Kunsten at afvikle
Dr. Tarrasch. der sagde så mange træffende ting, har også udtalt, at der næppe er noget så vanskeligt som at vinde et “vundet” parti. Påstanden kan sættes som motto over denne del om midtspillets finesser. Man skal dog ikke lade sig forlede til at tro, at afvikling (afbytning) er noget, der alene forekommer i midtspillet. Ganske vist er afviklingen som regel den bro, der forbinder midtspillet med slutspillet, men afviklingen forekommer sandelig også i åbningsfasen.
Kunsten at afvikle er et spørgsmål om at kunne bedømme, hvornår afbytning af en eller flere officerer er mest opportunt. Det kunne være fristende at fremtvinge gevinst eller remis ved simpelt hen at bytte alle officerer og bønder af, men det viser sig i praksis at ligge temmelig tungt. Mellem yderpunkterne “for tidlig eller for hurtig afvikling” og på den anden side “endeløst tovtrækkeri” må vi finde en gylden middelvej, der går ud på opøvelse i den svære kunst at afvikle. I denne forbindelse er kendskab til slutspillets faldgruber af største betydning for at kunne afgøre, hvorledes der skal afvikles.
Overgangen fra åbningen til midtspillet ledsages ofte af afbytning af en eller flere officerer, og vejen fra midtspillet til slutspillet kræver altid en eller anden afvikling. I selve midtspillet er der navnlig to grunde til officersafbytning, hvoraf den ene skyldes forsvarshensyn. Man føler sig truet og stræber af sikkerhedsgrunde efter simplificering. Den anden grund til ønsket om afvikling er den, at man har opnået en vis fordel, og denne fordel ønsker man at konsolidere i slutspillet, så man ikke behøver at tage eventuelle modangreb i betragtning.
Det interessanteste afsnit i denne del er afsnittets sidste: afviklingskombinationer. Under afviklingens forløb kan der uventet opstå situationer, hvor et genialt indfald kan skabe en smuk kombination af en tilsyneladende banal afbytning. Bortset fra ovennævnte grunde til at foretage en afvikling, findes der hos visse spillere en speciel drivfjeder til at bytte af: de holder nu engang mest af de overskuelige stillinger. Der vil derfor her findes en række eksempler af Capablanca, som netop boltrede sig som fisk i vandet, når stillingen ikke var alt for kompliceret.
Afvikling i åbningen:
Vi har sikkert alle været ude for, at dronningerne blev byttet af i partiets begyndelse – som regel for at ødelægge modstanderens rokade. Teoretisk set er det fordelagtigt, at den fjendtlige konge ikke uden videre kan bringes i sikkerhed. Selv om de direkte angrebschancer ikke er overvældende (husk dronningerne er byttet af), kan man oftest genere modstanderen på forskellige vis, da det blandt andet er sværere at få forbindelse mellem tårnene, før man har fundet et sikkert skjul til kongen.
Et kendt eksempel af denne art er 1.d4 Sf6 2.c4 d6 3.Sc3 e5 4.dxe5 dxe5 5.Dxd8 Kxd8.
Selv om den tidlige dronningafbytning ikke fører til tabet af rokaden, så kan denne afvikling hidføre et langvarigt initiativ, hvilket fremgår af nedenstående parti mellem N. Rossolimo-M. Euwe, Beverwijk, 1953.
Afvikling ud fra forsvarsmotiver:
Afvikling som middel til at standse et angreb i opløbet kendes navnlig fra den behændige måde, som Capablanca i sin tid praktiserede det på. Så snart der var ubehageligheder under optræk, holdt “Capa” af at simplificere stillingen. Ikke så meget for at opnå remis som for i den forenklede stilling at foretage nye gevinstforsøg. Denne hans taktik var altså ikke dikteret af angst. Navnlig i partier mellem ulige stærke spillere kan det forekomme, at den svagere part på grund af en (i øvrigt forståelig) angst begynder at bytte af til højre og venstre. Det nytter som regel ikke det bitterste, men man kan altid trøste den svagere spiller med, at det næppe var gået bedre på andre måder. Den tidlig afvikling har under alle omstændigheder den fordel, at partiet som regel varer noget længere, og så kan man jo håbe på, at det næste gang går en smule bedre.
Vi bringer nogle eksempler på afviklinger, der er dikteret af forsvarsmotiver.
Afvikling for at realisere en fordel:
Den vigtigste afvikling i et skakparti er den, der tilsigter at omsætte en allerede opnået fordel til gevinst. Det er klart, at en sådan afvikling betyder overgang fra midtspil til slutspil eller i det mindste til en simplere stilling, hvor det er lettere at vinde. Det siger sig selv, at et grundigt slutspil-kendskab er af betydning for at kunne bedømme, hvorledes pølsen skal skæres.
Den simpleste form for afvikling, for f.eks. at drage fordel af en merbonde, består i at bytte alle officerer af og derefter at vinde bondeslutspillet. Alligevel kan dette være svært nok over for en dreven modstander. Skak er nemlig ikke et håndværk. Som regel vil den spiller, som er kommet bagud, sætte himmel og jord i bevægelse for at skaffe sig modchancer. Fra afsnittet om Forsvaret ved vi, at den spiller, der er ovenpå, som regel gør vel i ikke at holde for krampagtigt på sin fordel, idet initiativet kan være vigtigere end en bonde.
Det hænder ofte i praksis, at man på et vist tidspunkt har valget mellem forskellige afviklinger, der fører til forskellige slutspil. Man kan f.eks. sikre en merbonde i et tårnslutspil, men man har også mulighed for overgang til et løberslutspil eller et springerslutspil. Eller skal man fastholde spændingen lidt endnu for at aftvinge modstanderen en lille indrømmelse? Hvad er nu det bedste? Det afhænger naturligvis af stillingen, men også her gælder det, at øvelse gør mester. I dette afsnit lader vi derfor forskellige afviklinger passere revy, således at man kan studere mulighederne nærmere.
Afviklingskombinationer:
Begrebet afvikling opfattes normalt som overgangen fra midtspillet til slutspillet, således som vi har set i afsnittet, Afvikling for at realisere en fordel. Vi kommer nu til et tema, der har typisk karakter af midtspil: kombinationen, som har til hensigt at fremtvinge en afvikling. Selvfølgelig bliver vi også nu ofte konfronteret med en overgang til slutspillet, men den måde dette sker på afviger stærkt fra eksemplerne fra forrige afsnit. Overgangen fandt dér sted ved simpel afbytning af et antal officerer, mens der ved afviklingskombinationer pludselig forekommer en overraskende pointe. Kombinationen kan begynde med en sådan pointe, således f.eks. i de fra åbningen kendte skinofre, men den kan også slutte dermed. I sidstnævnte tilfælde indledes kombinationen med afbytning af en eller flere officerer, hvorefter der pludselig er røg i køkkenet.
Som eksempel på en afviklingskombination i åbningsfasen skal anføres nedenstående diagramstilling:
De første træk i åbningsfasen til ovenstående diagramstilling, er som følger: 1.e4 c5 2.Sf3 Sc6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 Sf6 5.Sc3 d6 6.Le2 e5 7.Sb3 Le7 8.Lg5; vi fortsætter nu med 8…Sxe4! 9.Lxe7 (På 9.Sxe4 følger 9…Lxg5 10.Sxd6+ Ke7, hvorefter springeren må flytte sig, og så bliver der dronningafbytning.) Sxc3 10.Lxd8 Sxd1 11.Txd1 (Derimod ikke 11.Lc7 på grund af 11…Sxb2, med sort bondegevinst. Det bemærkes, at afviklingskombinationen kun er mulig fordi hvids b-bonde er udækket, og desuden fordi hesten kan undslippe til a4.) Kxd8 12.Txd6+ Kc7. Kombinationen er forbi, og sort har ikke alene befriet sin stilling fuldkomment, men han har også initiativet i det opståede slutspil.