Den isolerede bonde

Der er kun få kendetegn i skakspillet, hvorom meningerne divergerer så meget, som det kendetegn, vi kalder den isolerede bonde. Ganske vist er man rørende enige om, at en isoleret bonde – hvilket er en bonde, der ingen naboer har og altså aldrig kan blive dækket af en kollega – som regel er af det onde; men adskillige mener, at specielt en isoleret dronningbonde byder så mange fordele, at disse i det mindste ophæver skavankerne.

Inden vi fortsætter behandlingen af den isolerede bonde i afsnittet om Svage bønder, vil vi lige kort beskrive, hvad der yderligere bliver behandlet under dette afsnit:

  • Hængende bønder: Spørgsmålet om de såkaldte hængende bønder har forbindelse med den isolerede dronningbonde, ofte er det ene en følge af det andet eller omvendt. Den dygtige angrebsspiller kan tit få et farligt våben ud af et par hængende bønder.

  • Dobbeltbonden: Det er umuligt at fremkomme med en almindelig teori om det vanskelige spørgsmål dobbeltbonden, da mangfoldige forhold spiller ind. En dobbeltbonde er ikke noget entydigt begreb. Der må skelnes mellem den mobile dobbeltbonde og den fastlagte dobbeltbonde.

  • Efternøleren: Indtil fornylig anså man efternøleren – dvs. en bonde, der nok har en eller to kolleger ved siden, men som alligevel mangler støtte fra disse, da den er blevet tilbage – for under næsten alle omstændigheder at være et alvorligt handicap.

Den store forkæmper for den isolerede dronningbonde var Siegbert Tarrasch, og den efter ham opkaldte åbning (1.d4 d5 2.c4 e6 3.Sc3 c5 4.cxd5 exd5 5.Sf3 Sc6) står og falder med værdien af bonden på d5. Rubinstein udviklede imidlertid et system begyndende med 6.g3 efterfulgt af Lg2, der direkte bekæmpede Tarrasch-systemet. Det er efterhånden længe siden, men de lærde er stadigvæk ikke enige om, hvorvidt den isolerede d-bonde er en styrke eller en svaghed. Der er flere moderne mestre som Unzicker, Lundin, ja selv den tidligere verdensmester Botvinnik, der ikke har noget imod at have en isoleret d-bonde, som de i flere tilfælde har haft succes med.

I tidens løb er der naturligvis gjort mange erfaringer med dette omstridte kendetegn. Man er således klar over, at man ved bekæmpelsen af denne bonde først og fremmest må stræbe efter at dominere feltet lige foran bonden og helst blokere den med en springer. Derefter skal bonden angribes, og desuden skal man styre mod afbytning, idet den isolerede bonde bliver svagere, efterhånden som officererne forsvinder fra brættet.

Men selvom disse planer virkeliggøres, så står vi med det brændende spørgsmål, om en isoleret dronningbonde kan siges at være en afgørende svaghed i slutspillet. Vi har her atter et tilfælde, hvor åbningen, midtspillet og slutspillet rækker hinanden hånden, idet en besvarelse af ovennævnte spørgsmål om slutspillet vil have største betydning for åbningen. Desværre kan der ikke gives noget endeligt svar. Ganske vist er den isolerede d-bonde ensbetydende med et handicap i slutspillet, og forsvaret er vanskeligt, idet den mindste fejl kan få katastrofale følger; men på den anden side er opgaven for forsvareren i følge de seneste erfaringer bestem ikke håbløs, og selv en så dreven spiller som den afdøde verdensmester Capablanca kunne ofte ikke påvise vejen til gevinst. Derimod er det temmelig sikkert, at en yderligere svaghed i bondestillingen, f.eks. endnu en isoleret bonde eller en dobbeltbonde, kan påvirke udfaldet i uheldig retning.

Når vi tager alt dette i betragtning, kan det næppe undre, at der stadig findes spillere, der under det ligeledes fra Tarrasch hidrørende motto: “Før slutspillet har guderne sat midtspillet”, gerne går ind for den isolerede dronningbonde; thi netop i midtspillet byder en sådan bonde visse fordele. Indehaveren råder i første række over større bevægelsesfrihed, og dersom han udnytter de vigtige støttepunkter e5 og c5, kan han ofte lade sine stridskræfter udføre et fejende angreb på kongefløjen.

Vi giver nu ordet til de praktiske erfaringer og starter med to mønsterpartier, der ikke må savnes i et afsnit om den isolerede bonde. Det ene parti viser fordelene, og det andet skavankerne ved den isolerede dronningbonde.

  • Den isolerede dronningbondes styrke. Fra partiet Botvinnik-Vidmar, Nottingham 1936: I overensstemmelse med det princip, at sort hurtigst muligt skal kontrollere feltet foran den isolerede bonde (i dette tilfælde feltet d5).

  • Den isolerede dronningbondes svagheder. Fra partiet Flohr-Vidmar, Nottingham 1936: En sammenligning med vort forrige eksempel viser, at bekæmperen af den isolerede dronningbonde her kan notere to vigtige fremskridt:

  • Betydningen af fremstødet e3-e4. Fra matchpartiet Fine-Ståhlberg, 1937: Spillet ud fra den betragtning, at svagheden ved den isolerede bonde er mindre i midtspillet end i slutspillet.

  • Den isolerede d-bonde i slutspillet. Fra partiet Flohr-Capablanca, Moskva 1935: Der er kun en helt åben tårnlinje, hvilket giver hvid lejlighed til at fremtvinge et slutspil med en stærk springer mod en dårlig løber.

[Event "Nottingham International Masters"] [Site "Nottingham"] [Date "1936.08.25"] [Round "13"] [White "Botvinnik, Mikhail"] [Black "Vidmar, Milan Sr"] [Result "1-0"] [ECO "D40"] [Annotator "Jensen,John Oland"] [PlyCount "47"] [EventDate "1936.08.10"] [EventType "tourn"] [EventRounds "15"] [EventCountry "ENG"] [SourceTitle "HCL"] [Source "ChessBase"] [SourceDate "1999.07.01"] [SourceVersion "2"] [SourceVersionDate "1999.07.01"] [SourceQuality "1"] {Den isolerede dronningbondes styrke.} 1. c4 e6 2. Nf3 d5 3. d4 Nf6 4. Bg5 Be7 5. Nc3 O-O 6. e3 Nbd7 7. Bd3 c5 8. O-O cxd4 9. exd4 dxc4 10. Bxc4 {[#] I overensstemmelse med det princip, at sort hurtigst muligt skal kontrollere feltet foran den isolerede bonde (i dette tilfælde feltet d5). Botvinnik mener dog i sine noter om dette parti - og sikkert med rette - at 10...a6! havde været stærkere, for efter et eventuelt 11.a4 at kunne fortsætte med 11...Sb6. Forskellen med partitrækket består i, at feltet b4 så er blevet svagt, hvilket ville have givet sort mere modspil.} Nb6 $2 11. Bb3 {Det er meget vigtigt at holde løberen på denne diagonal, hvilket fremgår af fortsættelsen.} Bd7 12. Qd3 Nbd5 $2 {Hermed besætter sort ganske vist det vigtige støttepunkt d5; men han undlader en anden vigtig opgave, nemlig at spille på afbytning.} ({Det rigtige havde derfor været} 12... Nfd5 $1 { hvorefter sort opnår en vis afbytning. F.eks.} 13. Bc2 ({eller} 13. Nxd5 Ba4 { osv.}) 13... g6 {truende 14...Sb4 eller 14...Lxg5}) 13. Ne5 Bc6 14. Rad1 { Det er gennemgående vanskeligt at afgøre, hvordan man bedst skal bruge tårnene i en sådan stilling. Man kan placere tårnene på de åbne linjer (c1 eller e1); men i så fald er svagheden ved d4 iøjnefaldende. En anden metode er at spille tårnene til c1 og d1; men Botvinnik viser os her det helt rigtige udviklingssystem for tårnene. Det vil hurtigt vise sig, hvorfor kongetårnet skal blive på f1.} Nb4 {Driver blot dronningen til en endnu stærkere felt.} 15. Qh3 Bd5 16. Nxd5 Nbxd5 {Først efter dette træk bryder hvids angreb frem i al sin vælde.} 17. f4 $1 Rc8 ({Efter} 17... Ne4 {så havde Botvinnik villet spille} 18. Nxf7 Rxf7 ({eller} 18... Kxf7 19. Rde1 $1 { i begge tilfælde med stærkt angreb.}) 19. Qxe6) 18. f5 exf5 19. Rxf5 { Vi ser nu grant, hvorfor det hvide tårn skulle blive på f1, og hvorfor der ventede den hvide løber på b3 en vigtig opgave. Hvids brikker samarbejder nu lige så godt som velsmurte maskindele.} Qd6 {Giver modstanderen lejlighed til at afslutte partiet meget elegant.} ({Adskillige har senere spekuleret over, hvorvidt sort her havde kunnet klare sig med} 19... Rc7 {; men det ser i så tilfælde alligevel ud til, at hvid har fat i den rigtige ende:} 20. Rdf1 a6 ({ eller} 20... Nb6 21. Qh4 Nbd5 22. Nxf7 Rxf7 23. Bxd5 Nxd5 24. Rxf7 Bxg5 25. Qxg5 $1 {og vinder.}) 21. Nxf7 Rxf7 22. Bxd5 Nxd5 23. Rxf7 Bxg5 24. Qe6 $1) 20. Nxf7 $1 {Stadig det selvsamme officersoffer. Det er ingen tilfældighed, at dette offer findes på det felt, hvor den hvide løber og det hvide tårns virkning mødes. I problemkunsten kalder man et sådant felt for et skæringspunkt, og overensstemmende hermed kan man altså her tale om en skæringspunkts-kombination.} Rxf7 21. Bxf6 Bxf6 ({Eller} 21... Nxf6 22. Rxf6 Bxf6 23. Qxc8+) 22. Rxd5 Qc6 23. Rd6 $1 ({Naturligvis ikke} 23. Rc5 $2 { på grund af} Bxd4+) 23... Qe8 24. Rd7 1-0 [Event "Nottingham International Masters"] [Site "Nottingham"] [Date "1936.08.20"] [Round "9"] [White "Flohr, Salo"] [Black "Vidmar, Milan Sr"] [Result "1-0"] [ECO "D62"] [Annotator "Jensen,John Oland"] [PlyCount "115"] [EventDate "1936.08.10"] [EventType "tourn"] [EventRounds "15"] [EventCountry "ENG"] [SourceTitle "HCL"] [Source "ChessBase"] [SourceDate "1999.07.01"] [SourceVersion "2"] [SourceVersionDate "1999.07.01"] [SourceQuality "1"] {Den isolerede dronnningbondes svaghed.} 1. c4 e6 2. Nc3 d5 3. d4 Nf6 4. Bg5 Be7 5. e3 O-O 6. Nf3 Nbd7 7. Qc2 c5 8. cxd5 Nxd5 9. Bxe7 Qxe7 10. Nxd5 exd5 11. Bd3 g6 12. dxc5 Nxc5 13. O-O Bg4 14. Nd4 Rac8 15. Qd2 a6 16. Bc2 Qg5 {[#] En sammenligning med vort forrige eksempel viser, at bekæmperen af den isolerede dronningbonde har kan notere to vigtige fremskridt: 1) Blokeringsfeltet d4 er allerede besat med en springer, 2) der er allerede afbyttet to lette officerer. Det vil nu vise sig, hvorvidt hvids fordel kan forøges.} 17. f3 {Svækker ganske vist bonden på e3, men til gengæld holdes feltet e4 under kontrol. Forløbet af vort første parti viste netop, at feltet e4 (dér e5) kan danne udgangspunktet for et kongeangreb.} Bd7 18. Rfe1 Rfd8 19. Rad1 Qf6 20. Bb3 Ba4 $1 {Helt i orden. Sort befrier sig for sin dårlige løber.} 21. Bxa4 Nxa4 22. Rc1 Nc5 23. Red1 Qb6 24. Ne2 {Nu begynder det direkte angreb mod den svage d-bonde.} Nd7 {Modangreb på e3.} 25. Qd4 Qxd4 26. Nxd4 {Alt går efter programmet, og hvid har bragt sin fordel med over i slutspillet.} Ne5 27. b3 Kf8 28. Kf1 Rxc1 29. Rxc1 Nc6 $2 {Skønt hvid har fået sine ønsker opfyldt, turde det dog være tvivlsomt,} ({om han efter} 29... Ke7 30. Rc7+ Rd7 { havde kunnet vinde. Teksttrækket giver hvid lejlighed til at ombytte sin fordel med en anden fordel.}) 30. Nxc6 Rc8 31. Rc5 $1 bxc6 ({Sort havde sandsynligvis regnet med, at han kunne slå igen med;} 31... Rxc6 {men efter dette træk er det ikke muligt:} 32. Rxd5 Rc1+ 33. Ke2 Rc2+ 34. Rd2) 32. Ke2 Ke7 {Sorts d-bonde er ikke længere isoleret, men i stedet hænger han på en isoleret a-bonde, og desuden har han fået en efternøler på c-linjen. Sammen udgør disse to ting en fæl skavank. Partiets slutning bringer vi uden yderligere kommentarer, da der ikke mere er tale om midtspil.} 33. Kd3 Kd6 34. Ra5 Ra8 35. Kd4 f5 36. b4 Rb8 37. a3 Ra8 38. e4 fxe4 39. fxe4 dxe4 40. Kxe4 Ra7 41. Kf4 h6 42. h4 Ke6 43. Kg4 Ra8 44. h5 g5 45. g3 Ra7 46. Kf3 Ra8 47. Ke4 Ra7 48. Kd4 Kd6 49. Ke4 Ke6 50. Re5+ Kd6 51. Re8 c5 52. Rd8+ Kc6 53. Rc8+ Kb6 54. Rxc5 Rh7 55. Re5 Kc6 56. Re6+ Kb5 57. Kf5 Rf7+ 58. Rf6 1-0 [Event "Match Fine-Stahlberg +4-2=2"] [Site "Stockholm"] [Date "1937.02.02"] [Round "3"] [White "Fine, Reuben"] [Black "Stahlberg, Gideon"] [Result "1-0"] [ECO "D62"] [Annotator "Jensen,John Oland"] [PlyCount "105"] [EventDate "1937.01.30"] [EventType "match"] [EventRounds "8"] [EventCountry "SWE"] [SourceTitle "HCL"] [Source "ChessBase"] [SourceDate "1999.07.01"] [SourceVersion "2"] [SourceVersionDate "1999.07.01"] [SourceQuality "1"] {Betydningen af fremstødet e3-e4.} 1. d4 Nf6 2. c4 e6 3. Nc3 d5 4. Nf3 Be7 5. Bg5 Nbd7 6. e3 O-O 7. Qc2 c5 8. cxd5 cxd4 9. Nxd4 Nxd5 10. Bxe7 Qxe7 11. Nxd5 exd5 12. Bd3 {[#]} Qb4+ {For ikke at miste et tempo med dækningen af h7.} 13. Qd2 Ne5 {En vigtig fortsættelse, der blandt andet er spillet af Capablanca i et af hans partier mod Flohr.} 14. Be2 ({Selvfølgelig ikke} 14. Qxb4 {på grund af} Nxd3+ {efterfulgt af 15...Sxb4.}) 14... Qb6 {Spillet ud fra den betragtning, at svagheden ved den isolerede bonde er mindre i midtspillet end i slutspillet. Denne regel er imidlertid kun rigtig, dersom man kan benytte sin større bevægelsesfrihed til et kongeangreb. Fortsættelsen viser, at sort ikke kan få sat et kongeangreb i sving, hvorfor partitrækket må anses for en fejl.} ({Det er rigtigt, at slutspillet efter} 14... Qxd2+ 15. Kxd2 { står gunstigt for hvid, men på den anden side turde det være tvivlsomt, om hvids fordel er nok til gevinst.}) 15. b3 Nc6 16. Rd1 {Hvid vil naturligvis ikke give modstanderen lejlighed til ved afbytning på d4 at skabe en symmetrisk bondestilling.} Be6 17. O-O Rac8 18. Qb2 Nxd4 {For at kunne dublere tårnene på c-linjen.} 19. Rxd4 Rc5 20. Rfd1 Rfc8 21. R4d2 h6 22. Bf3 Qc6 23. h3 {Med henblik på et eventuelt Tc1 skal kongen have et smuthul.} Rc7 { Sort forholder sig afventende; men det vil snart vise sig, at tårnet ikke står godt på c7.} ({Det var imidlertid vanskeligt at finde en tilfredsstillende fortsættelse. Efter f.eks.} 23... Rc2 24. Qd4 Rxd2 25. Rxd2 {er bonden på d5 solgt, idet} Rd8 {besvares med} 26. e4) 24. Qe5 f6 25. Qf4 Rc8 26. e4 $1 {Leder til en for hvid yderst gunstig afvikling.} dxe4 27. Rd6 exf3 {I det forfængelige håb at få remischancer i slutspillet.} 28. Rxc6 R5xc6 29. Qxf3 Rc1 30. Rxc1 Rxc1+ 31. Kh2 Rc6 {Fine løser nu slutspillets tekniske problemer på mønstergyldig vis:} 32. Qf4 a6 33. Qb8+ Bc8 34. b4 Kh7 35. a4 f5 36. Qe5 Rf6 37. Qc7 Rc6 38. Qe7 Rg6 39. f3 Rc6 40. b5 axb5 41. axb5 Rc4 42. h4 Rc2 43. h5 Rc4 44. Qf7 Rc5 45. Kg3 Rc2 46. Qg6+ Kh8 47. Qe8+ Kh7 48. Kf4 Rc1 49. Qg6+ Kg8 50. Ke5 Bd7 51. Qb6 Bc8 52. Kd6 Kh8 53. Qe3 1-0 [Event "Moscow International-02"] [Site "Moscow (Russia)"] [Date "1935.03.05"] [Round "13"] [White "Flohr, Salo"] [Black "Capablanca, Jose Raul"] [Result "1/2-1/2"] [ECO "D62"] [Annotator "Jensen,John Oland"] [PlyCount "104"] [EventDate "1935.02.15"] [EventType "tourn"] [EventRounds "19"] [EventCountry "URS"] [SourceTitle "HCL"] [Source "ChessBase"] [SourceDate "1999.07.01"] [SourceVersion "2"] [SourceVersionDate "1999.07.01"] [SourceQuality "1"] {Den isolerede d-bonde i slutspillet.} 1. d4 d5 2. c4 e6 3. Nc3 Nf6 4. Nf3 Nbd7 5. Bg5 Be7 6. e3 O-O 7. Qc2 c5 8. cxd5 Nxd5 9. Bxe7 Qxe7 10. Nxd5 exd5 11. Bd3 cxd4 12. Nxd4 Qb4+ 13. Qd2 Nc5 14. Bb5 Qxd2+ 15. Kxd2 a6 16. Bd3 Be6 {[#]} 17. Rac1 {Der er kun en helt åben tårnlinje, hvilket giver hvid lejlighed til at fremtvinge et slutspil med en stærk springer mod en dårlig løber. Netop dette slutspil er ved bedømmelsen af den isolerede d-bonde overordentlig betydningsfuldt.} Rfc8 18. Rc2 Nxd3 19. Kxd3 Rxc2 20. Kxc2 Kf8 21. Kd2 Rc8 22. Rc1 Rxc1 23. Kxc1 Ke7 24. Kd2 Kd6 25. Kc3 {En vigtig stilling, hvor hvid har den bedste bondestilling og desuden - eller egentlig på grund heraf - er hans springer bedre end den sorte løber. Er disse små fordele tilstrækkelige til gevinst? Indtil videre må dette besvares med nej.} b6 26. f4 Bd7 27. Nf3 f6 28. Kd4 {Hermed har hvid nået sit første ønske - kongen til d4. Heller ikke den næste etape - springeren skal til c3 for at trykke på d5 - volder vanskeligheder.} a5 29. Nd2 Bc8 30. Nb1 Be6 31. Nc3 Kc6 32. a3 h6 33. g3 { Nu er det forbi med hvids medvind. I turneringsbogen bringer Rabinowitch en interessant plan: hvid bør forsøge at gennemføre f5 og g4, hvorpå springeren skal dirigeres til f4, hvorfra den alt efter omstændighederne kan true Se6 eller Sh5.} h5 34. b4 axb4 35. axb4 Kd6 36. b5 g6 37. Na4 Kc7 38. Nc3 Kd6 39. f5 gxf5 ({Her var} 39... Bxf5 {utilstrækkeligt af hensyn til} 40. Nxd5 Bd7 41. Nxf6 Bxb5 42. Nd5) 40. Ne2 Bd7 41. Nf4 Be8 42. Nxd5 Bxb5 43. Nxb6 { Den isolerede dronningbonde er forsvundet, og hvid står stadig en kende bedre; men afgørende er denne fordel ikke. Der fulgte:} Bc6 44. Nc4+ Ke6 45. Nb2 Bb5 46. Nd1 Be2 47. Nf2 Bf1 48. Nd3 Bxd3 49. Kxd3 Ke5 50. Ke2 Ke4 51. h3 Kd5 52. Kf3 Ke5 1/2-1/2

  • Efter vor gennemgang af den isolerede bonde, vil vi nu kaste os ud i afsnittet, Hængende bønder. Spørgsmålet om de såkaldte hængende bønder har forbindelse med den isolerede dronningbonde, ofte er det ene et følge af det andet eller omvendt.

Kampen om diagonalerne

Hvad den åbne linje er for tårnet, er den åbne diagonal for løberen, der dog gennemgående har langt lettere ved at komme til at spille en aktiv…