Centrum

Alt sundt åbningsspil har to mål: at få officererne i spil og at opnå en passende indflydelse i centrum – og naturligvis samtidig at forhindre, at modstanderen får for stor succes på disse to områder. Således kan vi opstille fire grundprincipper, der imidlertid er knyttet tæt sammen på en ofte meget forvirrende måde – eksempelvis kan man komme i den situation, at man kan vanskeliggøre modstanderens udvikling med en manøvre, der også besværliggør ens egen udvikling eller måske på længere sigt medfører en fare for en forringelse af ens indflydelse i centrum!

For overskuelighedens skyld gemmer vi de problemer, der navnlig hænger sammen med den hurtige mobilisering af officererne, til afsnittet, Officersudviklingen. I dette afsnit vil vi beskæftige os med læren om centrum og undersøge forskellige bondestillinger i centrum.

Centrum er i snævreste forstand de fire felter d4, d5, e4 og e5, men ofte bruges udtrykket om hele kvadratet c3-c6-f6-f3. Tilsvarende er centrumsbønder først og fremmest d- og e-bønder, men c- og f-bønder, der aktivt tager del i centrumskampen, smykkes også med denne titel.

At centralfelterne er særlig værdifulde at beherske, er det ikke svært at indse. Tænk f.eks. en hvid springer på e5. Hvis sort ikke er i stand til at fordrive den, må han finde sig i, at hvid kontrollerer felterne c6, d7, f7 og g6, og som følge deraf vil det være uhyre vanskeligt for sort at manøvrere; en hvid springer på f.eks. b5 ville ganske vist også genere sorts spil på dronningfløjen, men på kongefløjen ville den ikke have noget at skulle have sagt. Dette er netop noget karakteristisk og betydningsfuldt for centralfelterne, at en officer, der anbringes her, er med i spillet på begge fløje. Herefter er det indlysende, hvilken rolle centrumsbønderne spiller: de tager vigtige felter fra modstandernes officerer.

For 60 år siden skyndte alle kendte mestre sig at sende et par bønder frem til kamp om centrum. Det gør man ikke altid i vore dage, ofte lurer man lidt for at se, hvorledes modstanderen vil forholde sig, for derefter at kunne støde frem med noget større kraft. Men at et stærkt bondecentrum er godt at have, det står stadig fast, og hvis en spiller tilsyneladende er lidt tilbageholdende i starten, skal dette ikke forlede nogen til at tro, at han slet ikke bryder sig om et godt gammeldags bondecentrum, han vil med fryd gribe den første chance, der viser sig, for at få ét. Dette og først og fremmest et par mobile centrumsbønders dræbende kraft giver følgende parti et godt indtryk af.

Spillet i landskampen Danmark-Norge, Oslo 1956. Hvid: B. Larsen. Sort: E. Myhre:

1.Sf3 Sf6 2.g3 c5 3.Lg2 Sc6 4.0-0 g6 5.d4! cxd4 6.Sxd4 Lg7 7.c4! 0-0 8.Sc3 (læg mærke til, hvorledes hvid efter fire i relation til centrum beskedne træk slog til og opnåede fin kontrol over centralfelterne, og læg også mærke til, at han ikke drømmer om at spille e4, det er meget bedre at have Lg2 til at virke mod centralfeltet d5 og videre ned mod den sorte dronningfløj. Sort foretager nu en helt forfejlet manøvre, men hans stilling er allerede lidt i underkanten); 8…Sg4? 9.e3 Se5 (Sort havde nu forestillet sig følgende: 10.b3 Sxd4! 11.exd4 Sc6 med ganske godt tryk mod d4. Hvids næste træk slog ham helt ud); 10.c5! Sxd4? (Relativt bedre var 10…d6 11.Sxc6 Sxc6 12.exd6 Dxd6 13.Dxd6 exd6, selv om bonden på d5 ville blive en følelig svaghed i slutspillet); 11.exd4 Sc6 12.d5! Sb4 (Også efter 12…Sd4 13.Lg5 stod sort elendigt); 13.Te1 Te8 (Eller 13…d6 14.Lg5 Te8 15.cxd6 Dxd6 16.Se4 Db6 17.a3 Sa6 18.d6! med gevinststilling); 14.Lf4 Sa6. Se på diagram 1, hvor indeklemt sorts stilling er. Nu går hvid til angreb.

15.Sb5! Lxb2 16.d6! (Trækfølgen er vigtig! Efter 16.Tb1 Lg7 var sagen mindre klar, f.eks. 17.d6 e5! Nu derimod har sort ikke noget forsvar, han tør ikke tage kvaliteten, da de sorte felter omkring hans konge bliver for svage, f.eks. 16…Lxa1 17.Dxa1 e6 18.Le5 eller 17…exd6 18.Txe8+ Dxe8 19.Sxd6 De6 20.Lh6 f6 21.Se4 Kf7 22.Sg5+!); 16…e5 17.Tb1 exf4 18.Txe8+ Dxe8 19.Txb2 De5 20.Te2 Dxc5 21.Da1 og sort opgav.

Undersøg dette parti grundigt og se, hvorledes de to stærke bønder kvalte sort, hvis officerer ikke kunne stille op til den afgørende kamp, som han havde let ved at vinde i kraft af sin store officersovervægt, sorts brikker på dronningfløjen talte jo ikke med!

Lad os nu se på forskellige bondestillinger i centrum. Der er mange forskellige muligheder, selv om man udelukker dem, hvor den ene part er altdominerende. Vi skelner mellem de åbne stillinger (bondestilling som f.eks. på diagram 2) og de lukkede stillinger, som diagrammerne 3 og 4 viser eksempler på. Imellem disse yderpunkter er der en mængde overgange, såkaldte halvåbne og halvlukkede stillinger.

Åbne stillinger kan efter et par bondeafbytninger opstå af omtrent alle åbninger. Her kan officererne rigtig boltre sig, og hvis en sådan stilling er ved at opstå, gælder det mere end nogensinde: få officererne i spil i lyntempo og – næsten det vigtigste – få rokeret i en fart! Til illustration af dette sidste tænker man sig, at den sorte konge i diagram 2 endnu befinder sig på e8 og efter en skak må gå til f8. Derefter ses det tydeligt, at det bliver meget svært at få bragt tårnet på h8 i spil, og en sådan fordel vil hvid i mange tilfælde kunne tillade sig at ofre et par bønder for at opnå.

Men vi er igen ved i utide at komme over i næste afsnit og vender os mod de lukkede stillinger. Her varer det et stykke tid, før det kommer til åben officerskamp, hvilket medfører, at den, som er kommet lidt bagefter i udvikling, har bedre chancer for at få lov i fred at indhente det forsømte. Derfor vil det meget sjældnere end i åbne stillinger kunne betale sig at ofre en bonde for et par tempi – men derom mere i næste afsnit.

Det problem, vi her vil se på, er dette: Når de nødvendigste udviklingstræk er gjort, vil det blive nødvendigt at gennemføre et bondefremstød for at åbne linjer og diagonaler for officererne, og allerede ved første træk med en officer må man tænke på, hvorfra den bedst vil kunne understøtte eller drage fordel af det påtænkte fremstød. Sådanne overvejelser vil ofte resultere i, at mesteren vælger et træk, som får begynderen til at studse, men som han dog ved nærmere eftertanke vil kunne forstå. Lad os tage et eksempel:

Efter 1.d4 Sf6 2.c4 g6 3.g3 Lg7 4.Lg2 0-0 5.Sc3 d6 6.Sf3 c5 (den “jugoslaviske” variant i kongeindisk, temmelig moderne); 7.d5 opstår stillingen på diagram 5.

Se nedenstående diagram:

Her vil vel begynderen, der har opsuget lidt af læredommen om udvikling, centrum osv., men ikke fordøjet det endnu, foreslå træk som 7…Lf5 og Sbd7, men hvad spiller mestrene? 7…Sa6! “Hva’ for no’et?” spørger eleven forundret. “En springer på et randfelt, det er da aldrig godt!” Nej, det siger man jo, men heller ikke i skak findes der regler uden undtagelser. Alle regler må en gang imellem bøje sig for andre regler, der i den bestemte situation siger noget andet med større vægt.

Vi ser lidt på diagram 5 og spørger os selv, hvilket bondefremstød sort skal planlægge. Der kan være tale om at gå frem med b-bonden eller e-bonden. Det sidste fører imidlertid efter 7…e6 (eller e5) 8.dxe6! til, at sort får en svag bonde på d6, og strider i øvrigt mod den ganske udmærkede regel, at en bondekæde helst skal angribes ved roden og ikke ved toppen. Disse træk med e-bonden er enkelte gange blevet forsøgt i mesterkredse af folk, der ville prøve noget nyt, men uden tilfredstillende resultater. Det rigtige må være fremstødet b7-b5, og mod dette kan der heller ikke gøres alvorlige indvendinger. Tværtimod forekommer det logisk at angribe den hvide dronningfløj, som den sorte kongeløber allerede er rettet mod. Hvorledes forberedes nu dette fremstød? Med Tb8 og Ld7, altså må man sætte springeren på a6, for at den ikke skal stå i vejen. Men nu opdager vi til vor store fryd, at a6 ligefrem er et fortræffeligt felt i forbindelse med forberedelserne til b7-b5. Springeren kan eventuelt hoppe til c7 og hjælpe med til at skaffe tilstrækkelig dækning af b5; og hvis hvid med a4 foreløbig hindrer fremstødet, hopper springeren glad og fro til b4, hvorefter fremstødet nok skal komme før eller senere, forberedt med b6 og a6 (men ikke først a6 på grund af det generende hvide træk a5).

Forhåbentlig har denne ret indgående begrundelse for trækket 7…Sa6! ført til, at man har fået forståelsen af sådanne problemer. Vi kan også betragte dem under en anden synsvinkel: Undertiden vil en spiller, der er en smule bagefter i udvikling, søge at tvinge modstanderen til at lukke centrum, således han kan få ro til at bringe sine brikker i spil. Men han skal da passe på, at det ikke går sådan, at de træk, hvormed han fremtvinger denne aflukning, fører til, at han, efter at den lukkede stilling er opstået, får vanskeligt ved at gennemføre det bondefremstød, som stillingen kræver.

Følgende parti fra danmarksturneringen 1956 er særdeles instruktivt:

Hvid: B. Larsen. Sort: Chr. Poulsen.

1.Sf3 Sf6 2.g3 g6 3.Lg2 Lg7 4.c4 0-0 5.d4 d6 6.0-0 Sbd7 7.Dc2 e5 8.Td1 De7 9.Sc3 c6 10.b3 Te8 11.e3 (bedre end 11.La3 e4 fulgt af e4-e3), 11…Sf8 (ikke 11…e4 12.Sg5 d5 13.cxd5 cxd5 14.Sb5! Men nu er sort parat til e4 fulgt af Lf5, derfor) 12.e4 Lg4 13.d5 (hvid vil ikke risikere, at sort med afbytning på f3 fulgt af Se6 får kontrol over det vigtige felt d4), 13…c5 14.h3 Ld7. Se diagram 6.

Sort har fået sin vilje, hvid har lukket centrum. Den opståede bondestilling er i princippet god for sort, der har de udmærkede muligheder b5 og f5. Men her ser vi, at han næppe vil være i stand til at gennemføre b5, og f5 vil kræve lang tids forberedelse: først skal Sf6 flyttes, dernæst skal den anden springer helst også omplaceres, således at kongetårnet kan komme til f8, hvor det naturligt hører hjemme i forbindelse med fremstødet f5 – og Ld7 står i vejen for begge springerne! Trækket h6 skal også helst spilles for at forhindre det generende Sg5. For hvid er det hele meget lettere: han har på grund af bondestillingen en terrænovervægt på dronningfløjen, hvor det derfor vil være naturligt at gå til angreb med b3-b4, og dette fremstød kan meget hurtigt gennemføres. Som partiet viser, er det ikke engang nødvendigt at forberede det med a3, da sort ikke er i stand til at blokere effektivt på c5.

Spil resten af partiet igennem, langsomt og med omtanke, og se, hvor hurtigt hvids aktion bliver truende, og hvorledes truslen 26.Sxa7 får sort til at afbytte sin hvidfeltede løber, hvorefter han bliver ude af stand til at gennemføre f5 og går til grunde.

I nedenstående viser vi lige diagram 6 igen:

15.Tab1 Sfh5 16.b4 cxb4 17.Txb4 b6 18.a4 Tec8 19.Da2 Le8 20.a5 Sd7 21.axb6 Sxb6 22.Le3 Dc7 23.Lf1 h6 24.Sb5 De7 25.Ta1 Lxb5 26.Txb5 Sf6 27.Ta5 Sfd7 28.Sd2 Df6 29.Dc2 Tc7 30.Ta6 Dd8 31.Da2 Dc8? 32.Lxb6, opgivet, sort taber jo en officer efter 32…Sxb6 33.Txb6.

31…Dc8 var naturligvis en grov fejl i tidnød, men selv uden den havde hvid utvivlsomt vundet. a7-bonden var uholdbar, og med h4 samt Lh3 eller ved lejlighed Sd2-b3-a5-c6 kunne hvid forstærke trykket, sort havde intet modspil. Vi nåede altså at se det, vi skulle: hvid kom i fordel, fordi han hurtigst kunne starte sit angreb, der blev så stærkt, at sort blev nødt til at koncentrere sig om forsvaret, ude af stand til at sætte et modangreb ind. En trist skæbne, men årsagen er vi jo klar over: da den lukkede stilling opstod, var de sorte officerer helt forkert placeret med henblik på det ønskelige fremstød f5.

Vi har tidligere nævnt reglen om, at en bondekæde helst skal angribes ved roden eller basis, som det også kaldes, angreb mod kædens top er langt mindre effektive. Denne regel er der grund til at se lidt mere på, da den er af overordentlig stor betydning for planlægningen og dermed også bedømmelsen af de lukkede stillinger. Vi har jo lige set et vellykket angreb på c5, den ene af toppene af bondekæden c5-d6-e5, og det var jo for øvrigt klart, at der i dette tilfælde slet ikke var nogen mulighed for et angreb på basisbonden på d6. Dette var imidlertid også begrundelsen for, at vi kaldte denne bondestilling “i princippet god for sort”. Hvis de sorte officerer havde stået hensigtsmæssigt, kunne f5 været blevet indledningen til et stærkt kongeangreb.

Hvis de sorte officerer havde stået godt, havde desuden angrebet på dronningfløjen mistet meget af sin kraft. Det kunne endog være gået sådan, at hvids c4-bonde var blevet svag, og hvis hvid i stedet for havde foretrukket at forberede f4, kunne e4 være blevet en svækling. Dette er netop den store ulempe ved at angribe en bondekæde fra toppen, man risikerer at få en svag bonde. Vi så det allerede ved diagram 5, hvor 7…e6 var mindre godt, fordi d6 blev svag.

Imidlertid må man aldrig glemme, at officersstillingen kan vende op og ned på begreberne, hver enkelt stilling må bedømmes for sig.

I en anden kongeindisk variant, det såkaldte firbondespil, får sort godt spil ved øjeblikkelig at angribe hvids bondekæde fra toppen.

Se på diagram 7, stillingen opstår efter 1.d4 Sf6 2.c4 g6 3.Sc3 Lg7 4.e4 d6 5.f4 0-0 6.Sf3 c5 7.d5 – vi bemærker i forbifarten, at 7.dxc5 besvares kraftigt med 7…Da5!

Hvids bondecentrum ser måske ganske godt ud, men sort indleder straks et stærkt modspil med 7…e6! Det er ganske lærerigt at se på de forskellige muligheder: 8.dxe6 spilles næsten aldrig. Sort kan slå igen med f-bonden og har senere muligheden e5 fulgt af Sc6-d4, hvorefter hvid ikke kan komme til at angribe d6. Da d6 imidlertid i alle tilfælde er let at dække, kommer det også i betragtning at stille sig op på følgende måde: Sc6, a6, Sf5-e8-c7, Tb8, eventuelt De7 for at kunne dække d6 med Tf-d8 om fornødent – og før eller senere fremstødet b5, d5 bliver måske også muligt. Som man ser, er den sorte stilling elastisk og fuld af muligheder, og det er ikke uden grund, at 8.dxe6 er forsvundet fra mestrenes repertoire.

Efter 8.Le2 exd5 9.exd5 Te8 10.0-0 Lf5 står spillet temmelig lige.

8.Ld3 exd5 9.cxd5 er den interessanteste fortsættelse, hvid søger at hævde sit brede bondecentrum. Sort har imidlertid gode modchancer, blandt andet fordi hvid ikke har fået rokeret endnu. Efter 9…Db6 kan hvid stadig ikke rokere, og han har ikke noget bedre end 10.Db3, men efter dronningafbytning kan sorts overvægt på dronningfløjen blive lige så farlig som hvids i centrum. I et parti fra 1925 ser man et godt bevis på sorts chancer, hvis hvid ikke spiller 10.Db3: 10.Sd2 Sg4! 11.Sc4 Dd8 12.Le2 h5! Hvid kan stadig ikke rokere, nu på grund af Ld4+, i det hele taget er Ld4 noget af en trussel, og på 13.Sb5 havde Euwe, der spillede sort, en kraftig parade i beredskab: 13…a6 14.Sbxd6 b5 15.Sxc8 bxc4 osv. Forøvrigt er der også en anden tilfredsstillinde mulighed for sort i stedet for 9…Db6, nemlig 9…Te8 10.0-0 c4, hvad der efter 11.Lxc4 Sxe4 fører til temmelig lige spil. Hvid kan ikke så godt spille 11.Lc2 på grund af 11…Sg4, hvorefter sort truer med 12…Db6+ og desuden er parat til at ødelægge det flotte hvide centrum med f5.
Det, der i dette tilfælde satte sort i stand til at gå så aggressivt til værks, var åbenbart den kendsgerning, at hvid havde brugt så meget tid til opbygningen af sit centrum, at han var ved at komme bagefter i udvikling, og navnlig var det vigtigt, at han fik vanskeligheder med rokaden.

Men der er stadig grund til som hovedregel at fastslå, at angrebet på kædens basis er det effektiveste. Vi vil se lidt på bondestillingen i diagram 3, den opstår meget ofte i fransk, f.eks. efter 1.e4 e6 2.d4 d5 3.e5 eller 1.e4 e6 2.d4 d5 3.Sc3 Sf6 4.Lg5 Le7 5.e5 eller her 4.e5 Sfd7. På diagram 8 har vi stillingen i den første variant efter 3.e5:

I denne stilling er 3…c5 afgjort sorts bedste træk, angrebet på d4-bonden skal indledes med det samme. Nogen anden fornuftig plan har sort ikke i denne stilling, dårligt er f.eks. 3…f6? 4.Ld3!, og at spærre for c-bonden med 3…Sc6 er heller ikke tiltalende. Endvidere er det på grund af den generende bonde på e5 vanskeligt at udvikle kongefløjens officerer. Efter 3…c5 bliver trykket mod d4 imidlertid hurtigt generende for hvid, hvis han prøver at bevare bondekæden med 4.c3, og hvis han bytter på c5, får sort en bekvem udvikling og giver sig til at angribe e5-bonden.
Følgende variant, der tidligere blev spillet en del, viser tydeligt, hvor besværligt det kan blive for hvid at forsvare d4: 3…c5! 4.c3 Sc6 5.Sf3 Db6 6.Le2 Sge7 7.b3 cxd4 8.cxd4 Sf5 9.Lb2 Lb4+ 10.Kf1. Denne variant spilles næsten aldrig mere, det er ikke særlig rart at skulle opgive rokaden. Sort fortsætter med 10…h5 eller 10…0-0 og står utvivlsomt noget bedre.

Nu til dags har man dog fundet forstærkninger for hvid, blandt andet 7.Sa3 for at gå videre til c2, hvor springeren altså deltager i forsvaret af den omstridte d4-bonde. Særlig moderne er 6.a3 (i stedet for 6.Le2), hvid vil fortsætte med 7.b4, og sort synes at gøre klogt i at forhindre dette med 6…a5, hvorefter hvid kan spille 7.Le2 osv., uden at blive generet af skakken på b4.
Alligevel foretrækker de fleste at vente med at spille e5. I gamle dage var 1.e4 e6 2.d4 d5 3.Sc3 Sf6 4.Lg5 Le7 5.e5 Sfd7 6.Lxe7 Dxe7 hovedvarianten i fransk. Den er dog efterhånden gået noget af mode (3…Lb4 er blevet mere almindeligt), og der er nok heller ingen tvivl om, at hvid efter 6…Dxe7 har en lille, men klar fordel. Afbytningen af de sortfeltede løbere er nemlig fordelagtig for ham, da sorts hvidfeltede løber er “dårlig”. Dette giver os anledning til at beskæftige os med problemet “den dårlige løber”.

Således betegnes en løber, der er hæmmet i sine bevægelser af sine egne bønder. Det ligger i sagens natur, at der er tale om fastlagte bønder, ellers kan man jo bare flytte dem frem, således at løberen kan få lidt luft. En meget dårlig løber ser vi et eksempel på i diagram 9.
Et slutspil som dette, der er fuldstændig håbløst, kan sort temmelig let komme ind i, hvis han i denne klassiske hovedvariant i fransk ikke passer på. Eksemplet er naturligvis overdrevet en smule, det skulle vel ikke være nødvendigt, at alle de sorte bønder kom på hvidt, men allerede det, at centrumbønderne er fastlagt på løberens farve, er et stort handicap. Det vil derfor være tilrådeligt at bytte denne løber af mod én af de hvide officerer, hvis der bliver lejlighed til det. I mange franske varianter optræder da også manøvrer som b6 fulgt af La6 eller Lc8-d7-b5. Det er dog heller ikke sjældent at se partier, hvor smertensbarnet, efter at der er spillet f6, via d7-e8 kommer op på g6 eller h5 og gør god fyldest.
Det nemlig lidt hårdt at erklære en løber for dårlig, bare fordi et par fastlagte centrumbønder står på dens farve. Hvis løberen er udenfor bondekæden, kan den i mange tilfælde være særdeles aktiv. Dette gælder således den sorte dronningløber i e5-varianten i Caro-Kann:

1.e4 c6 2.d4 d5 3.e5 Lf5. Hvid kan lige så godt straks spille 4.Ld3, for denne “dårlige” løber er skam stærk! Men efter 4.Ld3 Lxd3 5.Dxd3 e6 6.Se2 c5 7.c3 osv. har sort det meget bekvemmere end i de tilsvarende varianter i fransk, den hvide dronningløber er endda på vej til at blive dårlig. I Caro-Kann må 3.e5 derfor regnes for et lidt tvivlsomt træk.
For at vende tilbage til den omtalte franske variant, er det naturligvis ikke meningen at afsige nogen dødsdom over den, men blot at henlede opmærksomheden på faren. Den lidt indeklemte løber behøver ikke at komme til at betyde noget, når blot sort går energisk til angreb på det hvide centrum med c5 og eventuelt også f6. En spiller som Ståhlberg har ofte med succes ført de sorte brikker. Hvad det hvide spil angår, kan det anføres, at det er meget vanskeligt at bevare bondecentret, det er bedre at stille sig op på en sådan måde, at man er parat til at besætte felterne d4 og e5 med officerer.
Sorts konsekvente angreb på det hvide bondecentrum er noget meget karakteristisk for fransk, der allerede i forrige århundrede var en ret ofte spillet åbning. Men med tempotab at lokke modstanderens centrumbønder frem for derefter så meget lettere at kunne angribe dem – det fandt man alligevel ikke på dengang! Dette er imidlertid den bærende idé i Alekhine forsvar, der opstår efter 1.e4 Sf6. Se diagram 11.

Det ser jo lidt frækt ud, men da Alekhine i 1921 indførte dette træk i mesterparksis, viste det sig alligevel hurtigt, at det slet ikke var så let for hvid at opnå fordel. Det flotte bondecentrum, som hvid kunne få, var udsat for en voldsom beskydning, som det ikke altid modstod. Følgende varianter viser klart, hvilke muligheder sort råder over:
2.e5 Sd5 3.d4 d6 4.c4 Sb6 5.f4 dxe5 6.fxe5 Sc6 7.Le3 Lf5 8.Sc3 e6 9.Le2 Sb4 10.Tc1 c5 11.Sf3 Le7 12.a3 cxd4 13.Sxd4 Sc6 med lige spil (14.Sxf5 exf5 15.Dc2 Lg5 16.Td1 Lxe3!! er chancerigt for sort). Eller i stedet for 9…Sb4; 9…Le7 10.Sf3 0-0 11.0-0 f6 med kompliceret spil.
Eller også 9…Dd7 10.Sf3 0-0-0 11.0-0 f6, ligeledes med meget indviklet spil, hvor dog hvid med 12.exf6 gxf6 13.d5! kan indlede et farligt angreb. Men, som man ser, det hele er meget uklart, sort har gode modchancer, og nu til dags foretrækker de fleste mestre mere rolige fortsættelser som 4.Sf3 eller 5.exd6, der giver hvid et bekvemt spil, uden at man dog kan tale om nogen egentlig fordel. Man må derfor sige, at Alekhine forsvar har vist sig livskraftigt, selv om det ikke længere er den store mode.

I forskellige varianter af kongeindisk varer det temmelig længe, før sort foretager sig noget i centrum. Lad os se på den såkaldte Panno-variant, som den argentinske stormester lancerede omkring 1955: 1.d4 Sf6 2.c4 g6 3.g3 Lg7 4.Lg2 0-0 5.Sc3 d6 6.Sf3 Sc6 7.0-0 a6. Se diagram 12.

Tidligere spillede man 7…e5 eller undertiden 7…Lg4, dette sidste med fortsættelser som 8.h3 Lxf3 9.Lxf3 Sd7 10.e3 e5 (eller 10.Lg2 Sxd4 11.Lxb7); eller 8.d5 Lxf3 9.exf3 Sa5, og det er da noget, man kan forstå, men hvad er meningen med det mystiske træk 7…a6? Kan sort således helt negligere centrum? Således tænkte mange mestre, da varianten dukkede op, men det lykkedes ingen at gendrive den, så lad os se lidt på problemerne.
Vigtigt er det, at hvid selv endnu ikke er parat til en bred opmarch i centrum, for efter 8.e4(?) Lg4! kommer han i en ubehagelig situation, idet Lg4 bliver generende efter 9.Le3 Dc8 eller 9.d5 Se5, og efter 9.h3 Lxf3 10.Lxf3 e5 kommer sort til at stå godt i kraft af kontrollen over feltet d4, f.eks. 11.d5 Sd4 12.Le3 Sd7 13.Lg2 c5 eller 11.Se2 Sd7 12.Le3? Df6! eller 11.dxe5 dxe5. I sidste tilfælde opstår en stilling, som det er værd at lægge mærke til, idet lignende stillinger ofte fremkommer i kongeindisk efter slapt spil af hvid. Der er det i vejen, at sort kan opnå herredømmet over d4, medens hvid ikke kan regne med at få fornøjelse af det tilsvarende felt d5, som det endnu er muligt for sort at dække med c-bonden.
Vi ser altså, at 8.e4 i hvert fald ikke er nogen gendrivelse af 7…a6. Et andet “kraftigt” træk, 8.d5, kan der ikke indvendes noget imod, men det fører efter 8…Sa5 9.Sd2 c5 til en stilling, der oftere opstår efter en anden trækfølge, nemlig 6…c5 7.0-0 Sc6 8.d5 Sa5 9.Sd2 a6 – den såkaldte jugoslaviske variant. Denne stilling er kendt som tilfredstillende for sort, der tilstræber en aktion på dronningfløjen med fremstødet b5. I det foreliggende tilfælde har hvid ganske vist muligheden for at slå en passant, men efter 10.dxc6 Sxc6 står sort ikke dårligt.
Heller ikke 8.d5 giver altså noget særligt, og man har derfor forsøgt en mængde andre fortsættelser. Sorts plan er at spille 8…Tb8 fulgt af b5, og hvis hvid fortsætter alt for roligt, kan det ende med, at sort får bondeovervægt i centrum! Hvis sort nemlig får spillet b5, og hvid slår på b5 med c-bonden, så har sort efter axb5 fået en centrumbonde for sin a-bonde, og derefter vil han kunne rykke frem i centrum og få godt spil. Man må derfor indrømme, at 7…a6, hvor mærkeligt det end kan se ud, er en vel gennemtænkt forberedelse til en aktion i centrum!

I et af de første partier, hvor denne variant blev spillet, Ståhlberg-Panno, Göteborg 1955, fik sort godt spil efter:

1.d4 Sf6 2.c4 g6 3.g3 Lg7 4.Lg2 0-0 5.Sc3 d6 6.Sf3 Sc6 7.0-0 a6, fik sort godt spil efter: 8.h3 Tb8 9.Le3 b5 10.cxb5 axb5 11.Tc1 Sa5 12,b3 b4 13.Sb1 La6, og et par dage senere, i partiet Donner-Panno, havde sort endnu større succes efter 8.a3 Sa5! 9.Sd2 c5 10.e3 Lg4! 11.Se2 cxd4 12.exd4 Tc8 med fortræffeligt spil. Hvid skulle hellere have spillet 10.d5, hvorefter man var havnet i en forgrening af den jugoslaviske variant, hvor sort får tilfredsstillende spil efter 10…Sd7 11.Dc2 Se5 13.b3 Tb8.

Så meget om denne variant, der udgør et interessant og stadig uløst åbningsteoretisk problem. Det ser ikke ud til, at det vil lykkes at gendrive den. Sort synes at kunne vente med at foretage et bondefremstød i centrum, fordi hans stilling ikke rummer nogen svage punkter, og fordi hvid ikke er parat til at foretage et skarpt angreb på centralfronten.
Vi skal nu se på centrumstillingen, der karakterisereres af bønder, der egentlig må anses for svage, i hvert fald i et slutspil, men som i midtspillet kan være ganske udmærkede, og som man derfor ikke altid behøver at være bange for at påtage sig i åbningen.

Bondestillingen i diagram 13 opstår ofte i dronninggambit og ses heller ikke så sjældent i nimzoindisk. Den isolerede hvide d-bonde kan let blive en alvorlig svaghed i slutspillet, men så længe der er mange officerer på brættet, har denne bondestilling sine store fordele for hvid. Han har nemlig en vis terrænfordel og kan manøvrere lettere end sort, og ofte vil han være i stand til at starte et kraftigt kongeangreb. Bemærkelsesværdigt er det, at sorts støttepunkt i centrum er d5, medens hvid har et støttepunkt på e5, altså en mere fremskudt base, hvorfra en springer i mange tilfælde ville kunne genere sort en hel del. Hvis den afbyttes, slår hvid igen med bonden, hvorved han slipper af med sin isoleret bonde og indsnævrer den sorte kongefløj. Naturligvis kan sort opnå kontrol over e5 ved at spille f6, men dette vil i mange tilfælde være en meget alvorlig svækkelse af e6-bonden.
Allerede denne korte udredning viser, at med mange officerer på brættet er denne stilling fuld af problemer for sort, der sjældent får tid til at tænke på erobring af den svage bonde. Dertil kan det føjes, at et par tidligere meget populære varianter, hvor hvid får den isolerede d-bonde med alle officerer på brættet, nu spilles meget sjældent i mesterkredse, da de fleste er nået til den overbevisning, at hvid får store angrebschancer. Det drejer sig dels om følgende variant i nimzoindisk:

1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sc3 Lb4 4.e3 c5 5.Ld3 d5 6.Sf3 0-0 7.0-0 Sc6 8.a3 cxd4 9.exd4 dxc4 10.Lxc4 Le7 og dels om den gode gamle Steinitz-variant i modtaget dronninggambit: 1.d4 d5 2.c4 dxc4 3.Sf3 Sf6 4.e3 e6 5.Lxc4 c5 6.0-0 cxd4 7.exd4, der fører til omtrent samme stilling. Man kan dog nok ikke påstå, at der er ført bevis for, at hvid i disse varianter kommer i fordel, og det er ikke udelukket, at de kan blive moderne igen. I hvert fald er det givet, at stillingsbalancen er så fin, at et enkelt tempotab eller et træk, der ikke rigtig passer ind i den hvide opbygning, er nok til, at sort får bekvemt spil. Hvis vi f.eks. i den nimzoindisk variant erstatter 6.Sf3 med 6.Se2 og i øvrigt gør de samme træk, måske for sort 10…Ld6 i stedet for 10…Le7, så kommer sort til at stå godt, fordi springeren på e2 står dårligt, den kan jo ikke foreløbig komme op på det stærke felt e5! Også 1.d4 d5 2.c4 e6 3.Sc3 Sf6 4.Sf3 c5 5.e3 Sc6 6.Ld3 cxd4 7.exd4 dxc4 8.Lxc4 Le7 anses for udmærket for sort, men det er jo Steinitz-varianten, blot med et tempo mere for sort, fordi hvids løber er kommet til c4 i to træk.
Ulemperne ved den isolerede bonde er som allerede nævnt større, når der er byttet et par officerer af, idet terrænovervægten ikke spiller nogen rolle, og hver afbytning bringer også slutspillet nærmere, og dér kan som nævnt den svage bonde blive en alvorlig affære.

Den isolerede bonde spøger også i den engang så populære Tarrasch-variant: 1.d4 d5 2.c4 e6 3.Sc3 c5 4.cxd5 exd5 5.Sf3 Sc6 Se diagram 14. 6.g3! Et meget stærkt og lærerigt træk. Det blev indført af Schlechter omkring 1908, og senere opnåede især Rubinstein store successer med det, hvilket var skyld i, at trækket 3…c5 blev forladt af næsten alle mestre.
Det må allerførst bemærkes, at hvid ikke ville have noget ud af straks at give sort den isolerede bonde, for efter 6.dxc5 d4 7.Se4 Lxc5 8.Sxc5 Da5+ står sort fuldt tilfredsstillende, hvid har næppe bedre end 9.Dd2 Dxc5 10.e3 dxe3 Dxe3+, hvad der fører til et fuldstændig lige slutspil. Men hvid har jo til hensigt senere at slå på c5, og derefter byder løberudviklingen til g2 betydelige fordele. For det første er løberen stillet op med skudretning mod bonden på d5, og for det andet er den hvide rokadestilling meget solid, således at de angrebschancer, der i så mange tilfælde kompenserer bondesvagheden, her er meget små. En ganske lille, men klar fordel opnår hvid i følgende af Réti angivne variant: 6…Sf6 7.Lg2 Le7 8.0-0 0-0 9.dxc5 Lxc5 10.Sa4 Le7 11.Le3 Se4 12.Sd4 Sxd4 13.Lxd4 Le6 14.Sc3 Sxc3 15.Lxc3 Lf6 16.Lxf6 Dxf6 17.Dd2. Man ser, at d5 bliver svag, og sort må indstille sig på et vanskeligt forsvarsspil.