Den grundlæggende forskel mellem bondeslutspil og slutspil med officerer er, at en officer kan bevæge sig “uendeligt langt”, mens en bondes er begrænset til maksimalt 6 træk. Heraf følger, at bevægelser af materialet, der kan udveksles, i bondeslutspil hurtigt er opbrugt, og dette desto hurtigere, hvis begge parters bønder er på samme linje, som det ofte sker. Hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på c7, kan begge spillere lave 5, muligvis 6 bondetræk (a4 osv. eller a3 osv.). Men hvis vi sætter en hvid bonde på a2 og en sort bonde på a7, så kan hver af disse to bønder maksimalt gøre to træk: 1.a3 a6 2.a4 a5 og bønderne er fastlagte.

Dette uddrag fra “Euwe’s Slutspilsteori” dækker over slutspil med konge og en eller flere bønder mod konge og en eller flere bønder, kort sagt “bondeslutspil”, nogle gange også mindre korrekt kaldet “kongeslutspil”.

Vi dispenserer fra denne gruppe fra en opdeling i kapitler, fordi værdien af ​​genstande i det hele faktisk udgør ét stort kapitel, og derfor nøjes vi med en opdeling i grupper, som stort set stemmer overens med metoden fulgt af Berger og Robinowitsch. Denne opdeling, som udelukkende afhænger af mængden af ​​eksisterende materiale, giver følgende grupper:

Den vigtigste af disse grupper er to-mod-en-slutspillet, da bondeslutspillets finesser er tydeligst i dette. Berger skelner, hvad angår dette slutspil, mellem forskellige formationer – en underafdeling, som vi til gengæld accepterer med en lille tilføjelse. Hvor opdeling af gruppen “to mod en” bliver:

Slutspillet “konge og bonde (bønder) mod konge alene” hører ikke til dette afsnit; det er blevet dækket i et tidligere afsnit. De principper, der præsenteres der, gælder dog også for de her omtalte slutspil.

I alle bondeslutspil er kongernes rolle af største betydning. Kongen måtte beskytte sine egne bønder og angribe de fjendtlige; han skal sørge for, at ingen fjendtlig fribonde vil stå udenfor hans kvadrat; han skal holde sin “kollega” indenfor tremmerne og helst skubbe ham tilbage.

Den, der ikke kan eller vil lave et bondetræk, skal spille med kongen, og det er ofte ensbetydende med at afgive territorium til modpartens konge. Det væsentlige i bondespillene er derfor et uafbrudt arbejde med tvangstræk, dvs. ikke et åbent slag, men en blokadekrig. Alle træk skal beregnes nøje, da det mest afhænger af, hvem der i sidste ende har oppositionen. Begrebet “opposition” er velkendt, og dets store betydning bør fremgå af de følgende eksempler. I alle bondeslutspil er målet at “forvandle” en fri bonde, og her, hvis nogensinde, “den der kommer først til møllen, får først malet”.

Denne gruppe omfatter dannelser på to linjer, hvor merbonden – i modsætning til hvad der er tilfældet i Gruppe C – ikke er en bevogtet fri bonde, men en tilbagestående bonde. Som med gruppe C er udsigten til variationer også her begrænset til et skift af diagramstilling 1 til forskellige linjer og rækker med den resterende bonde på venstre eller højre side.

Mangel på bondetræk er også kendetegnende for gruppe D, og ​​kongen skal igen styre alt alene. Kongens bevægelsesfrihed er dog mindre i D-gruppen end i C-gruppen, da den resterende bonde i førstnævnte kan betyde en alvorlig svaghed. Lad os f.eks. i diagramstilling 1 lade den hvide konge stå et sted på g-linjen, så kan truslen Kd6-c5xc4xb5 ikke pareres, hvorved sort endda vinder. Tildelingen af ​​den tilbagestående bonde kommer i betragtning i gruppe D, medmindre ens egen konge samtidig angriber fjendens bonde (f.eks. i diagramstilling 1 med den hvide konge på c7 og den sorte på c5). Gevinsten er i stillinger, der tilhører denne gruppe, et spørgsmål om terrængevinst ved opposition eller likvidation (“opløsning”) på det rigtige tidspunkt af den tilbagestående bonde. Det rigtige tidspunkt bestemmes igen af ​​kongernes stilling. Placerer vi i diagramstilling 1 den hvide konge på d5 og den sorte på d7, så fører 1.c5 bxc4 2.Kxc5 til ingenting, da sort med 2…Kc7 opnår remis. I diagramstilling 1, som allerede er blevet undersøgt af Philidor, får vi følgende muligheder:

A) 1…Ke6 2.c5 (2…Kd7 3.c6+) og vinder. B) 1…Ke7 2.c5 eller 2.Ke5 og vinder. C) 1…Kd7 2.Kd5 (Med 2.c5? opnår hvid kun remis) og vinder efter hurtig erobring af bonde b6, f.eks. 2…Kc7 3.Ke6 Kc8 4.Kd6 Kb8 5.Kc6 Ka7 6.Kc7 osv. D) 1…Kc7 2.Ke5!, (Dårligt er 2.Kd5?, da sort med 2…Kd7! tager oppositionen og holder dermed remis efter, f.eks. 3.Ke5 Ke7 4.Kf5 Kd6! (4…Kf7? 5.c5! og hvid vinder) 5.Ke4 Ke6! (Ikke 5…Kc5?, da hvid efter 6.Kd3 Kd6 7.Kd4 vinder) 6.Kd4 Kd6, og udgangsstillingen er atter opnået, men nu med hvid i trækket) og hvid vinder ved hjælp af, at han får oppositionen, således som vist i variant C).

Den samme stilling som vist i diagramstilling 1, men nu med hvid i trækket. E) 1.Ke4 Kc5? 2.Kd3 Kb4 3.Kd4 Kb3 4.Kd5 Kb4 5.Kc6 og vinder. F) Ke4 Kc5? 2.Kd3 Kd6 3.Kd4 og vinder (udgangsstillingen med sort i trækket). G) 1.Ke4 Ke6! 2.Kf4 Kd6! (2…Kf6? 3.c5! og vinder) 3.Ke4 Ke6! (På 3…Kc5? besvares med 4.Kd3! og vinder) 4.Kd3 Kd7 (Simpleste. Dog er 4…Ke7 også tilstrækkeligt. Det handler ikke om oppositionen som sådan, men udelukkende om generobringen af ​​oppositionen, så snart hvid spiller Kd4 eller Ke4. Gennem c4-bondens svaghed, er den hvide konges bevægelsesfrihed begrænset, så hvid efter 4…Ke7 5.Ke3 Kd7! 6.Kf4 Kd6! kan hvid ikke “konsekvent” spille Kf5 for Kc5; det nødvendige er snarere 7.Ke4, hvorefter 7. ..Ke6 følger, og hvid har mistet den i dette tilfælde (kun den teoretiske fordel ved fjernoppositionen. En anden begrundelse for 4…Ke7 er tilstedeværelsen af ​​bonden c4, hvilket gør det ellers konsistente svar 5.Kc4 umuligt.) 5.Ke3 Ke7! 6.Kd4 Kd6 osv. med remis.

Af ovenstående varianter (især variant G) fremgår det igen, at oppositionens betydning udelukkende bestemmes af stillingens krav. Vi kigger nu på diagramstilling 3. Det er samme situation som i diagramstilling 2, men de hvide bønder er rykket en række længere frem, og som følge heraf vinder hvid, selvom han er i trækket og dermed må opgive oppositionen.

Hvid i trækket; Den tilbagestående bonde, som har krydset midterlinjen og ikke står på tårnlinjen, vinder under alle omstændigheder. Sagens kerne er, at den forsvarende konge skal forblive i den førende bondes (her b6) kvadrat og har følgelig ringe bevægelsesfrihed, hvorfor han ikke kan opretholde oppositionen. I diagramstilling 2, efter 1.Ke4, kunne sort fortsætte med 1…Ke6! uden at efterlade kvadraten til bonde b5. I diagramstilling 3, efter 1.Ke5 Ke7, står den sorte konge dog udenfor bonde b6′-kvadrat, så hvid vinder let. 2.c6 Kd8 3.cxb7! (Dog ikke 3.c7+?, hvilket ville resultere i remis.) og hvid vinder. Fortsætter sort efter 1.Ke5 med Kc6 så følger i overensstemmelse med gevinstførelsen i diagramstilling 2. 2.Kd4 Kd7 3.Kd5 hvormed hvid har opnået oppositionen. Spiller sort nu 3…Ke7 eller 3…Ke8, så afgør 4.c6. Det eneste, som sort stadig kan prøve, er at flygte til a8 i håbet om hvid vil foretage et fejltræk: 3…Kd8. Her har hvid en første mulighed for at lave en fejl: på 4.c6?, et træk, der ser godt ud, fordi 4…bxc6? 5.Kd6! Kc8 6.Kxc6 Kb8 7.b7 fører til en sejr, sort skulle dog få remis med 4…Kc8!: det truer så remis gennem 5…bxc6+, mens 5.c7 tillader den allerede nævnte remisstilling, som omtalt i Gruppe C. 4.Kd6! Kc8 5.Ke7! Igen ikke 5.c6? på grund af 5…Kb8! med remis. 5…Kb8 6.Kd7 Ka8. Nu ville sort efter 7.Kc7? eller 7.Kc8? blive sat pat. 7.c6! I rette øjeblik. Sort er tvungen til at slå bonden for at undgå mat i to træk. 7…bxc6 8.Kc7 med mat i tre træk.