Initiativet

I den almindelige indledning til disse afsnits første del har vi allerede omtalt, at midtspillets teori kan og skal behandles på forskellige måder. I de første 5 afsnit er vi gået ud fra en statisk betragtning, der navnlig var baseret på de blivende kendetegn, specielt bondeskelettet. I afsnittet, Initiativet, går vi ud fra et dynamisk standpunkt, hvor der er begivenheder på brættet, der er de afgørende. Det turde være indlysende, at dette sidste standpunkt ligger tættere op ad praksis, samt at det bliver vanskeligere, ja ofte umuligt, at bringe generelle betragtninger.

Alligevel kan det hænde, at vi midt i kampens hede får lejlighed til at gøre stillingen op og henvise til de faste positionelle kendetegn, vi har behandlet i tidligere afsnit. Forskellige af disse kendetegn vil blive belyst i forbindelse med de emner vi i dette afsnit vil omtale, men de behandles ud fra andre betragtninger. Udgangspunktet er ikke længere måden, hvorved et kendetegn er opstået, derimod initiativet, der dog kan være en følge af det første. Ved omtalen af kampen om initiativet vil vi møde kendte situationer fra tidligere afsnit om midtspillet.

Hvad forstås der egentlig ved initiativet i et skakparti? For at klare dette må vi sammenligne initiativet med angreb. Et angreb har et bestemt mål og rettes mod de ejendommeligheder, som stillingen foreskriver. Initiativet har endnu ikke et fast mål, men kun almindelige hensigter, f.eks. beherskelse af et vist område, fastholdelse af tryk, beskæftigelse af modparten og forbeholdes af forskellige angrebsmuligheder og chancer. Dette indebærer, at initiativet først og fremmest er af betydning i stillinger, hvor ligevægten (endnu) ikke er brudt, hvilket derimod oftest er tilfældet ved angreb. Initiativet kan eksempelvis være følgen af et udviklingsforspring eller af den kendsgerning, at ens egne brikker er mere aktivt placeret end modstanderens. Kun dersom initiativet har succes, kan det vokse til et virkeligt angreb. I så fald kan man sammenligne det med rekognoscering af fjendens stillinger i den uhyre vigtige del af partiet, der går forud for kampen i åben mark.

Åbningsteorien kan man til en vis grad tilegne sig ved flittigt studium; også slutspilteknik er noget, der kan læres; det samme er tilfældet med den fornødne teknik til gennemførelse af forskellige angrebstyper såsom minoritetsangreb og lignende standardangreb; men ved anvendelsen af initiativet kommer det for en stor del an på skakspillerens medfødte begavelse. Det er ofte et spørgsmål om at finde fremgangsmåder, der gør det særligt vanskeligt for modstanderen eller giver han lejlighed til at begå fejl. Det forklarer samtidig det faktum, at denne del af partiet sluger en stor del af betænkningstiden. Dersom initiativet omsider er forvandlet til angreb, da kræver det som regel væsentligt mindre betænkningstid, idet stillingen da har fået form og retning, hvorfor mulighedernes antal pludselig er reduceret betydeligt.

Når man tager initiativet, spiller kongens sikkerhed en overmåde vigtig rolle. Så længe ens konge ikke har fundet et sikkert skjul, er fremstød, af hvad art end nævnes kan, risikable. Derfor lærer begynderen, at han snarest bør bringe sin konge i sikkerhed ved rokade, der desuden udgør en del af stridskræfternes mobilisering. I mesterturneringen ser vi imidlertid, at selv meget stærke mestre gang på gang synder mod denne gyldne regel, hvilket dog ikke sker af uvidenhed, men med velberåd hu. For at forstå dette, må vi se lidt nærmere på sagen.

I et moderne skakparti begynder kampen allerede i åbningen. Det er jo ikke sådan, at spillerne rent vilkårligt bringer deres officerer i spil, for derefter at rokere, samt derpå søger at få føling med fjenden. Skakpartiet kan snarere sammenlignes med en moderne krig, hvor man straks fra starten søger at bemægtige sig vigtige støttepunkter og samtidig forsøger at lægge fjenden så mange hindringer i vejen som muligt. Heraf følger blandt andet, at man ikke placerer kongen på den fløj, hvor modstanderen allerede har gjort klar til angreb. I et sådant tilfælde bør man beholde kongen på midten eller eventuelt rokere til den anden side. Det er nu engang ikke så let at afgøre, hvor kongen kommer til at stå sikrest. I en åben stilling udsættes kongen for større fare end i en lukket. Desuden er det ofte yderst vanskeligt at bedømme, hvornår kongen skal forsvinde fra farezonen. Undertiden kan det ikke ske hurtigt nok, men til andre tider må andre forholdsregler have prioriteten, f.eks. forberedelsen af en modaktion eller forhindring af modstanderens mulige manøvrer. Dersom en sådan taktik krones med held, vil man uvilkårligt sige, at den pågældende har spillet koldblodigt og mesterligt; men hvis den kikser, udsætter man sig for en sønderlemmende kritik. Vi bringer nu nogle interessante eksempler fra praksis.