To springere mod bonde/bønder

I alle slutspil med officerer mod bonde/bønder er det vigtigste spørgsmål, om der, efter at bønderne er blevet uskadeliggjort, stadig er nok materiale tilbage til at kunne fremtvinge mat. Med to springere mod bønder opstår der dog et helt andet problem. Dette problem begynder med spørgsmålet om, hvorvidt bonden (eller bønderne) udgør en direkte trussel. Hvis dette er tilfældet, dvs. det er nødvendigt at erobre bønderne, så er det maksimale, man kan opnå med to springere, remis. For selvom begge springere forbliver, er der ingen måde at fremtvinge mat mod den enlige konge på.

Som allerede nævnt, skal vi her skelne mellem bønder af positiv og negativ værdi. Hvis parten med bønderne ikke har nogen chance for at vinde – måske fordi de ikke har nogen bønder, der er langt fremme – ville det være bedre for dem slet ikke at have nogen bønder, fordi remis så er en selvfølge. I et sådant tilfælde er bønder mindre værd end ingenting: de har udelukkende negativ værdi.

Med to springere er tingene dog meget sværere. Har modstanderen kun én bonde, som aldrig kan udgøre nogen fare, kommer vi – teoretisk set – til følgende vindermulighed: Den ene springer spærrer bonden, mens den anden springer sammen med sin konge driver fjendens konge op i et hjørne. Når dette er opnået, frigiver den første springer bonden og går sammen med kongen og den anden springer videre til en patstilling og derefter sættes fjendens konge mat. Den negative værdi af bonden vises her, for så vidt den stærkeste part kan undgå remis gennem pat.

Det skal dog bemærkes, at sætte mat med to springere mod kongen og bonde/bønder ikke kan fremtvinges i alle stillinger. Forudsætningen for dette er i hvert fald, at der er mulighed for at drive fjendens konge ud til et randfelt, og at bonden kan spærres i stor afstand fra dens forvandlingsfelt. Først da har man tid nok til at kunne realisere pat- og matplanerne. Nogle gange kan det ske, at matføringen varer længere end 50 træk, selv med det bedste spil. I dette tilfælde er der gjort en undtagelse fra den såkaldte 50-træks regel. Matsætningen skal så tvinges inden for det dobbelte af antallet af træk, hvilket er teoretisk påkrævet. Lad os lige se denne 50-træksregel: Som det er kendt, er spillet i henhold til denne regel automatisk remis, hvis der er inden for 50 træk

I praksis forekommer slutspil af denne art sjældent. En del af grunden til dette er, at den stærkeste part forsøger at undgå, at et sådant slutspil opstår, både på grund af dets lave estimering af oddsene for at vinde, og fordi de fleste spillere har en meget vag idé om metoden, der bruges til sådanne slutspil. I moderne turneringer er et slutspil af den art kun sket én gang (se diagramstilling 1). Den kritiske del af dette slutspil blev undersøgt i detaljer af Troitzky i det russiske skaktidsskrift “Schachmaty” i 1935, hvilket viste, at begge spillere lavede alvorlige fejl.

Der fulgte: 1.Kxa7? (Den første grundlæggende fejl. I sådanne stillinger skal den svagere part stræbe efter at fremme sin bonde så meget som muligt. Derfor er 1.b4! her den korrekte fortsættelse, fx 1…Sd6 2.Kxa7 (nu tvunget, for efter 2.b5? Sc8 3.Kb7 Sd4 ville sort redde sin bonde og vinde) 2…Sb5+ 3.Kb6 Scd4 med remis, da den hvide konge ikke kan drives ind i en af de farlige zoner (dvs. nær hjørnerne). Man kan ikke fremtvinge dette med en konge og en springer, mens udsigten til at mat-springeren støtter denne plan – en udsigt, der alligevel er meget lille – er fuldstændig elimineret, da bonden her kun er 4 felter væk fra forvandlingsfeltet.) 1…Sb4 (Nu er bonden fastlåst 5 felter fra oprykningsfeltet, hvilket giver sort små gevinstchancer.) 2.Kb6 Sd4 3.Kc5 Sdc6 4.Kd6 (Kongen forsøger at komme ud af mat-springerens virkningsområde, så den ikke aktivt kan hjælpe. Her møder den hvide konges flugt dog store vanskeligheder, for den eneste udvej er via c4-c3-d2-e2 nær hjørnefeltet h1. Denne “nødudgang” forbliver åben, selv efter teksttrækket.) 4…Kf6 5.Kd7 (5.Kc5 giver en bedre chance for, at komme ud af Sb4s effektområde fx 5…Ke5 6.Kc4 Ke4 7.Kc3 Ke3 (eller 7…Sd5+ 8.Kc4 Sc4 9.Kc5 Ke5 10.Kc4 Kd6 11.Kd4 osv.) 8.Kc4, men sort står helt klart til gevinst i begge varianter.) 5…Ke5 6.Ke8 (At gå til randen er bestemt farligt. Her er teksttrækket dog ikke lavet helt frivilligt, for efter 6.Kc7 ville nærheden af ​​Sb4 igen have været farlig for hvid. Det er bemærkelsesværdigt, at sort ikke kan nå en gevinststilling, hverken efter teksttrækket eller efter 6.Kc7.) 6…Ke6 7.Kf8 Kf6 8.Ke8 Se5 (Sort indser, at han ikke kan komme længere med kongetræk. Det betyder dog, at den hvide konge igen har en mulighed for at komme væk fra randen.) Se fortsættelse i nedenstående diagramstilling 1a;

9.Kd8 (På 9.Kf8 ville sort vinde med 9…Sf7, fx 10.Kg8? Sd6 11.Kf8 og nu følger der mat i 7 træk efter: 11…Sd5 (for at sætte mat i to træk på d7 eller e6, hvilket også kunne gøres på forskellige andre måder med denne springer) 12.b4 Sc7 13.b5 Se6+ 14.Kg8 Kg6 15.b6 Sf5 16.b7 Se7+ 17.Kh8 Sg5 18.b8D Sf7# mat. Da bonden stadig har 5 træk til forvandlingsfeltet (dvs. maksimum), er det muligt for mat-springeren, at gribe ind relativt tidligt.) 9…Ke6 10.Ke8? (Her var 10.Kc7 absolut nødvendigt. Efter teksttrækket kunne sort havde fremtvunget mat.)

Sort i trækket sætter mat i maksimalt 33 (!) træk. Nu følger vi ikke længere partiet, der endte remis efter en række mindre gode træk af sort, men derimod Troitzkys ekstraordinært lærerige analyser. 10…Sf7 (Et væsentligt træk. Den hvide konge kan ikke længere flygte via d8, mens flugten via f8-g7 ikke fører til den ønskede succes.) 11.Kf8 Sd6 (Samme taktik; nu kan den hvide konge ikke gå til e8.)