Symmetriske bondeformationer

Symmetriske centrumsformationer kan som regel ikke bruges til udgangspunkt for angreb. Grunden er ligetil, da der oftest er en eller flere åbne linjer, som begge parter er temmelig nødt til at besætte med et tårn, for at undgå at modparten trænger ind i stillingen, og så ender det næsten altid med afbytning. Ganske vist er de tilfælde, hvor ligevægten brydes på afgørende måde, ingenlunde sjældne, men de beror tit på et udviklingsforspring. Vi skelner mellem fire former for det symmetriske centrum:

Det under Symmetriske firbondecentrum giver mest spil. Ved de andre former af det symmetriske centrum spiller, foruden den allerede påpegede mulighed af et udviklingsforspring, også besiddelsen af en åben linje eller løberparret en stor rolle. Når det drejer sig om åbne stillinger, kan løberparret rigtig demonstrere sin kraft.

Det opløste centrum er det mindst vigtige af de symmetriske centrumsformationer. For det første forekommer det ikke så ofte, og for det andet er der ikke rigtigt noget at stille op uden centralbønder. Vi vil nøjes med et enkelt eksempel og henviser, med hensyn til den rolle løberparret kan spille i denne formation, til afsnittet om, Løberparret. Lad os se et eksempel:

Da der på begge sider befinder sig en centralbonde, byder dronningbondecentret lidt flere strategiske muligheder end det opløste centrum. I praksis er der dog heller ikke her megen udsigt til kamp, da der kun er åbnet for én linje, og det fører som regel automatisk til afbytning af de tunge officerer. Forsøg på livligere spil spil må derfor allerede foretages i åbningsfasen. Som sådan kommer for hvid kun c4 i betragtning med undgåelse af symmetrien.

Ved den pågældende formation er det karakteristiske støttepunkt c5 for hvid og c4 for sort, der dog oftest har underordnet betydning, skønt det en gang imellem pludseligt kan blive vigtigt. Det er f.eks. tilfældet, dersom hvid har rokeret kort og sort langt. Ved at dirigere en springer til c5, og ved derefter at rykke frem med a- og b-bonden, kan hvid indlede et farligt angreb. Dette angreb er oftest farligere end det, sort kan begynde på den modsatte fløj, netop fordi angriberen mangler et støttepunkt dér. Lad os se nogle eksempler:

Et kongebondecentrum (e4 overfor e5) har præcis de samme kendetegn som et dronningbondecentrum, vel at mærke når begge parter har rokeret langt, men det forekommer ret sjældent. Grunden hertil må søges i den åbne d-linje, der som regel bliver besat af en af parterne, hvorfor både den hvide og den sorte konge søger beskyttelse på den korte fløj, og det forandrer kampens karakter. Det karakteristiske støttepunkt ved kongebondecentret er f5 (f4), hvilket punkt danner en vigtig basis for opbygningen af et kongeangreb.

Det er endvidere klart, at fremstødet f2-f4 (f5) her har en langt stærkere virkning end det analoge c2-c4 (c5), som under Dronningbondecentrum. Alt taget i betragtning giver det symmetriske kongebondecentrum mere udsigt til kamp end den i Dronningbondecentrum omtalte formation. Lad os vise nogle eksempler:

Kongebonden forrest (d3-e4 overfor d6-e5), forudsættes, at samtlige bønder på brættet er i behold, og at muligheden for an afbytning i det store format ikke uden videre er tilstede, hvorfor begge parter har lejlighed til at smede angrebsplaner. Grundlaget for en sådan angrebsplan skal bestå af:

Den under a omtalte eventualitet forekommer temmelig sjældent i det stadium, vi betegner som midtspillet. Desuden fører fremstødet med d-bonden til formationer, som vi allerede har behandlet (efter d4xe5, d6x5 opstår enten i afsnittet om Kongebondecentrum, eller fremrykningsformationen (efter d4-d5), som vil blive omtalt i afsnittet om, Dronningbonden forrest.

Det symmetriske firbondecentrum opstår oftest i de klassiske åbninger: firspringerspil, italiensk, spansk o.s.v. I praksis er betydningen derfor ikke så overvældende, da disse åbninger ikke mere er på mode. Vi nøjes derfor med et enkelt eksempel:

Denne formation har en mere blivende karakter end den foregående og har i dag langt større betydning. Fremrykningen e3-e4 er som regel langt vanskeligere at gennemføre end d3-d4 i den forrige formation, og derfor ligger hovedvægten ved det symmetriske firbondecentrum med dronningbonden forrest mere på fremstødet c2-c4, hvilket flytter kampen over på dronningfløjen.

Af taktiske grunde spilles c2-c4 allerede i et af de første træk, hvorved man hindrer, at Lc8 har let ved at komme ud. Dette er dronninggambittens logiske grundlag. Ved formationerne c4-d4-e3/d5-e6 drejer det sig om operationer på dronningfløjen. Takket være de teoretiske fremskridt må behandlingen af de nævnte stillinger nærmest siges at være et åbningsproblem. Det samme er tilfældet med Colle-varianten, der først og fremmest baseres på fremstødet e3-e4. Vi skal derfor nøjes med et enkelt eksempel af en ikke for dagligdags karakter:

Formationerne i dette afsnit egner sig ikke så godt for en almindelig omtale. Selv om man har forstået begivenhedernes gang i afsnittet om Dronningbondecentrum, kan man ikke uden videre behandle den franske afbytningsvariant (1.e4 e6 2.d4 d5 3.exd5 exd5) fuldt korrekt. Tilfældige kendetegn bestemmer i langt højere grad kampens karakter end den symmetriske dronningbondeformation, hvorfor man for at være helt dus med den franske afbytningsvariant, er nødt til at spille en mængde af de pågældende partier igennem, men da varianten kun forekommer sporadisk, kan det ikke siges at være umagen værd. Noget lignende gælder de øvrige formationer i dette afsnit, der selv om de måske kan syntes at være lidt stedmoderligt behandlet, dog har fået netop den plads, som deres procentiske anvendelse berettiger dem til.