Officersudviklingen

Det turde være indlysende, at det gælder om hurtigst muligt at få sine officerer i spil, bringe dem til felter, hvorfra de kan foretage et angreb på den fjendtlige stilling, om muligt før denne er sat i forsvarsdygtig stand. Alligevel var der før Morphys tid ikke rigtig nogen, der tog konsekvensen af dette, og når det store amerikanske geni var sin samtids øvrige mestre så totalt overlegen, skyldtes det ikke mindst hans evne til at bringe sine brikker i spil i en fart. Lad os se på et parti, hvor han i løbet af få træk fejer en mand af brættet, der ingenlunde spillede dårligt efter den tids forhold, men som efter moderne begreber gør i hvert fald én fuldstændig begynderagtig fejl. Inden vi viser partiet, Schulten-Morphy, New York 1857, kan du i nedenstående se, hvorledes du kan manøvrere i diagrammerne:

1.e4 e5 2.f4 d5 3.exd5 e4 4.Sc3 Sf6 5.d3 Lb4 6.Ld2 e3! (Læg mærke til dette træk. Sort er parat til at rokere, medens den hvide konge sikkert bliver på e1 lidt endnu, altså er sort interesseret i at få e-linjen åbnet og giver gladelig en bonde for det. Svagt var 6…exd3 7.Lxd3 Sxd5 8.Sxd5 Lxd2+ 9.Dxd2 Dxd5 10.Sf3 med hvidt udviklingsforspring); 7.Lxe3 0-0 8.Ld2 Lxc3 9.bxc3 Te8+ 10.Le2 Lg4 11.c4 c6 12.dxc6??? (Griskheden forblinder ham! Blot for at beholde hele sit bytte hjælper han sort med at få endnu en kanon bragt i stilling, og det kan de skrøbelige hvide bastioner slet ikke holde til. Han skulle have spillet 12.Kf1, hvorefter han havde haft en chance for at ride stormen af, omend han ville have fået store vanskeligheder med at få Th1 i spil, hvilket for sort ville være rigelig erstatning for minusbonden. Klart utilstrækkeligt havde derimod 12.h3 været på grund af følgende smukke variant: 12…Sh5!! 13.hxg4 Sg3 14.Th3 Db6!); 12…Sxc6 13.Kf1 Txe2! 14.Sxe2 Sd4 15.Db1 Lxe2+. Nu er det klart, at sort står til gevinst. Der fulgte: 16.Kf2 Sg4+ 17.Kg1 Sf3+ 18.gxf3 Dd4+ 19.Kg2 Df2+ 20.Kh3 Dxf3+ 21.Kh4 Sh6 22.Tg1 Sf5+ 23.Kg5 Dh5 mat.

Dette parti viser først og fremmest, hvor farligt det er ikke at få rokeret i tide. Med hensyn til hurtig udvikling er jo netop rokaden en genial foranstaltning, man får hans majestæt i sikkerhed og et tårn i spil. Mere kan man ikke forlange at ét enkelt træk!

Hvad hvids græsselige 12. træk angår, må det siges, at mange skakspillere dengang havde den herlige opfattelse, at når modstanderen tilbød et offer, skulle man tage imod det og forsvare sit bytte med næb og kløer, hvis man ville gælde for en virkelig gentleman! Man forsømte sin udvikling og spillede, som Réti engang har udtrykt det, frisk og frejdigt på tab med den bedste samvittighed.

Nuomstunder er den slags miniaturer sjældne mellem mestre, hvad der naturligvis i nogen grad skyldes bedre åbningsteoretiske kundskaber, men først og fremmest, at alle blot nogenlunde habile spillere kender betydningen af en hurtig officersudvikling. Dog har naturligvis selv gode spillere deres mindre gode dage, og så kan det hænde, at de kommer ud for en knock-out i første omgang, som det for eksempel skete for nordmanden Storm Herseth, da han i 1937 ved olympiaden i Stockholm spillede sort mod Keres:

1.e4 c5 2.Sf3 d6 3.b4 (Et tvivlsomt bondeoffer, hvormed hvid vil skaffe sig en overvægt i centrum efter 3…cxb4 4.d4 osv. Men ved at afslå tilbuddet gendriver man i hvert fald ikke gambitten); 3…Sf6 4.bxc5 Sxe4 5.cxd6 Sxd6 (bedre er vist 5…e6); 6.Sa3 Dc7 (Formålet med dette træk er ikke ganske klart, sort skulle hellere forberede rokaden, f.eks. 6…e6 7.Lb2 f6 eller 7…Sd7 osv.); 7.Lb2 Lg4 (bedre 7…Sd7); 8.Le2 Sd7 9.0-0 Sdf6 10.c4 Ld7 (En meget stor indrømmelse, men han kunne ikke spille 10…e6 på grund af 11.c5!, f.eks. 11…Dxc5 12.Da4+ Dc6 13.Sb5 Lxf3 14.Sxd6+ Ke7 15.Lb5! eller 11…Lxf3 12.Lxf3 Dxc5 13.Da4+ Sd7 14.Tfc1 Db6 15.Tab1 Dd8 16.Le5 med sønderknusende stilling); 11.Tac1 Tad8 (Der er ikke mere tilstrækkeligt forsvar); 12.c5 Sc8 13.Sb5 Lxb5 (Efter 13…Da5 14.Lc3 er der optræk til en kvalt mat!); 14.Lxb5+ Sfd7 15.Se5 h5 (Der truede 16.Df3 f6 17.Dh5+); 16.Db3! (Hvid nøjes ikke med at tage kvaliteten; der er mere i stillingen); 16…e6 17.c6! bxc6 18.Txc6 Db7 19.Txe6+ opgivet.

Det erfares fra sædvanligvis pålidelig kilde, at Herseth ligefrem sad og frydede sig over sin modstanders fremragende spil! Hovedårsagen til disse to katastrofer var den samme: d’herrer Schulten og Herseth sørgede ikke i tide for at gøre klar til at rokere. Den fremragende måde, hvorpå dette blev straffet af to af alle tiders største angrebsspillere, skulle nok kunne gøre indtryk på de fleste og få dem til at beslutte sig til “aldrig mere” at forsynde sig på dette punkt.

I det sidste eksempel var det endvidere værd at lægge mærke til, hvorledes to af sorts officerer stod uheldigt, fordi de var udsat for at blive fordrevet af modpartens fremstormende styrker, der således kunne gå til angreb med “tempogevinst”. Vi tænker her på Sd6 og Dc7 og på c-bonden og Sa3.

Begreberne tempogevinst og tempotab spiller en stor rolle i åbningsteorien, man kan ligefrem tale om tempolæren som en betydningsfuld del af denne. Tempolæren beskæftiger sig i første række med det, man undertiden kalder de egentlige udviklingstræk. Således benævnes træk, der bringer en officer fra dens begyndelsesfelt til et felt, hvor den tager aktiv del i kampen, og endvidere de første træk med d- og e-bønderne, idet disse træk dels giver en vis indflydelse i centrum og dels – og det er under en temposynsvinkel næsten det vigtigste – åbner linjer for løberne og dronningen.

Et eksempel:

Efter 1.e4 e5 2.Sf3 Sc6 3.Lc4 Lc5 4.Sc3 Sf6 5.d3 d6 (alt sammen egentlige udviklingstræk) er trækket 6.h3 tvivlsomt i flere henseender en forbedring af den hvide stilling, det forhindrer Lg4 og kan i nogle tilfælde efterfølges af fremstødet g4. Men noget egentligt udviklingstræk er det ikke – i modsætning til Le3, Lg5 og 0-0 – og da det måske endda senere, efter at hvid har rokeret kort, kan optræde som en svækkelse af kongestillingen, må man fastslå, at selv om 6.h3 ikke er nogen fejl, er det i hvert fald et træk, der gør sorts opgave lettere, og man kan faktisk godt betragte det som rent tempotab. Hvid gør klogere i at spille ét af de tre nævnte udviklingstræk (Le3, Lg5 og 0-0).

Ved bedømmelsen af en åbningsvariant er det ofte en god hjælp at tælle tempi, det vil sige i en given stilling at opgøre antallet af egentlige udviklingstræk, som hvid og sort har gjort. I mange tilfælde vil det faktisk stemme, hvad Tarrasch sagde, at et forspring på tre tempi er afgørende, men i en lukket stilling holder det dog ikke stik. I en meget åben stilling vil et minus på to tempi derimod ofte være fuldstændig katastrofalt. I partiet Schulten-Morphy havde sort efter sit 12. træk et forspring på tre tempi, idet han havde rokeret og bragt fire officerer i stilling, medens hvid kun havde udviklet sine to løbere – og de stod jo slet ikke så særlig godt! Men hvid var dog i trækket og havde desuden to bønder til trøst, alligevel var der absolut intet at gøre.

Selv om det i en lukket stilling er mindre alvorligt at være lidt bagefter med udviklingen, skal man dog ikke tillade sig for meget i den retning, da modstanderen i så fald ofte vil være i stand til med voldlige midler at åbne stillingen og således drage fordel af sit forspring. Undertiden vil han med fordel kunne ofre materiale for at opnå dette, i andre tilfælde vil han kunne nå sit mål ved skinofre og andre kombinatoriske rævestreger.

Det følgende parti er ganske instruktivt, for selv om hvids forspring ikke var ret stort, viste han sig at have et forbløffende antal taktiske finesser til sin rådighed:

1.Sf3 e6 2.g3 f5 3.Lg2 Sf6 4.0-0 Le7 5.c4 0-0 6.b3 d6 7.d4 De8 8.Lb2 Sc6 (Næppe det bedste, men udviklingen af den sorte dronningfløj er lidt af et problem i hollandsk); 9.d5 Sd8 10.Sc3 (!) (Dette skulle efter den bedste fortsættelse 10…c6 11.dxe6 føre til omtrent samme stilling som 10.dxe6, men partitrækket giver sort forskellige chancer for at spille galt! For det første 10…e5? 11.Sb5 Dd7 12.Lxe5! og for det andet den valgte fortsættelse, der også giver hvid lejlighed til at komme med et par små overraskelser, der dog ikke behøvede at få alt for alvorlige følger for sort); 10…Dh5 11.Sb5 Se8 12.c5! (Nu er 12…dxc5 13.Sxc7! Sxc7 14.d6 Lxd6 15.Dxd6 Sa6 ikke godt for sort trods bondegevinsten, da han bliver svag på de sorte felter og stadig får vanskeligheder med udviklingen af dronningfløjen. En anden morsom vending er 12…Ld7 13.Sxc7 Sxc7 14.cxd6 Lxd6 15.dxe6 med hvid fordel. Sorts eneste mulighed for at holde stillingen nogenlunde lukket er 12…a6 13.cxd6 cxd6 14.Sa3 e5 15.Sc4 b5 16.Sa5, men derefter får hvid store indbrudsmuligheder på c-linjen); 12…e5 13.cxd6 cxd6 14.Sxe5! (Hvis nu 14…dxe5 15.d6 vinder hvid sin officer tilbage og har fået den ønskede åbning af spillet. Dog var dette sorts bedstechancer med fortsættelsen 15…Lf6 16.d7 Lxd7 17.Dxd7 e4, hvorefter hvids fordel ikke ville være stor. Men sort tror at kunne gendrive hvids kombination og overser den sidste finesse); 14…a6? 15.Sc4 axb5 16.Sb6 Tb8 17.Tc1 Et sjældent syn, løberen fanges på sit begyndelsesfelt! Hvid har nu klar gevinststilling, afslutningen blev: 17…f4 18.Txc8 Txc8 19.Sxc8 Lf6 20.Lxf6 Txf6 21.Dd3 Sf7 22.gxf4 Dg4 23.f5 Se5 24.De4 Dh5 25.Sxd6 Sxd6 26.Dxe5 Sxf5 27.e4 Sg3 28.Dxg3 Tg6 29.Db8+ Kf7 30.Df4+ og sort opgav.

Partiet giver et godt indblik i, hvilke kombinatoriske muligheder der kan være også i en temmelig lukket stilling. Det er tempobetragtninger, der ligger til grund for nogle af de mest almindelige “idiotregler” for åbningsspillet. Her er nogle stykker af dem:

Bring ikke dronningen for tidligt i spil!
Dronningen er den mest slagkraftige af alle officererne, og mange begyndere falder for fristelsen og sender hurtigst muligt denne gigant ud i kamptummelen. Men resultatet er, at modstanderen bringer sine lette officerer i spil med tempogevinst, hver gang en ussel springer eller løber angriber hendes majestæt, må hun flytte sig, netop fordi hun rummer en så stor kampkraft, at det ikke kommer i betragtning at bytte hende af mod én af de lette officerer. Selvfølgelig er der åbningsvarianter, hvor det er helt rigtigt at gøre et dronningtræk eller to på et meget tidligt tidspunkt, men det er undtagelser, mere almindeligt er det, at dronningen kommer ud for chokerende oplevelser, hvis hun for tidligt får lyst til at være med i legen. Følgende parti er særdeles illustrerende, det er Morphy, der spiller hvid og gør det slemme ved sin gode ven A. de Riviére:

1.e4 e5 2.Sf3 Sc6 3.Lc4 Lc5 4.b4 Lxb4 5.c3 Lc5 6.0-0 d6 7.d4 exd4 8.cxd4 Lb6 9.Sc3 Df6? 10.Sd5 Dg6 11.Sf4 Df6 12.e5! dxe5 13.dxe5 Df5 14.e6 f6 15.Sh4 Dc5 16.Le3! Dg5 17.Sf3 Da5 18.Lxb6 Dxb6 19.Sd5 Da5 20.Sd2! Sd4 21.Sb3 Sxb3 22.axb3 Dc5 23.Dh5+ Kd8 24.Tad1, og sort opgav.

10. dronningtræk i så kort et parti! Det er vist noget nær rekorden, i hvert fald viser partiet ganske tydeligt, hvilke ulemper det kan medføre at bringe dronningen for tidligt i spil.

Gå ikke på bonderov i åbningen!
Tag aldrig testamentebonden!
Hovedindholdet af disse udmærkede råd er dette: I åbningen skal man først og fremmest tænke på at få sine brikker i spil, det kan næsten aldrig betale sig at bruge en to-tre træk til at fortære en bonde, man giver derved modstanderen et udviklingsforspring, og det kan let sætte ham i stand til at starte et angreb, der fuldstændig ødelægger glæden over bondegevinsten! Den slags har man set talløse eksempler på, og nye eksempler dukker op til stadighed, for de fleste har meget svært ved at give afkald på en chance for materiel fordel. Den selvtillid, der ingenlunde er nogen dårlig egenskab for en skakspiller, går ofte over gevind og får spillere, der burde vide bedre, til at gå på bonderov og regne med bagefter at klare den. Man bør altså vise en vis tilbageholdenhed i den slags tilfælde, dog er der også en del fornuft i Nimzowitsch’s ord om, at centrumsbønder skal man nu alligevel tage, hvis det ikke er forbundet med øjeblikkelig fare!

For at man ikke skal anse Nimzowitsch for en nærig bondesamler, er det måske på sin plads at anføre hans berømte parti mod Alapin, hvor han glad gav en bonde og bagefter en springer, altsammen for at kunne udvikle sig i en fart. Snart efter så han sig i stand til at ofre lidt mere, og efter kun 18 træk var det hele forbi. Det blev spillet i 1913 i Riga, Nimzowitsch havde hvid: 1.e4 e6 2.d4 d5 3.Sc3 Sf6 4.exd5 Sxd5 5.Sf3 c5 6.Sxd5 Dxd5 7.Le3 cxd4 8.Sxd4 a6 9.Le2 Dxg2? 10.Lf3 Dg6 11.Dd2 e5.

12.0-0-0!! exd4 13.Lxd4 Sc6 14.Lf6!! Dxf6 15.The1+ Le7 16.Lxc6+ Kf8 17.Dd8+ Lxd8 18.Te8 mat! Et flot fyrværkeri, sorts afgørende fejl var det niende træk, selv om han på det tidspunkt allerede stod næstbedst (prøv at tælle tempi!).

Hvad en testamentebonde er, kræver måske en smule forklaring. Det er en bonde på b2 eller b7. Betegnelsen skyldes historien om en mand, der testamenterede alt, hvad han ejede, til sin søn på denne ene betingelse: slå aldrig på b2 eller b7! Det forholder sig faktisk således, at disse bønder i en hel del åbningsvarianter er ugarderede og kan slås af modstanderens dronning, og det holder også stik, at det i mange, man kan vist godt sige de fleste, tilfælde er klogest at lade være!
Et flot eksempel fra de allerhøjeste kredse er partiet Keres-Fuderer, Göteborg 1955:

1.e4 c5 2.Sf3 d6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 Sf6 5.Sc3 a6 6.Lg5 e6 7.f4 Db6? 8.Dd2! Dxb2? 9.Tb1 Da3 10.e5! Sfd7 11.f5! Sxe5 12.fxe6 fxe6 13.Le2 Sbc6 14.Sxc6 bxc6 15.Se4 d5 16.0-0! Da4 17.Lh5+ Kd7 18.Txf8! opgivet.

En flot serie hammerslag! Specielt bør man lægge mærke til 11.f5!, hvid ofrer endnu en bonde for at få flere angrebslinjer. Mærkelig nok var der selv efter dette folk, der turde spille varianten med sort, dog byttede de på e5 i 10. træk. Efter 10…dxe5 11.fxe5 Sfd7 er der trods mange analyser ikke fundet nogen klar gevinst for hvid, men mod en god angrebsspiller er det så godt som selvmord at spille en sådan variant.

Træk ikke den samme brik flere gange!
Det er naturligvis ønskeligt, at man allerede første gang, man flytter en officer, finder det rigtige felt til den, men dette er ikke altid muligt. Da dertil kommer, at en brik ret ofte bliver jaget fra det ene felt til det andet af træk som ingen måde gavner modstanderens udvikling, vil man komme ud for lovlig mange undtagelser i de anerkendte åbninger, hvis man opfatter denne regel alt for bogstaveligt. Tænk f.eks. på de mange varianter i spansk, hvor kongeløberen i løbet af de første ti træk flyttes fire gange, f1-b5-a4-b3-c2. De sorte træk a6, b5 og Sa5, der jager den, kan næppe siges at gavne sorts udvikling, bondetrækkende kan gøre sig gældende som en svækkelse af dronningfløjen, og dronningspringeren har forladt centrum og er havnet på det hæslige felt a5.
Alligevel er det ikke nogen dårlig regel at tænke på, måske bør man tilføje, at man i hvert fald skal have en virkelig god grund til at overtræde den!

Udvikl springerne før løberne!
Det lyder måske som nonsens, men hænger i virkeligheden sammen med den foregående regel, idet det meget ofte er temmelig givet, hvilke felter springerne skal udvikles til, medens løberne kan have flere felter at vælge imellem. I sådanne tilfælde er der derfor god mening i at udvikle springerne først og lade modstanderens svartræk afgøre, hvor løberne skal hen. For begyndere er det derfor en ganske brugbar regel, om end man ikke kan tillægge den større betydning. Derimod kan man mere almindeligt sige, at
hvis man er i tvivl om, hvilket af to eller flere træk, der bør gøres først, skal man gøre det træk, der under alle omstændigheder  skal gøres.
I mange tilfælde, hvor dette ikke giver nogen løsning, kommer man til det rigtige resultat ved at undersøge, hvilke trækfølge der længst holder modstanderen i uvished om ens planer eller indskrænker hans valg.
I den forbindelse kan man endog komme ud for, at det er godt at vente lidt med rokaden! Dette kan for det første være klogt i visse stillinger, hvor man kan forstærke sin position, medens man venter på, at modstanderen skal begynde at træffe forberedelser til et angreb på én af fløjene – derefter bringer man kongen i sikkerhed ved at rokere til den anden side. For det andet kan man komme i en lignende situation som sort i nedenstående diagram. Denne stilling opstod i det 12. matchparti Botvinnik-Smyslov, 1954 efter trækkende 1.d4 d5 2.c4 c6 3.Sf3 Sf6 4.Sc3 dxc4 5.a4 Lf5 6.e3 e6 7.Lxc4 Lb4 8.0-0 Sbd7 9.Sh4:

Smyslov spillede 9…0-0, hvorefter 10.f3 Lg6 11.e4 gav godt spil for hvid. Botvinnik kritiserede trækket 9…0-0, som han kalder forhastet. Han skriver, at 9…Lg6 var bedre, fordi hvid derefter, hvis han byttede på g6, måtte frygte et sort modspil på h-linjen.
Der kan næppe være tvivl om, at dette er rigtigt, og vi ser derfor, at godt nok skal man som hovedregel se at få rokeret i en fart, men der gives dog også fra denne regel undtagelser, når kongens stilling i centrum ikke er udsat for angreb lige med det samme. Réti har engang en lille smule spøgefuldt sagt, at man kan rokere, når man ikke har noget nyttigere at tage sig til, og denne formulering kan egentlig ikke kritiseres, for i mange tilfælde er rokaden et så uhyre nyttigt træk, at andre muligheder helt stilles i skyggen.

Efter således at have konstateret, at problemet ikke altid er så enkelt, må vi dog atter som en hovedregel slå fast, at det er godt at få rokeret på et tidligt tidspunkt. Der findes utallige eksempler på, at det kan ende med en katastrofe, hvis man regner med, at det kan man vel altid få gjort. Samtidig med at man udvikler sig, skal man have opmærksomheden henvendt på mulighederne for at forstyrre modstanderens udvikling. Undertiden kan dette begrunde træk, som elleres ikke passer ind i ens egen opstilling. Et interessant eksempel er følgende variant af kongegambit: 1.e4 e5 2.f4 exf4 3.Sf3 Sf6 4.e5 Sh5 5.De2!?

Normale udviklingstræk ville her være 5.d4, 5.Sc3 og 5.Le2, mindre godt derimod 5.Lc4, d5! Men dronningtrækket spærrer på den mest hæslige måde for løberen og strider jo naturligvis også mod reglen om ikke at bringe hendes majestæt tidligt i spil. Alligevel er trækket nok lige så godt som de nævnte normale udviklingstræk og oven i købet meget skarpere! Hensigten er i første omgang at forhindre, at sort får spillet det befriende d6 eller d5. Disse træk strander nu på 6.exd5+ Le6 7.Db5+ og må derfor først forberedes. Det gør sort tilsyneladende særdeles bekvemt med 5…Le7 6.d4 0-0, men derefter kommer igen et overraskende træk: 7.g4! Efter andre træk får sort uden videre det bedste spil med 7…d6, blandt andet fordi hvid på grund af sit mærkelige dronningtræk kan komme bagefter i udvikling, gambitbonden har han jo heller ikke fået tilbage. Men efter 7.(g4!) fxg4 8.Dg2! bliver hvids hensigt klar: Han får åbne linjer mod den sorte kongestilling og kan påbegynde et heftigt angreb.

Analytikerne har ikke fundet ud af, hvorvidt varianten er god for hvid, for sort har naturligvis forskellige muligheder for modspil, det bedste er vist 8…d6 9.hxg3 Lg4 10.Sh2 Sxg3. Det er derfor ingenlunde givet, at 5.De2 er noget særlig godt træk, men den interessante tanke, som ligger til grund for det, er værd at lægge mærke til. Et godt eksempel på et naturligt udviklingstræk, der hindrer modstanderens naturlige udvikling, finder vi i Philidors forsvar: 1.e4 e5 2.Sf3 d6 3.d4 Sd7.

I denne stilling er naturligvis 4.Sc3 et godt udviklingstræk, men 4.Lc4! er afgjort det stærkeste, da sort derefter hverken kan spille 4…Sf6 eller 4…Le7, de to træk, der kunne danne en naturlig fortsættelse af hans udvikling: 4…Le7? 5.dxe5 Sxe5 (5…dxe5? 6.Dd5!); 6.Sxe5 dxe5 7.Dh5 med bondegevinst og stor fordel for hvid.
4…Sf6? 5.dxe5 Sxe5 (5…dxe5 6.Sg5! eller 5…Sxe4 6.Dd5!) 6.Sxe5 dxe5 7.Lxf7+! med bondegevinst, f.eks. 7…Kxf7 8.Dxd8 Lb4+ 9.Dd2 Lxd2+ 10.Sxd2.
Sort er derfor tvunget til at gøre et træk, der kun i ringe grad fremmer hans udvikling, det mest almindelige er 4…c6, i betragtning kommer også 4…h6, men derefter kan hvid med 5.dxe5 dxe5 6.Lxf7+ Kxf7 7.Sxe5+ få et meget stærkt angreb. Endelig er der 4…De7 med hensigten h6 fulgt af g5, men det kan nok ikke være sundt.

Hurtig udvikling er godt, men det bør betones, at det er ikke nok, at brikkerne kommer ud, de skal udvikles på en sådan måde, at de kan medvirke i et angreb på modstanderens stilling eller, hvis et sådan ikke kan påbegyndes lige med det samme, i hvert fald dække strategisk vigtige punkter. Men netop for at fremskynde angrebet, kan et bondetræk være på sin plads. Efter 1.d4 d5 har hvid til sin rådighed en række udmærkede officersudviklingstræk, f.eks. 2.Sc3, 2.Sf3 og 2.Lf4. Men langt det populæreste træk er 2.c4, der ikke er noget udviklingstræk i egentligste forstand. Efter dette træk kan de hvide officerer imidlertid udvikles på en sådan måde, at de straks kommer til at deltage i et angreb på sorts centralstilling, specielt feltet d5, og derved kommer de hurtigt til at udfolde en så stor aktivitet, at sort må spille meget omhyggeligt for at holde balancen. Noget tilsvarende ser vi i fransk efter 1.e4 e6 2.d4 d5 3.e5. Sort har i denne stilling ikke ét eneste fornuftigt officerstræk, Le7 ville stå i vejen for Sg8 og omvendt Se7 for Lf8, Sc6 ville stå i vejen for c-bonden, der skal angribe hvids centrum. Helt anderledes ser det ud efter 3…c5! Sort indleder angrebet med det samme, hvid kommer faktisk i defensiven, og den sorte dronningspringer går ud på c6 med forstærkning af angrebet, derefter går dronningen ud på b6 med endnu mere tryk mod d4, oven i købet tvinges hvids dronningløber til at blive hjemme på c1 et stykke tid endnu, da b2 må holdes dækket. Senere går Sg8 måske ud på e7, hvorfra den straks hopper videre til f5 med yderligere forstærkning af angrebet. Denne variant, som vi allerede i foregående afsnit så på som et eksempel på kampen om centrum, er altså også et godt eksempel på en fortræffelig udvikling af officererne. Dette er imidlertid ikke så mærkeligt. Når officererne udvikles på en sådan måde, at de samarbejder om gennemførelsen af en strategisk plan, kommer de så at sige automatisk til at stå godt!

Igen må vi indrømme, at vi ikke kan holde problemerne “centrum” og “officersudviklingen” skarpt adskilt. Centrumskampen og udviklingskampen forløber side om side; er man en lille smule bagefter med udviklingen, sker der måske ikke noget, hvis man har sikret sig et godt greb om centralfelterne, på den anden side kan det meget vel tænkes, at noget af ens indflydelse i centrum går tabt, medens man fuldender sin udvikling. Det ene skal gøres, og det andet må ikke forsømmes, det er det, der kan give den store hovedpine.
Men lad os slutte af med et eksempel på, hvor let det hele er! Denne gang lader vi Alekhine vise det. Han spiller hvid mod Kussman i New York 1924: 1.d4 d5 2.Sf3 Sf6 3.c4 e6 4.Sc3 c5 5.cxd5 exd5? (Rigtigt er 5…Sxd5. Dette var dog ikke almindeligt kendt i 1924, adskillige mestre havde spillet teksttrækket i turneringspartier og var kommet godt fra det); 6.Lg5 Le6 (Nu besvares 7.e4 med 7…Le7, hvorefter hvid ikke får noget ud af det hele) 7.Lxf6! Dxf6 8.e4 dxe4 9.Lb5+! Ld7 (Med tre krafttræk er hvid gået til angreb, og den sorte stilling er allerede meget dårlig. I stedet for sorts sidste træk angiver Alekhine muligheden 9…Sd7 10.Sxe4 Dg6 11.Lxd7+ Lxd7 12.0-0 med stor fordel for hvid); 10.Sxe4 Db6 11.Lxd7+ Sxd7 12.0-0 cxd4 (Efter 12…Le7 var både 13.d5 og 13.dxc4 meget stærkt, dette sidste f.eks. med fortsættelsen 13…Sxc5 14.Sxc5 Dxc5 15.Tc1 Dd6 16.Da4+) 13.Sxd4 Td8 (13…0-0-0 var den eneste måde, hvorpå sort endnu kunne yde lidt modstand); 14.Sf5 Se5 15.De2 g6. Se nedenstående diagram.

Hvis nu den springer pænt ville flytte sig, så kunne sort endnu nå at få en ganske udmærket stilling med Lg7 og 0-0. Men et blik på stillingen fortæller enhver rutineret skakspiller, at der må være noget i den! Når man så giver sig til at undersøge den grundigt og ser på alle mulige og umulige træk, finder man før eller senere det kølleslag, der gør det helt af med sort. I denne stilling vil mange endda finde det ret hurtigt ved at se på, hvor indespærret den sorte konge egentlig står, den har kun flugtfeltet d7, altså 16.Db5+! Sd7 17.Tfe1! Lb4 18.Sf6+ Kf8 19.Sxd7+ Txd7 20.De5! og sort opgav.
Let og ligetil, ikke sandt! Først vandt hvid et par tempi, hvorved han fik lejlighed til at forstyrre den sorte udvikling, og så indfandt de skønne kombinationer sig næsten af sig selv. For en Alekhine, en Morphy, en Keres går den slags legende let, dette parti blev spillet under en stor simultanforestilling!!
For andre kan det naturligvis volde en del hovedbrud at løse sådanne problemer, men det lønner sig altid at lede energisk efter den allerstærkeste fortsættelse, når man har fået et lille forspring. Hvis man virkelig står bedst, så skal der være en fortsættelse, der bevarer og forøger fordelen!