Afsnit 5

Efter at vi har behandlet “Materiel ligevægt” og “Materiel overvægt med mat-potentiale” i Afsnit 4, er her slutspillene, der er kendetegnet ved den materielle overvægt uden mat-potentiale.

Frem for alt vil vi gerne minde om vores “konverteringsrater” for at kunne skelne sagerne med mat-potentiale fra dem uden mat-potentiale. Grundlaget for denne omdannelse er: Dronning = to tårne ​​= tre lette officerer, hvorfra det uden videre kan konkluderes, at tårnet er halvanden let officer værd.

Vi betragter nu den materielle overvægt uden mat-potentiale som en materiel overvægtig på højst en let officer, så vi kun får to muligheder:

I a) er det vigtigt at afgøre, om den stærkere part har en ekstra let officer (direkte overvægt) eller har materiale af større værdi (indirekte overvægtig). Det er også vigtigt, om den materielle overvægt består af en løber eller en springer.

I slutspillene b) er den materielle overvægt bestemt en indirekte, men også her skal vi overveje forskellige værdirelationer, nemlig forskellen mellem tårn og løber eller springer og forskellen mellem to lette officerer og tårn. I begge tilfælde er den materielle overvægt en halv officer, så vi holder os til udtrykket “kvalitet”. Vi minder ligeledes også om den forklaring, vi gav i indledningen til Afsnit 4 om udtrykket “teoretisk slutspil”. Dette koncept er, at den stærkere part ikke skal have mere materiale end dronningen (eller dens tilsvarende) plus tårn. Ved at trække en sådan grænse er vores undersøgelse begrænset til de sager, der er genstand for en mere præcis analyse.

På grundlag af ovenstående forklaringer kommer vi til følgende klassifikation for dette afsnit:

Som nævnt i indledningen til dette afsnit kan flere ejerskaber af kvalitet have forskellige former. Der er i det væsentlige fire “hoved” muligheder, så det er de muligheder, hvor en udveksling er udelukket på grund af tilstedeværelsen af ​​de samme officerer, og hver ændring i antallet af deltagende officerer må nødvendigvis resultere i en ændring i magtbalancen. Disse sager er:

Ved at tilføje materiale af samme værdi til hver side, det vil sige skabe muligheder for udveksling, kan vi udvide disse “vigtigste” sager efter behag. Af disse kombinerede muligheder vil vi dog kun behandle dem, hvor forsvareren højst har det materiale, der er en dronning værd. Så med dette får vi:

Da den lette officer med disse forskellige muligheder både kan være en løber og en springer, får vi igen en hel række variationer som en afledning. Inden vi begynder at håndtere disse slutspil, så lad os tage et generelt kig på dem. I slutspillet uden bønder er kvalitet normalt ikke afgørende. Der er selvfølgelig undtagelser, men antallet af disse undtagelser er ikke det samme i alle tilfælde. Det er af stor betydning, om kun den ene side har en tung officer, eller om en tung officer er tilgængelig på begge sider.

Følgende oversigt viser os, hvilken indflydelse tilstedeværelsen af ​​tunge officerer har på vurderingen af ​​chancerne:

Under alle omstændigheder er gevinstmuligheder altid blandt undtagelserne. Når vi behandler disse slutspil, bemærker vi forskellen mellem “hoved”-sager og kombinerede “hovedsager” og kommer således til følgende opdeling:

Vi nævner også, at i slutspillene i dette hovedafsnit kan den materielt svagere side (som derfor er en mindre kvalitet) vinde i særlige tilfælde. Vi vil dog ikke gå nærmere ind på disse teoretiske gevinstmuligheder.

Dette slutspil giver den stærkeste part meget gode chance for at vinde. F. Amelung går endda så langt som til at betragte forsvaret som håbløst, men denne opfattelse synes ikke at være korrekt. Som i det netop diskuterede slutspil med tårn og løber mod springere og ulige farvede løbere, foretager Berger en sammenligning med det tilsvarende slutspil, hvor tårnet og løberen erstattes af dronningen. Berger kommer til den konklusion, at chancerne for at vinde i slutspillet tårn og løber mod to springere er større end i slutspillet dronning mod to springere.

Det vigtigste er, at angriberen har to officerer, der virker på afstand mod springerne, der kun handler på kort afstand. Muligheden for et dobbelt angreb på en af ​​de to springere forhindrer forsvareren i at opbygge en solid stilling. Dette er en væsentlig forskel for dronningens kamp mod to springere på den ene side og kampen for tårnet og løberen mod to springere på den anden side.

Diagramstilling 23:

Berger har inkluderet en af ​​de vanskeligste undersøgelser af F. Amelung i sit slutspilsarbejde (vores diagramstilling 23) og givet det betydelige tilføjelser og forbedringer. Vi lader denne undersøgelse følge, men nævner, at arbejdet med forfatterens løsning rejser betydelig tvivl om muligheden for virkelig at forklare en sådan holdning fuldstændigt uden at miste opgaven med at analysere et generelt værk om slutspillet. På trods af Bergers tilføjelser er forfatterens løsning på ingen måde komplet; den efterlader forskellige væsentlige spørgsmål ubesvarede og er endda baseret på en fejl.

Vi talte allerede om den gensidige dækning af springerne, som i sandhed må ses som en slags “selvbeherskelse”, da vi behandlede slutspillet med dronning mod to springere (se eksemplet, Springerne står forkert).

Denne springerstilling var resultatet af et forkert forsvar der; men her kan det ske, at forsvareren er nødt til at bruge denne selvbeherskelse af springerne, fordi springerne konstant er udsat for de to fjendtlige officerers dobbelte angreb og dermed ikke kan indtage en solid stilling.

En generel betragtning af diagramstilling 23 lærer os følgende: Sort kan ikke let fortryde denne selvbeherskelse af springeren og er i fare for at miste en officer. Som det mest afgørende forsvarsmiddel har det et angreb på det hvide tårn. Det er også meget vigtigt, at hans konge beskytter Sf3. Dette gør det muligt for Sd4 at trække, så snart det hvide tårn opgiver angrebet på f3. Hvid ville nu let vinde, hvis han kunne placere sit tårn på en sådan måde, at han ikke kunne blive angrebet af en sort springer og også afskære den sorte konge fra forsiden af ​​Sf3, mens han bevarede de to springers selvklæbning. Truslen Lxd4 kunne derefter ikke længere pareres, selvom løberen ikke længere var på e3, og hvid skulle miste et træk for at angribe Sd4 igen med løberen. For eksempel, hvis vi flytter den sorte konge til h3, h4 eller h5, tårnet til g8 og løberen til f4, så kan sort ikke længere parere truslen Lf4-e3xd4, selvom det er sort i trækket. Bemærk, at g8 er det eneste felt på g-linjen, hvor tårnet er helt sikkert, det eneste felt, der fratager sort muligheden for at parere den førnævnte trussel ved at modangribe tårnet.

Vanskeligheden ved at vinde ligger i, at hvid ikke let kan ændre sin stilling, som forklaret ovenfor. Hans tårn har for lidt bevægelsesfrihed og kan kun komme til g8 via en omvej, hvorved sort kunne bryde springernes selvbeherskelse. Amelung og Berger viser nu med et stort netværk af varianter, at denne løft af selvbeherskelse ikke fører til det ønskede resultat, da de sorte brikker også er spredt, hvilket hurtigt fører til tab af en springer. Forfatterens løsning på diagramstilling 23 er:

Også her er kvalitet meget mindre vigtig end i forbindelse med en løber, og muligheder for at vinde findes kun sjældent. En sådan undtagelse følger her. Undersøgelse af J. Berger fra “De Maasbode” 1920; Hvid i trækket vinder. Forsvarerens brikker er i en meget ugunstig position, nemlig i hjørnezonen af ​​løberens farve. Derfor kan hvid muligvis starte en springer-afbytning for at opnå en vindende stilling med tårn mod løber. Løsningen er:

Udsigterne her er nogenlunde de samme som for tårn og springer mod løber og springer. I princippet er to springere gunstigere for forsvareren end løberen og springer, da chancen for at bytte den angribende springer på det rigtige tidspunkt er større her. Denne fordel annulleres ved, at forsvarsspilleren ikke har en officer, der kan arbejde på lang afstand. Ikke desto mindre er gevinstudsigterne under alle omstændigheder kun meget tynde. Følgende er et nydeligt eksempel fra den virkelige verden. Fra partiet Flohr-Mieses, Bournemouth 1939; Hvid vinder. Sort i trækket. Det er klart, at denne stilling er meget ufordelagtig for sort; hans konge står så dårligt som muligt, og springerne står på en sådan måde, at de udsættes for konstante angreb fra fjendens brikker, primært den hvide konge. Der fulgte