To springere mod bonde/bønder

I alle slutspil med officerer mod bonde/bønder er det vigtigste spørgsmål, om der, efter at bønderne er blevet uskadeliggjort, stadig er nok materiale tilbage til at kunne fremtvinge mat. Med to springere mod bønder opstår der dog et helt andet problem. Dette problem begynder med spørgsmålet om, hvorvidt bonden (eller bønderne) udgør en direkte trussel. Hvis dette er tilfældet, dvs. det er nødvendigt at erobre bønderne, så er det maksimale, man kan opnå med to springere, remis. For selvom begge springere forbliver, er der ingen måde at fremtvinge mat mod den enlige konge på.

Som allerede nævnt, skal vi her skelne mellem bønder af positiv og negativ værdi. Hvis parten med bønderne ikke har nogen chance for at vinde – måske fordi de ikke har nogen bønder, der er langt fremme – ville det være bedre for dem slet ikke at have nogen bønder, fordi remis så er en selvfølge. I et sådant tilfælde er bønder mindre værd end ingenting: de har udelukkende negativ værdi.

Med to springere er tingene dog meget sværere. Har modstanderen kun én bonde, som aldrig kan udgøre nogen fare, kommer vi – teoretisk set – til følgende vindermulighed: Den ene springer spærrer bonden, mens den anden springer sammen med sin konge driver fjendens konge op i et hjørne. Når dette er opnået, frigiver den første springer bonden og går sammen med kongen og den anden springer videre til en patstilling og derefter sættes fjendens konge mat. Den negative værdi af bonden vises her, for så vidt den stærkeste part kan undgå remis gennem pat.

Det skal dog bemærkes, at sætte mat med to springere mod kongen og bonde/bønder ikke kan fremtvinges i alle stillinger. Forudsætningen for dette er i hvert fald, at der er mulighed for at drive fjendens konge ud til et randfelt, og at bonden kan spærres i stor afstand fra dens forvandlingsfelt. Først da har man tid nok til at kunne realisere pat- og matplanerne. Nogle gange kan det ske, at matføringen varer længere end 50 træk, selv med det bedste spil. I dette tilfælde er der gjort en undtagelse fra den såkaldte 50-træks regel. Matsætningen skal så tvinges inden for det dobbelte af antallet af træk, hvilket er teoretisk påkrævet. Lad os lige se denne 50-træksregel: Som det er kendt, er spillet i henhold til denne regel automatisk remis, hvis der er inden for 50 træk

Sort er pat, men hvid i trækket kan bryde denne patstilling på en sådan måde, at sort stadig kan lave to bondetræk, hvilket er lige nok til at sætte kongen på a8 mat. Der følger i nedenstående diagramstilling 1:

1.Se3 (f4) g2 2.Sd5 g1D 3.Sc7 mat. Vi bemærker en væsentlig forskel i funktionen af ​​de to springere. Den ene sætter fjendens konge pat sammen med kongen, den anden blokerer bonden, venter på det rigtige øjeblik, og så pludselig, frigives bonden, hvorefter den springer et par hop tættere på fjendens konge, der står på et hjørnefelt og sætter den mat. På grund af denne funktionelle forskel ønsker vi at give de to springere to forskellige navne: pat-springeren og mat-springeren.
Mat-springeren må kun gribe ind, hvis den kan fremtvinge matten. Men det betyder ikke, at kun mat-springeren kan sætte mat. Det kan ske, at de to springere bytter roller i sidste øjeblik.

Her er Se7 pat-springeren og Se2 mat-springeren. Hvid har dog en god mulighed for at skifte roller: 1.Sd4 e2 2.Sdc6+ Ka8 3.Sd5 e1D 4.Sc7 mat.

Vi kan generelt skelne mellem fire faser i denne matsætning:

For hver af disse faser giver vi nu en vigtig guide:

Det er generelt irrelevant, om modstanderen har en randbonde. Dette udelukker ikke, at en randbonde kan lette matsætningen på grund af analogien med matsætningen af ​​en konge og en springer mod en konge og en randbonde. Hertil er det så nødvendigt, at de i 4 nævnte forudsætninger er opfyldt; kun afstanden fra forvandlingsfeltet er ligegyldig, da den anden springer kan spærre modstanderens konge nok af.
Efter disse generelle overvejelser kan vi begynde den detaljerede behandling af dette slutspil. Vi følger analyserne fra den russiske komponist og analytiker A. Troitzky, som i dag anses for at være den bedste autoritet på dette vanskelige og lidet undersøgte slutspil.

Først og fremmest er det vigtigt at lære de stillinger at kende, hvor mat kan fremtvinges. Troitzky skelner mellem vandret og lodret placering og introducerer yderligere begreberne normal og unormal. Udtrykkene “lodret” og “vandret” refererer til kongens position med hensyn til pat-springeren. “Normal” betyder, at forsvareren er i trækket, “unormal”, at angriberen er i trækket (Diagram 1 og 2).

I diagramstilling 1 danner Kf7 – Sf5 den “lodrette formation“, i diagramstilling 2, Kg6 – Se6 den “vandrette formation“. Den lodrette formation kræver vandret opposition af kongerne (Kf7 – Kh7) og omvendt.

Den lodrette eller vandrette position danner udgangspunktet for den egentlige matføring, dvs. den bestemmer det tidspunkt, hvor mat-springeren skal gribe ind. Det er vigtigt, at denne springer griber ind med tempogevinst, altså med skak, for ellers ville den frigivne bonde gå for tidligt i dronningen, især hvis det er en bonde, der allerede er ret fremrykket og kun er to eller tre felter væk fra forvandlingsfeltet.

Generelt er det ikke nødvendigt for mat-springeren at give skak på et bestemt felt. For eksempel antages det, at i diagram 1 er bonden og mat-springeren placeret forskelligt, men under alle omstændigheder på en sådan måde, at denne springer stadig kan give skak før bonden går i dronningen, derefter efter Sf8+ samt efter Sf6+ eller Sg5+ kan altid følge Sf5-e7(h4)-g6 mat. Men nu hvor mat-springeren i Diagram 1 er for langt væk til at gribe ind på f8, f6 eller g5, er tingene lidt sværere. Det eneste felt, hvorfra denne springer kan gribe ind i tide (dvs. før bonden forvandles til dronning) er g6. Derfor er det nødvendigt for sort at være i trækket, og ved at gøre det kommer vi også til at indse vigtigheden af ​​det setup Troitzky kalder “normal” og “unormal”.

“Normalt”, dvs. med sort i trækket, er løsningen til diagramstilling 1 som følger: 1…Kh8 2.Sc4 a3 (Efter 2…Kh7 3.Se5 a3 4.Sg6 a2 5.Sf8+ kommer til det samme.) 3.Se5 a2 4.Sg6+ Kh7 5.Sf8+ Kh8 6.Se7(eller h4) a1D 7.Seg6#

Denne løsning er dog ikke mulig, hvis hvid er i trækket i Diagramstilling 1a. Mat-springeren (Troitzky kalder den “reservespringeren“) kan ikke gribe ind i tide og sort ville efter 1.Sc4? med 1…a3! kunne gennemtvinge remis (2.Sxa3 eller 2.Sd2 a2 3.Sb3 a1D 4.Sxa1).

Ikke desto mindre vindes diagramstilling 1, selv med hvid i trækket. Metoden til at vinde er med forsigtige kongemanøvrer, således at modstanderen kommer i trækket som i diagramstilling 1a. Vi kommer så tilbage, hvor vi startede, men nu med sort i trækket i stedet for hvid. Den sorte konge sidder fast i den kritiske zone og kan ikke holde oppositionen, da g7-feltet er utilgængelig. Løsningen til diagramstilling 1a med hvid i trækket (“unormal”) er: 1.Kf6 Kh8 (Efter 1…Kg8 2.Ke7 opnår hvid sine intentioner et træk tidligere) 2.Ke7 Kg8 3.Ke8 Kh8 4.Kf8 Kh7 5.Kf7 og dermed er udgangspunktet i ovenstående diagram nået igen, men nu med “normalt”, altså med sort i trækket. Hvid fremtvinger nu mat på den lige angivne måde: 5…Kh8 6.Sc4 osv.

På samme måde fremtvinger hvid mat i diagramstilling 2 med den vandrette formation, bortset fra at mat-springeren ikke skal gribe ind via g6 men via f7. Så:

Løsning af Diagramstilling 2, normal, dvs. med sort i trækket: 1…Kh8 2.Sc4 (Også med Sa3-b5-d6-f7 kommer hvid i mål) 2…a3 3.Se5 (Eller også 3.Sd6 osv.) 3…a2 4.Sf7+ Kg8 5.Sh6+ Kh8 6.Sd8 a1D 7.Sdf7# mat.

Og nu diagramstilling 2a, unormal, det vil sige med hvid i trækket: 1.Kf6 Kh8 2.Kg5 Kh7 3.Kh5 Kh8 4.Kh6 Kg8 5.Kg6 og vi har nået diagramstilling 2 “normal”, dvs. med sort i trækket, og hvid fremtvinger mat 6.Sc4(eller også 6.Sb5) osv.

Ikke ubetydeligt er det, at hvid ikke blot kan fremtvinge overgangen fra den unormale til den normale stilling, men – om nødvendigt – også kan bevæge sig fra den vandrette til den lodrette stilling og omvendt. Dette kan blive vigtigt, når bonden og mat-springeren står anderledes end i diagramstillingerne henholdsvis 1 og 2.

Lad os gå tilbage til diagramstilling 2 og prøve at ændre den til diagramstilling 1.

Vi lader sort trække (vi har allerede vist, hvordan man forvandler en unormal position til en normal): 1…Kh8 2.Kf7 Kh7 3.Sg7 Kh6 (Også efter 3… Kh8 opnår hvid sit mål: 4.Sf5 Kh7 5.Kf6 osv.) 4.Kf6 Kh7 5.Sf5 Kh8 6.Ke7 Kg8 7.Ke8 Kh8 8.Kf8 Kh7 9.Kf7 og diagramstilling 1 (normal) er nået.

Et andet problem vises i følgende stilling:

Mens det i diagramstillingerne henholdsvis 1 og 2 var den normale opstilling (med sort i trækket), som hvid skulle opnå for at fremtvinge mat, er det her, i diagramstilling 3, det lige modsatte. Mat-springeren kan ikke gribe ind med skak, når det er sort i trækket, men med hvid i trækket fremtvinges matten således: 1.Sg4 h2 2.Sf6+ Kh8 3.Se7 h1D 4.Sg6# mat.

Da vi i diagramstillingerne 1 og 2 har set, at det ikke er svært for hvid at tvinge trækket over på sin modstander i en bestemt stilling, ville man være tilbøjelig til at tro, at han også selv kan sikre sig trækket. Dette ser dog ikke ud til at være tilfældet, og vi kan igen gøre en vigtig observation:
Man kan nemt konvertere den unormale opstilling til en normal, men det omvendte er ikke muligt. Med andre ord kan hvid sagtens tabe et tempo, men han kan ikke vinde et tempo!
Ikke desto mindre vindes diagramstilling 1 også for hvid med sort i trækket, da der er mulighed for at lade mat-springeren gribe ind med en skak på en hensigtsmæssig måde.

Til dette formål er det dog først nødvendigt med en lille ændring i diagramstilling 4, nemlig at vi skal flytte Sf5 til e6, for at hvid kan fremtvinge mat med:

1.Sg4 h2 2.Sg5+ Kh8 3.Se5 h1D 4.Sg6# mat. Nu hvor vi kender dette krav, vil vi lettere forstå løsningen. 1…Kh8 2.Kg6 Kg8 3.Sg7 Kf8 (Efter 3…Kh8 går det hurtigere, hvid sætter nu mat i fem træk: 4.Se6 Kg8 5.Sg4 h2 6.Sf6+ Kh8 7.Sd8 (Sg5) h1D 8.Sf7# mat.) 4.Kf6 Kg8 5.Se6 Kh7 (På 5…Kh8 følger 6.Kg6 og mat i fire træk) 6.Kg5 Kg8 (På 6…Kh8 følger igen 7.Kg6 med efterfølgende mat i fire træk.) 7.Kg6 Kh8 8.Kf7 Kh7 (Den ønskede ændring i diagramstilling 4 er således opnået; Sf5 er bragt til e6 og det er nu med hvid i trækket. Selve matsætningen kan begynde:) 9.Sg4 h2 10.Sg5+ Kh8 11.Se5 h1D 12.Sg6# mat.

Efter vi nu har set teoretisk på denne type slutspil, så lad os kaste blikket på et sådant slutspil i praksis.