Positionel overvægt i centrum
Vi skelner mellem positionel og materiel overvægt i centrum. Materiel overvægt betyder, at en af parterne har flere centralbønder end den anden, mens positionel overvægt er ensbetydende med størst bevægelsesfrihed. Følgen heraf er, idet vi for nemheds skyld antager, at hvid har initiativet, hvilket som regel er tilfældet, at hvid har flere muligheder for at anbringe sine officerer på aktive poster. Afsnittet handler om følgende tre tilfælde:
Inddelingen ser sådan ud:
Som allerede forklaret i indledningen, vil vi i dette afsnit kun omtale stillinger, hvor det væsentlige foregår i den centrale sektor. Dette er ikke tilfældet med formationerne 2A2 og 2C3, hvorfor de behandles i tredje afsnit. Disse opstillinger vil vi nu se nærmere på ved hjælp af karakteristiske eksempler fra praksis. Først dog en almindelig betragtning.
I henhold til en god, gammel regel gør den spiller, der har størst albuerum, vel i så vidt muligt at undgå afbytning, hvilket altså også gælder for hvid ved behandlingen af den slags stillinger, hvor man må forsøge at holde officererne på brættet; mens det for sort, forsvareren, ofte vil linde lidt at få et par lette officerer byttet af. Derved hindrer han, at brikkerne står hinanden i vejen, hvilket giver ham flere muligheder for i det afgørende øjeblik at tilrane sig initiativet.
Nu hvor vi har indledning – og opdeling på plads, er tiden nu kommet til at kigge på sagerne. Vi starter med:
2A: Blokerede formationer
2A1: Den korte fremrykningsformation ( med åben skillelinje)
a) Kongebonden forrest
De formationer, der karakteriseres af en hvid bonde på e5 og en sort på e6, samt hvor d-linjen er åben, er som regel meget fordelagtige for hvid. Dersom sort har rokeret kort, får hvid tit lejlighed til et direkte kongeangreb. Bonde e5 gør det nemlig umuligt for sort at beskytte feltet f6, som netop er af stor betydning for forsvareren. Desuden råder hvid over støttepunktet e4, som kan benyttes til at forstærke angrebet.
Det er derfor ofte tilrådeligt for sort at rokere langt, selv om dette giver anledning til nye besværligheder (feltet d6!), men de er sjældent afgørende. Sprts modspil skal som oftest baseres på herredømmet over støttepunkterne d5 og f5, specielt efter nogen officersafbytning. Desuden kan åbningen af f-linjen ved f7-f6 under særlige omstændigheder være et vigtigt våben. Lad os se et par partieksempler:
b) Dronningbonden forrest
Overfladisk set er man tilbøjelig til at vente omtrent de samme strategiske kendetegn ved denne formation som ved den foregående. Den eneste forskel er jo, at der i stedet for en bonde på e5 står en på d5, og at støttepunktet ikke er e4, men d4. Imidlertid er det helt andre problemer, der står på tapetet, når talen er om et dronningbondecentrum. Forskellen skyldes naturligvis kongernes stilling. I langt de fleste tilfælde bliver der som bekendt rokeret kort. Ved kongebondecentret er den ledende tankegang for hvid derfor et kongeangreb, hvilket ved dronningbondecentret spiller en mere beskeden rolle. Hovedsagen er her ikke det direkte angreb, men et blivende tryk på sorts stilling, som man forsøger at snøre ind. Som illustration bringer vi to klassiske eksempler: