Den egentlige baggrund for denne turnering var, at den første verdensudstilling blev arrangeret i London samme år. I skakkredse udsprang tanken om at arrangere en turnering med deltagelse af alle kendte mestre fra hele verden. Det var St. George’s Chess Club, der først fostrede ideen, der vandt almindelig bifald og begejstring fra alle sider.

Lidt gniderier fulgte naturligvis med, men det endte dog med, at arrangørerne sendte indbydelser rundt til forskellige lande. Overalt mødtes man med en entusiasme af uforbeholden styrke, og tilmeldelserne strømmede ind. Slutresultatet blev en turnering med deltagelse af 16 spillere: 9 englændere og 7 udlændinge. Man spillede ikke efter systemet alle mod alle, som det efterhånden blev almindeligt. Man anvendte det såkaldte “slå ud-system”. Først parredes to og to i matcher, og den, der først vandt to partier, havde vundet matchen. Taberen gled helt ud i kampen om præmierne, der androg otte i alt. De otte første vindere mødtes igen to og to, de fire vindere på samme måde, og til sidst var der kun to tilbage, der spillede om sejren. Første runde fastlagdes ved lodtrækning.

Uheldige erfaringer i forrunden medførte, at man spillede til en af spillerne havde vundet fem partier. Denne spilleform med matcher blev siden forladt til fordel for systemet med alle mod alle. Interessant er det, at man i 1966 spillede den såkaldte kandidatturnering efter “slå ud-systemet”. Dog må man erindre sig, at i 1851 var spillestyrken mellem de 16 deltagere meget stærkt varierende, mens spillerne hundrede år efter praktisk talt alle lige stærke.

Man havde i England ikke forestillet sig, at Staunton ikke ville vinde turneringen. En nøgtern vurdering ville dog kunne have sagt alle, at en mand med dårligt hjerte ikke kunne holde til de overmenneskelige anstrengelser, der var en følge af, at man spillede med ubegrænset betænkningstid. Interessant er Stauntons beretning om hans match mod Williams. “Når partierne bliver trukket ud i ti, tretten og tyve timer, og enkelte træk tager op til to og en halv time, kan man let forestille sig virkningerne på en syg mand”. Her har Staunton ganske ret. Lad os se turneringstabellen fra London 1851:

Turneringen blev til alles overraskelse vundet af Adolf Anderssen fra Breslau, en hidtil temmelig ukendt tysk skolelærer, hvem ingen på forhånd havde troet på. Dermed var Stauntons dage som verdens anerkendte stærkeste spiller forbi. Selv har han nok været klar over det, selv om han havde svært ved at indrømme det over for omverdenen.

Det kan være interessant at se nogle af partierne fra denne turnering. Du kan finde dem her.