheder som remis. Forsvarerens job er naturligvis lettest mod to springere. Udvekslingen af ​​en let officer fører til en anden gruppe af vores kombinerede hovedsager, mens udvekslingen af ​​to lette officerer fører til det allerede diskuterede slutspil om tårn mod løber eller springer.

6B: Tårn og to løbere mod to springere og løbere: eller 6B: Tårn, løber og springer mod to springere og løbere: (løbere af samme eller anden farve) eller 6B: Tårn og to springere mod to springere og løbere:

Af disse tre muligheder er den første den farligste for forsvareren, da to løbere mod to springere altid er et skarpt våben. Det er svært at forhindre tårnet og dets to løbere i at virke på afstand. Hvis for eksempel de forsvarende brikker er samlet i zonen på hjørnefeltet h8, mens tårnet er på a7, og de angribende løbere arbejder fra området omkring a1, kan situationen for forsvareren blive kritisk. Men når forsvarerens brikker, især springerne, er i centrum, er de brikker, der virker på afstand, ikke længere overlegne. Generelt ligger faren for forsvareren i, at springerne konstant er udsat for trældom og trusler om udveksling, hvorved angriberen kan bestemme hændelsesforløbet uforstyrret med hensyn til en mulig overgang til andre slutspil i denne gruppe. Alt i alt har angriberen en god chance for at vinde med to løbere, men kun meget lave gevinstchancer i de andre tilfælde.

6B: To tårne ​​mod tårn og løber:

Bortset fra tilfældige taktiske muligheder, som ikke skal betragtes som karakteristiske, må dette slutspil altid være remis. Hvis forsvaret er godt, har den stærkere part ingen chance for at opstille sig på en sådan måde, at tårnet vinder mod løber.

Dette er også et remisslutspil. J. Berger giver et exceptionelt tilfælde i sit slutspilsværk, hvor kvaliteten er afgørende. Vi ville ikke gå ind på denne undersøgelse, komponeret i 1889, hvis forfatterens løsning efter 50 år af den russiske N. Kopajew ikke blev modbevist og erstattet af en ny løsning. Kopajews analyse optrådte i det russiske skakblad “64” og senere også i det hollandske ugeblad “De Schaakwereld”. Vi følger her med de vigtigste detaljer i denne analyse. Hvid vinder: et eksempel fra Berger, 1889, forbedret af N. Kopajew 1939. De sorte brikker er i en meget dårlig position, og Bergers løsning er, at Sb6 er bundet af de to hvide tårne, hvilket enten fører til tab af materiale eller mat. Forfatterens løsning er: