Tårn; To bønder mod én

I almindelighed anses tårnslutspillet for den vigtigste del af slutspillet. Dette synspunkt er i mange henseender rigtigt. Op mod halvdelen af alle slutspil er tårnslutspil. Det kan derfor fastslås, at et indgående kendskab til denne form for slutspil er en absolut nødvendighed for enhver, der vil gøre sig håb om at klare sig overfor gode spillere. Man ser derfor også, at de store mestre alle behersker tårnslutspillet til fuldkommenhed. Nogle har specialstuderet det. Rubinstein, Flohr og Capablanca anses for eksperter på dette område, og det er rent ud utroligt, hvad Alekhine undertiden tillod sig i forvisning om, at går det galt i midtspillet, kan der altid reddes remis i tårnslutspillet.

Disse slutspil indeholder på en måde mange flere muligheder end f.eks. slutspil med lette officerer, som indeholder et forfladigelsesmoment. Det er nemlig muligt i mange stillinger at ofre en officer mod den sidste eller de sidste af modstanderens bønder, for derefter at opnå remis, da man som bekendt ikke kan sætte mat med en enkelt let officer, eller med to springere eller med to lette officerer mod én. I tårnslutspillet udelukkes denne remismulighed.

Der skal så uhyre lidt til for at tabe et tårnslutspil eller til at holde det remis. De mindste nuancer spiller her en afgørende rolle. I praksis er det meget vanskeligt i en givet stilling straks at se disse små detaljer, hvorfor man også ser mestrene anvende særlig omhu og megen hovedbrud i tårnslutspillet. Det gælder her i lighed med, hvad der gælder i bondeslutspillet, at man ved reduktion kan komme frem til stillinger af ganske enkelt udseende. Disse stillinger må man kende grundigt. En undersøgelse af tårnslutspillet må derfor begynde med en analyse af Tårn; To bønder mod én, hvor vi kigger på tre eksempler fra praktisk spil:

Hvid har to forbundne fribønder (se regel 9), og det sorte tårn står ugunstigt, nemlig foran sin bonde i stedet for bagved (se regel 6). Under disse omstændigheder er det ikke muligt for sort at vinde. Der fulgte: 1.Kg2 a5 2.Ta6! (Den rigtige tårnstilling! Tårnet skal bagved fjendens bonde.) 2…a4 3.Ta7 (En yderligere forbedring af hvids tårnstilling; den sorte konge bliver hermed også holdt fast på den bagerste række.) 3…a3 4.g4 Kf8 5.g5 (Et vigtigt øjeblik. Hvid efterlader f-bonden på sin plads, for det første fordi denne bonde skal beskytte kongen bagfra mod skakker, og for det andet fordi sort på den måde får mindst udsigt til at bytte sin a-bonde mod en af ​​de hvide bønder. , f.eks. 5…Ta1 6.Kf3 a2 (truer 7…Tg1 med remis) 7.Kf4 og sort kan ikke spille 7…Tf1 på grund 8.Txa2 med bevogtning af f2 som følge af at f-bonden stadig står på anden række.) 5…Kg8 6.Kg3 Ta1 7.Kg4 Tg1+ (På 7…Tf1 følger 8.f4, og hvid vinder let, fordi den hvide konge står foran sine bønder.) 8.Kf5 Tg2 9.f4 a2 10.Kf6 og sort opgav.

Det hvide tårn gardere her sin bonde fra siden, hvilket er mindre stærkt end gardering bagfra. Et andet vigtigere kendetegn er her den hvide konges position (se regel 7). Denne brik truer med, at gå til f4, g3 eller eventuelt h4 for at blokerer de sorte bønder, og samtidig forhindre den sorte konge i, at komme foran sine bønder. Der fulgte: 1.Ke5? (Dette træk fører til tab for hvid. Det rigtige var 1.Ke3!, som fremgår af følgende:) (1) 1…Ta3+ 2.Kf4! (Hvis 2.Kf2? så følger f5 3.Tb7 Kg5 4.Tc7 Ta2+ og sort vinder let) 2…Ta4+ 3.Kg3 f5 4.Kh4! med overgang til partifortsættelsen. (2) 1…Ta4 2.Tc4! Ta3+ (Eller 2…Txa7 3.Txg4+ med remis) 3.Kf4 f5 (3…Kh5 4.Tc7! Ta4+ 5.Kf5! men, som Keres påpegede, ikke 5.Kg3 som taber efter 5…f5 6.Th7+ Kg6 7.Tb7 Kg5! 8.Tg7+ Kf6! 9.Tb7 Ta3+! etc. ) Og 4.Tb6+ Kh5 5.Tc7! osv. (3) 1…f5 2.Kf4 Td4+ 3.Ke5! og, hvis 3…f4 4.Tc4! Dog ikke 3.Tg3. Se variant 2. 1…f6?+ (Giver hvid en mulighed for at reparere sin fejl. Med 1…Ta4! kunne sort vinde, f.eks. (1) 2.Tc4 f6+ 3.Kd5 (3.Ke6 Ta6+ og 4…Kg5) 3…Ta5+ 4.Kc6 f5 (4…Kg5?? 5.Tc5+! og hvid vinder) 5.Kb7 (Truer Tc4-c6+-a6) 5…Kg5 6.Tc6 Txa7+ 7.Kxa7 g3 og sort vinder. Man kan sammenligne denne variant med punkt 2 i den foregående bemærkning; i det ene tilfælde kommer den hvide konge under bevogtning af Tc4 til f4, i det andet tilfælde bringer Tc4 intet. (2) 2.Kd5 f6! (Ikke 2…f5? 3.Ke5! og sort kommer ikke længere, f.eks. 3…f4 4.a8D! osv., jf. i øvrigt varianterne i forrige note) 3.Kc6 (3. Ke6 Ta6+ 4.Kd5 Kg5!, men ikke 4…f5?? 5.Tc6+!) 3…Kg5 4.Kb6 (truende Tc7-c5+-a5) 4…f5 5.Tc5 Txa7 6.Kxa7 g3 og sort vinder.) 2.Kf4! Ta4+ 3.Kg3 f5 (Eller 3…Kg5 4.Tg7+ Kf5 5.Kh4 med remis, fordi sort ikke længere kan forhindre bonde a7’s afvikling mod g4-bonden.) 4.Kh4! Kf6 5.Tb7! med remis.

I partiet fulgte: 1.Kd4 Ta4+ 2.Kd3 Ta3+ 3.Ke4 g4 4.Kf5 Ta8 5.e7 Te8 6.Kf6 g3 7.Kf7 Kd7 8.d6! g2 9.Tg1 og sort opgav. Af denne fortsættelse er det tydeligt, at den hvide konges indtrængning via f5 bringer afgørelsen. Enhver anden vinderchance kan ikke findes, fordi den sorte konge blokerer de fjendtlige bønder, så d5-bonden kan blive svag, f.eks. 1.Tb1 Ta4+ 2.Kf3 (2.Tb4?? Txb4+ og sort vinder.) 2…Ta5 3.Te1 Tb5+ 4.Kc4 Tc5+ 5.Kb4 Tc8 6.Td1 g4 osv. med almindelig afvikling. Den sorte bonde er ikke farlig i sig selv, men den udfører meget vigtige tjenester, især ved at give det sorte tårn støttepunktet f4. Derved kan sort forhindre den hvide konges fremrykning langs f-linjen. Berger kom også med (1) 1.Kd4 som bedste fortsættelse. 1…Tf8 (med følgende varianter: 1) 2.e7 Te8 3.Te6+ Kd7 og remis; 2) 2.Tg1 Tf5 med remis; 3) 2.Ke4 Tf4+ 3.Kd3 Tf8 og hvid kommer ikke længere; 4) 2.Te5 Tf4+ 3.Te4 Tf8 og hvid har intet vundet; 5) 2.Ta1 Tf4+ med remis på grund af bondegevinst, f.eks. 3.Kd3 Kxd5 4.e7 Td4+ 5.Kc3 Te4 osv.) Rabinowitsch fandt dog i variant 4 følgende forstærkning for hvid: 1.Kd4 Tf8 2.Te5 Tf4+ og nu 3.Kd3! (ikke 3.Ke3?? Kxe5! 4.e7 Ke4+ og vinder) med følgende muligheder: (4a) 3…Kxe5 4.e7 Kxd5 5.e8D med gevinst, fordi sort ikke på nogen måder kan opnå en teoretisk remisstilling. (4b) 3…Tf8 (eller 3…Ke7) 4.Txg5 med gevinst. (4c) 3…Tf1 4.e7 med gevinst. (4d) 3…Tf3+ 4.Kc4 Tf4+ 5.Kb5 Tf8 6.Txg5 med gevinst. (2) 1.Kd4 Ta4+ 2.Kd3 Ta8 (med den pointe, at hvid nu ikke har nogen mulighed for komme til Bergers variant 4; på 3.Kd4 besvares jo atter med 3…Ta4+, mens sort efter) 3.Ke4 Tf8! (holder remis på den af ​​Berger demonstrerede måde (variant nr. 3 med hvid i trækket i stedet for sort, hvilket dog ikke gør nogen forskel). Ifølge Keres, der henviser til Rabinowitsch, fører v. d. Lasas variant nu til 4.Kd4 Tf4+ (4…Ta8 5.Tc1!) 5.Te4 Tf8 6.Te5! til Bergers variant 4, som han, afhængig af Rabinowitsch, anser for gevinstgivende for hvid.

I tilfælde af to forbundne fribønder mod en, sker det ofte, at den stærkeste part ofrer sit tårn og derefter vinder med bønderne alene. Sådanne drejninger, som vi allerede

har mødt mange gange, kræver dog omhyggelig beregning. Af hvilken slags er de fejlberegninger, der kan byde sig på, på hver deres måde fører os til diagramstilling 4, som, selvom vi ser bort fra den direkte gevinstførelse, som først for nylig blev opdaget: 1.Txh2! Kxh2 2.Ka6, med hvid i trækket vindes men med sort i træk remis. Der fulgte: 1.Kc6? (Tilsyneladende meget godt, da bønderne nu får en fri bane, men i virkeligheden dog et tempotab, hvorved hvid smider sejren overbord. Korrekt ville være 1.Ka6!) 1…Tc1+! (Efter 1…h1D+? 2.Txh1 Txh1 3.b5 ville hvids beregninger være korrekte.) 2.Kb6 (2.Kb5 kommer med sort i trækket i diagramstillingen; derefter kunne følge: 2…h1D 3.Txh1 Txh1 4.a6 Kf4 med remis, f.eks. 5.Kb6 Ke5 6.b5 Kd6 7.Ka7 Tb1 8.b6 Kc6 9.b7 Kc7 10.b8D+ Txb8 med remis på grund af pat. ) 2…Tc4! (Truende 3…Th4!; hvid skal straks ofre på h2.) 3.Txh2 Txb4+! (Og ikke 3…Kxh2? da det bliver besvaret med 4.b5, hvorefter hvid vinder. Havde hvid spillet 1.Ka6! så ville hans konge efter 1…Ta4 2.Txh2! (2.b5? Th4!) 2…Txb4 ikke været i skak og gevinsten er sikret gennem 3.Th5 efterfulgt af 4.Tb5.) 4.Kc5 Ta4! og partiet er remis da hvid er pat.