Almindelige fejl

Selv temmelig rutinerede spillere begår ikke sjældent fejl, som man synes, det skulle være muligt for enhver at blive bekendt med – og derefter undgå. En del af de fejl, der dukker op gang på gang, har utvivlsomt en psykologisk forklaring, og desuden er der jo en mængde taktiske vendinger, der let kan overraske den uerfarne, men som de fleste aldrig glemmer, når blot de har set dem et par gange. I det følgende skal vi se på en mængde fejl af meget forskellig natur, som vist må siges at forekomme alt for ofte.

Lad os allerførst rette opmærksomheden mod felterne f2 og f7. Det kan ikke siges for ofte, at disse felter faktisk er de ømme punkter i henholdsvis hvids og sorts stilling i starten! Årsagen er den enkle, at de kun forsvares af kongerne, og da disse jo først og fremmest må passe på sig selv, er de ikke særlig meget værd som beskyttere for andre brikker. Utallige eksempler kunne opremses på, hvorledes et tidligt overfald på ét af disse punkter har gjort en brat ende på partier, der knap nok var begyndt endnu.

Enhver begynder bør advares mod en såre enkel kombination, der ofte er aktuel, når f.eks. en løber på g4 binder en springer på f3: offer på f7 fulgt af en skak på g5 eller e5, hvorefter Lg4 slås og den sorte stilling er ødelagt, der er oven i købet røget en bonde. Dette offer optræder vel nok oftest i kongebondeåbninger, men man bør dog heller ikke glemme denne mulighed i dronningbondeåbninger, således som følgende simple variant viser. Her er det hvid, der kommer galt af sted:

1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sc3 Lb4 4.Dc2 c5 5.dxc5 Lxc5 6.Lg5?? Udfør selv trækkende i nedenstående diagram. Det vil gøre sig gældende ved samtlige diagramstillinger, der vises i nedenstående:

Hvid skulle have spillet 6.Sf3. Nu kommer han i en håbløs stilling efter 6…Lxf2+! 7.Kxf2 Sg4+ efterfulgt af 8…Dxg5, hvormed sort har vundet en bonde, og ved samme lejlighed ødelagt den hvide kongestilling.

Sommetider optræder der ligefrem mattrusler på f2. Et nydeligt eksempel er følgende turneringsparti, ét af alle tiders korteste, vundet i 1936 i Philadelphia af den amerikanske mester Hanauer:

1.d4 Sf6 2.c4 e5 3.d5 Lc5 4.Lg5??.

Nogen særlig stærk spiller kan hvid ikke have været. I tredje træk turde han ikke slå på e5, hvad man absolut bør gøre, da sorts bondeoffer hører til de tvivlsomme, og nu gør han et træk, som tillader den såre kendte kombination 4…Lxf2+. Denne er fuldt tilstrækkelig til at sikre sort en klar gevinststilling, men Hanauer fandt på noget fiksere. Der fulgte 4…Se4! 5.Lxd8 Lxf2 mat! Naturligvis kunne hvid have undgået matten, men han havde åbenbart allerede mistet kamplysten, hvad der vel heller ikke er helt uforståeligt, når man tager i betragtning, at hans bedste forsvar var den bedrøvelige variant 5.Le3 Lxe3 6.fxe3 Dh4+ 7.g3 Sxg3 8.Sf3 Dh6 osv.

En anden matvending, som man bør kende, kan f.eks. opstå efter trækkene

1.e4 e5 2.Sf3 d6 3.Lc4 h6(?) 4.Sc3 Lg4??.

Hvid spiller 5.Sxe5! med pointen 5…Lxd1 6.Lxf7+ Ke7 7.Sd5 mat! Naturligvis står sort håbløst efter 5…dxe5 6.Dxg4. Denne kombination har været kendt i snart tre hundrede år, men man høster jo stadig bifald, når man anbringer den i et parti efter et halvt sekunds betænkning.

Fiks er også følgende kombination, som ses af og til, da de sorte træk ser ganske fornuftige ud:

1.e4 d6 2.d4 g6 3.Sf3 Lg7 4.Lc4 Sd7??.

Efter 5.Lxf7+! Kxf7 6.Sg5+ ser sort sig stillet overfor valget mellem mat og dronningtab. Her spillede altså også den sorte dronnings sammenpakkede stilling en rolle. Hvad nytter denne briks store aktionsradius, når den er spærret inde blandt “dårlige kammerater”?

Ingen ringere end dr. Tarrasch kom i øvrigt engang ud for en ganske lignende katastrofe, endda efter rokaden!

Partiet Holzhausen-Tarrasch, Frankfurt 1912, begyndte med trækkene 1.e4 e5 2.Sf3 Sc6 3.Lc4 Sf6 4.d4 exd4 5.0-0 d6 6.Sxd4 Le7 7.Sc3 0-0 8.h3 Te8 9.Te1 Sd7??.

og sluttede med trækkene 10.Lxf7+! Kxf7 11.Se6! Der er dronninggevinst eller mat i to træk.