Forsvaret
Under omtalen af positionsspillet har vi benyttet forskellige kendetegn, der navnlig beroede på bondestillingen. Kombinationsspillet kan derimod inddeles ved hjælp af mere eller mindre kendte standardangreb mod den fjendtlige konge. Sådanne retningslinjer savnes imidlertid helt, når det drejer sig om at behandle forsvaret. Det karakteristiske ved forsvaret er naturligvis, at en af spillerne befinder sig i en farlig situation, og dette kan finde sted i en hvilken som helst stilling, ganske uanset de positionelle eller materielle forhold. Hidtil har vi stået bag den spiller, der stod bedst, og undersøgt, hvorledes han bedst kunne vinde. Dersom dette ikke lykkedes for ham, har vi angivet bedre metoder.
Her vil vi anbringe os ved den modsatte side, altså hos den spiller, der er kommet på glatis. Det er klart, at det er langt sværere at føre et heldigt forsvar end at trumfe et angreb igennem. Forsvarerens mindste fejl kan være højst uheldige, hvorimod en fejl i angrebets føring som regel kun medfører angrebets svækkelse og muligvis ender med remis.
Antallet af mislykkede forsvar er selv blandt stærke spillere forbavsende højt, mens det er ualmindeligt at overvære et vellykket forsvar. Grunden skyldes ikke alene vanskelighederne ved selve stillingen; men det har i praksis vist sig, at forsvareren ofte grubler over indbildte farer, hvilket medfører, at den pågældende til sidst ikke mere kan skelne mellem virkelige og imaginære trusler. Det ender tit og ofte med, at han helt taber snøvsen.
Det kræver nerver af stål at kunne gennemføre et effektivt forsvar. Udholdenheden spiller selvfølgelig også en stor rolle, thi forsvareren skal hele tiden være på vagt. Kun den, der opfylder disse krav, har chance for enten at afslå fjendens angreb eller i det mindste at finde et plausibelt modspil. Kun den koldblodige vil kunne udnytte summen af de hidtil gjorte erfaringer på forsvarets tornefyldte sti.
Antallet af forsvarskunstnere er ikke højt. Wilhelm Steinitz er den første, der har angivet retningslinjerne, men Emanuel Lasker gik et skridt videre, idet han i så høj grad stolede på forsvaret, at han ofte med forsæt gik om bord i en trykket stilling for at forlede sin modstander til et overilet angreb. Lasker har i mange tilfælde straffet en sådan fusentast. Da Steinitz og Lasker må betragtes som grundlæggerne af forsvarsteknikken – en teknik, som i øvrigt kan udbygges yderligere – starter vi dette afsnit med en omtale af deres anskuelser på dette område. Så vores inddeling til afsnittet omkring forsvaret, ser således ud:
Slutspilsstudier:
En ovenud frodig voksende urskov af skarpsindige og overraskende vendinger udfolder sig i sin fulde pragt i slutspillet: Tårn og lette officerer mod hinanden. Kun en spiller, der både mestrer positions- og kombinationsspil, kan som regel gøre sig håb om at finde ud af de vildnis, som sådanne slutspil byder på, og hvor kun de mest enkle situationer er tilgængelige for analyse.