Hastings 1895-96
Efter sejren over Steinitz var det nu Laskers opgave at bevise, at han var en værdig verdensmester. Skumlerne var som altid på færde. Man anførte ikke uden baggrund, at Steinitz var syg og gammel, at Lasker trods sine ubestridte små triumfer dog aldrig havde vundet en turnering af den kaliber, som Tarrasch havde vundet fire af. Lejligheden kom snart. En af alle tiders største turneringer så lyset i England.
I turneringernes historie står turneringen i Hastings 1895 indskreves med uudslettelig skrift. Og med rette. Det var her lykkedes at samle alt, hvad der havde navn og betydning i skakverdenen. Drømmen om at se alle tidens største navne kæmpe mod hinanden er gammel og evig ung. For første gang blev den realiseret ved denne turnering. Man venter normalt at se verdensmesteren vinde de turneringer, han deltager i. Det er oftest tilfældet, men engang imellem sker det ikke. Men netop her ønskede man at se, om nu også Lasker kunne leve op til sin titel. Lasker selv har naturligvis været opsat på at vise, hvem han var, og det blev selvfølgelig en skuffelse, at han ikke blev sejrherren. Se turneringstabellen i nedenstående:
Et par gange kom Lasker ud for, at en mester spillede sit livs turnering, hvor Lasker var med. Dette blev den ene. Fra USA kom den unge lovende Pillsbury, og ligesom sin landsmand Morphy i sin tid, lagde han den europæiske elite bag sig.
Pillsbury er en af de mest lovende mestre, der har siddet ved et skakbræt. Hans begavelse var enorm, ikke alene som skakspiller, men også på andre områder. Hans liv blev en tragedie. Ret tidligt blev han angrebet af en uhelbredelig sygdom og døde ret ung.
Denne turnering var den eneste, Pillsbury i sin korte skakkarriere vandt førstepræmien i. Han vandt gennem årene naturligvis mange præmier, men aldrig som her i Hastings. Chigorin landede tæt bagved Pillsbury. Kun et halvt point skilte dem. Og så kom Lasker lige efter. Hans resultat ville for enhver anden have været den store triumf, men kun ikke for Lasker. Hans rival Tarrasch blev nummer 4, men var dog halvanden point efter Lasker, og for den sejrsvante Tarrasch har det sikkert været en sand skuffelse.
Lige efter Tarrasch ser vi Steinitz, der stadig trods sin alder ikke kunne holde sig fra turneringer. Det forstår man så godt, og han var så absolut ikke færdig. Hans placering i en alder af 59 år i det selskab er storslået. Han fik lejlighed til at spille et af sine berømteste partier, der blev belønnet med første skønhedspræmie.