1A: Fremrykningsformationer
1A1: Dronningbonden forrest
Lad os først se på stillingen med hvids øjne. Dersom hvid vil have en tårnelinje, har han valget mellem to planer: han kan enten ved hjælp c2-c4, b2-b4 og c4-c5 spille på c-linjen, eller også kan han åbne f-linjen med f2-f4. I det sidste tilfælde er det klart, at dette system er forbundet med visse skavanker, da sort efter f2-f4 kan svare e5xf4, hvorefter e5 kan blive et fortræffeligt støttepunkt for de sorte officerer, ligesom den hvide bonde på e4 bliver svag. Det sidstnævnte problem slipper man ikke udenom, selvom hvid forbereder fremstødet med f-bonden ved g2-g3, hvorved afbytningen på f4 ganske vist kan besvares med g3xf4, således at feltet e5 forbliver under kontrol; men e4 er og bliver en efternøler. Denne indvending bortfalder, dersom hvid efter f2-f4, e5xf4 og g3xf4 straks kan gennemføre e4-e5, men det er soleklart, at dette kræver omfangsrige forberedelser, f.eks. tårndublering på e-linjen.
Planen om at åbne c-linjen er betydeligt simplere, idet den praktisk taget ikke pålægger større forpligtelser. For sort er det næppe godt at bytte af på c5, og dersom b-bondens fremstød bliver modarbejdet med a7-a5, giver dette ikke større vanskeligheder for hvid. Dog må han passe på, at falanksstillingen ikke splittes. Hvis vi går ud fra diagramstillingen, så er efter 1.c2-c4, a7-a5 trækket 2.a2-a3? dårligt, da sort kan spille 2…a5-a4!, hvilket tager brodden af 3.b2-b4, som nu kan besvares med 3…a4xb3 en passant. Resultatet er i så tilfælde, at hvid har fået svage bønder på a3 og c4, og desuden vil hvids plan om at åbne c-linjen være dødsdømt efter et snarligt b7-b6. Det rigtige er derfor 1.c2-c4. a7-a5 2.b2-b3!, og først bagefter 3.a2-a3 samt 4.b3-b4, hvorefter hvid kan sætte alle sejl til for at nå sit egentlige mål (c4-c5).
Æren for at have påpeget, at bondekæden skal angribes ved dens basis, tilkommer Nimzowitsch. I dette tilfælde er d6 basis for den sorte formation. Ganske vist tilsvarende er e4 basis for hvids bondestilling. Det ligger derfor snublende nær at antage, at sort på sin side bør tilsigte fremstødet f7-f5 efterfulgt af afbytning på e4, hvorved f-linjen åbnes, idet der dog også kan spilles f5-f4 for at åbne g-linjen ved hjælp af g7-g5-g4.
Sort råder dog også over en helt anden mulighed for at skaffe sig en åben tårnlinje, nemlig trækket c7-c6. Metoden har imidlertid den hage, at sorts d-bonde kan blive et smertensbarn, med andre ord noget i retning af det, vi ovenfor har omtalt angående e4 efter f2-f4.
Vi fastslår den hovedregel, at hvids chancer ligger i en aktion på dronningfløjen, mens sorts findes på kongefløjen. I praksis har det vist sig, at sorts angreb er det, der hurtigst giver farlige trusler, hvorfor hvid i første række må sikre sin kongefløj, og først derefter kan gå i offensiven på dronningfløjen. De nærmere omstændigheder vil fremgå af nedennævnte eksempler:
1A: Fremrykningsformationer
Denne formation, der kan varieres alt efter fløjbøndernes placering, kan både forekomme i e4- og i d4-åbningerne. Betydningen af sådanne formationer er overordentlig stor, da det velsagtens er de formationer, der hyppigst forekommer i moderne mesterpraksis, hvorfor det er særdeles nyttigt at sætte sig godt ind i, hvad det hele egentlig drejer sig om i den slags stillinger.
Lad os først se på stillingen med hvids øjne. Dersom hvid vil have en tårnelinje, har han valget mellem to planer: han kan enten ved hjælp c2-c4, b2-b4 og c4-c5 spille på c-linjen, eller også kan han åbne f-linjen med f2-f4. I det sidste tilfælde er det klart, at dette system er forbundet med visse skavanker, da sort efter f2-f4 kan svare e5xf4, hvorefter e5 kan blive et fortræffeligt støttepunkt for de sorte officerer, ligesom den hvide bonde på e4 bliver svag. Det sidstnævnte problem slipper man ikke udenom, selvom hvid forbereder fremstødet med f-bonden ved g2-g3, hvorved afbytningen på f4 ganske vist kan besvares med g3xf4, således at feltet e5 forbliver under kontrol; men e4 er og bliver en efternøler.
Denne indvending bortfalder, dersom hvid efter f2-f4, e5xf4 og g3xf4 straks kan gennemføre e4-e5, men det er soleklart, at dette kræver omfangsrige forberedelser, f.eks. tårndublering på e-linjen. Planen om at åbne c-linjen er betydeligt simplere, idet den praktisk taget ikke pålægger større forpligtelser. For sort er det næppe godt at bytte af på c5, og dersom b-bondens fremstød bliver modarbejdet med a7-a5, giver dette ikke større vanskeligheder for hvid. Dog må han passe på, at falanksstillingen ikke splittes. Hvis vi går ud fra diagramstillingen, så er efter 1.c2-c4, a7-a5 trækket 2.a2-a3? dårligt, da sort kan spille 2…a5-a4!, hvilket tager brodden af 3.b2-b4, som nu kan besvares med 3…a4xb3 en passant. Resultatet er i så tilfælde, at hvid har fået svage bønder på a3 og c4, og desuden vil hvids plan om at åbne c-linjen være dødsdømt efter et snarligt b7-b6. Det rigtige er derfor 1.c2-c4. a7-a5 2.b2-b3!, og først bagefter 3.a2-a3 samt 4.b3-b4, hvorefter hvid kan sætte alle sejl til for at nå sit egentlige mål (c4-c5).
Æren for at have påpeget, at bondekæden skal angribes ved dens basis, tilkommer Nimzowitsch. I dette tilfælde er d6 basis for den sorte formation. Ganske vist tilsvarende er e4 basis for hvids bondestilling. Det ligger derfor snublende nær at antage, at sort på sin side bør tilsigte fremstødet f7-f5 efterfulgt af afbytning på e4, hvorved f-linjen åbnes, idet der dog også kan spilles f5-f4 for at åbne g-linjen ved hjælp af g7-g5-g4.
Sort råder dog også over en helt anden mulighed for at skaffe sig en åben tårnlinje, nemlig trækket c7-c6. Metoden har imidlertid den hage, at sorts d-bonde kan blive et smertensbarn, med andre ord noget i retning af det, vi ovenfor har omtalt angående e4 efter f2-f4.
Vi fastslår den hovedregel, at hvids chancer ligger i en aktion på dronningfløjen, mens sorts findes på kongefløjen. I praksis har det vist sig, at sorts angreb er det, der hurtigst giver farlige trusler, hvorfor hvid i første række må sikre sin kongefløj, og først derefter kan gå i offensiven på dronningfløjen. De nærmere omstændigheder vil fremgå af nedennævnte eksempler:
Skakopgaver (Problemskak)
Problemskak er en speciel kategori inden for skak, hvor man komponerer skakopgaver ved hjælp af et skakbræt og brikker. Den enkelte opgave kaldes et skakproblem. Det er ikke det, der vises i nedenstående links. Her er det opgaver med stillinger fra praktiske partier, der bliver benyttet i de tre kategorier, Matsætning, Find kombinationen og Praktiske slutspil. Der er link til de pågældende kategorier i nedenstående inddeling: