Emanuel Lasker som forsvarer

Forskellige af Dr. Emanuel Lasker’s samtidige beskyldte ham for hekseri. Andre sagde i fuldt alvor, at han hypnotiserede sine modstandere. De fleste troede dog ikke herpå; men alle var rørende enige om, at Lasker var heldig. Lasker havde i den grad lykken med sig, at han ofte vandt i dårlige stillinger. Der kunne nævnes mange eksempler: Over for denne mester havde Lasker vundet, skønt modstanderen længe havde stået til gevinst, og Lasker var sluppet godt fra mødet med hin mester, til trods for at den sidste næsten havde haft spillet i sin hule hånd.

I dag kan det slås fast, at de fleste af Lasker’s samtidige ikke forstod hans storhed, og det kniber såmænd også tit for den nuværende generation. Det er sikkert, at disse hans succeser for en væsentlig del skyldtes hans forsvarsteknik.

Steinitz gik først og fremmest ud fra begivenhederne på brættet, men Lasker gik et skridt videre – om man vil et skridt til siden. Lasker’s udgangspunkt var kampens filosofi. Han forsøgte at tvinge modparten til kamp. Allerede ved sin karrierers begyndelse opdagede han, at kamp bedst kan fremtvinges ved provokerende træk. Med andre ord træk, der havde til hensigt at pirre modstanderen og forlede ham til at spille på gevinst, således at modparten indlod sig på trængt taget risikable planer. Lasker studerede omhyggeligt sine modstandere, og han havde en vis evne til at få dem til at tro, at de stod bedre end virkeligt var. Hvis en mester f.eks. stolede blindt på løberparrets styrke, ja så fik han lov til at more sig med sine to løbere. Vedkommende kunne i så tilfælde let overvurdere sin stilling, hvorfor han undgik remisstillinger; men enden på legen blev som regel, at Lasker’s jernstærke spil sejrede. En sådan stil bliver let en vandring langs afgrunden; men det var netop Lasker’s mening, og det forklarer også, hvorfor han i følge sine samtidige var så pokkers heldig.

Lasker har ikke dannet skole, hans specielle stil var den stærkestes stil. Lasker vandt simpelthen, fordi han var langt stærkere end sine samtidige. Selv den stærkeste kan dog ikke vinde hele tiden, og navnlig ikke hvis modstanderen ikke løber nogen som helst risiko. Lasker var derfor ude på både at tirre modparten og sig selv; modparten ved frivilligt at give ham de bedste chancer eller ved at bilde ham ind, at han havde dem, og sig selv ved at blive konfronteret med truende stillinger, der tvang ham til kamp til det yderste.

Nu er det på tide at bringe eksemplerne.

En ovenud frodig voksende urskov af skarpsindige og overraskende vendinger udfolder sig i sin fulde pragt i slutspillet: Tårn og lette officerer mod hinanden. Kun en spiller, der både mestrer positions- og kombinationsspil, kan som regel gøre sig håb om at finde ud af de vildnis, som sådanne slutspil byder på, og hvor kun de mest enkle situationer er tilgængelige for analyse.