Initiativet

I den almindelige indledning til disse afsnits første del har vi allerede omtalt, at midtspillets teori kan og skal behandles på forskellige måder. I de første 5 afsnit er vi gået ud fra en statisk betragtning, der navnlig var baseret på de blivende kendetegn, specielt bondeskelettet. I afsnittet, Initiativet, går vi ud fra et dynamisk standpunkt, hvor der er begivenheder på brættet, der er de afgørende. Det turde være indlysende, at dette sidste standpunkt ligger tættere op ad praksis, samt at det bliver vanskeligere, ja ofte umuligt, at bringe generelle betragtninger.

Alligevel kan det hænde, at vi midt i kampens hede får lejlighed til at gøre stillingen op og henvise til de faste positionelle kendetegn, vi har behandlet i tidligere afsnit. Forskellige af disse kendetegn vil blive belyst i forbindelse med de emner vi i dette afsnit vil omtale, men de behandles ud fra andre betragtninger. Udgangspunktet er ikke længere måden, hvorved et kendetegn er opstået, derimod initiativet, der dog kan være en følge af det første. Ved omtalen af kampen om initiativet vil vi møde kendte situationer fra tidligere afsnit om midtspillet.

Hvad forstås der egentlig ved initiativet i et skakparti? For at klare dette må vi sammenligne initiativet med angreb. Et angreb har et bestemt mål og rettes mod de ejendommeligheder, som stillingen foreskriver. Initiativet har endnu ikke et fast mål, men kun almindelige hensigter, f.eks. beherskelse af et vist område, fastholdelse af tryk, beskæftigelse af modparten og forbeholdes af forskellige angrebsmuligheder og chancer. Dette indebærer, at initiativet først og fremmest er af betydning i stillinger, hvor ligevægten (endnu) ikke er brudt, hvilket derimod oftest er tilfældet ved angreb. Initiativet kan eksempelvis være følgen af et udviklingsforspring eller af den kendsgerning, at ens egne brikker er mere aktivt placeret end modstanderens. Kun dersom initiativet har succes, kan det vokse til et virkeligt angreb. I så fald kan man sammenligne det med rekognoscering af fjendens stillinger i den uhyre vigtige del af partiet, der går forud for kampen i åben mark.

Åbningsteorien kan man til en vis grad tilegne sig ved flittigt studium; også slutspilteknik er noget, der kan læres; det samme er tilfældet med den fornødne teknik til gennemførelse af forskellige angrebstyper såsom minoritetsangreb og lignende standardangreb; men ved anvendelsen af initiativet kommer det for en stor del an på skakspillerens medfødte begavelse. Det er ofte et spørgsmål om at finde fremgangsmåder, der gør det særligt vanskeligt for modstanderen eller giver han lejlighed til at begå fejl. Det forklarer samtidig det faktum, at denne del af partiet sluger en stor del af betænkningstiden. Dersom initiativet omsider er forvandlet til angreb, da kræver det som regel væsentligt mindre betænkningstid, idet stillingen da har fået form og retning, hvorfor mulighedernes antal pludselig er reduceret betydeligt.

Når officerernes mobilisering er tilendebragt i det afsnit af partiet, der benævnes “åbningen”, kommer det øjeblik, hvor spillerne kun har sig selv at stole på. I denne fase af partiet må man i første række sørge for, at officererne placeres så aktivt som muligt. Det kan udtrykkes således, at udvikling nr. 2 skal sætte i gang: enkelte officerer skal yderligere rykke frem (det gælder navnlige springerne), kongefløjen skal sætte i forsvarsberedskab, desuden skal tårnene opsøge en plads bag frontlinjen, hvorfra de hurtigt kan gribe ind. I “spansk” findes sådanne typiske manøvrer: Sb1-d2-f1-g3-f5 eller: Sb1-d2-f1-e3-d5, endvidere: Lf1-b5-a4-b3-c2. Det kan ofte være svært at afgøre, hvor en officer bedst kan stå eller eventuelt om den kan stå godt nok på et specielt felt. Det afhænger af utallige småting, og det er netop disse mikrokendetegn, der er afgørende for, hvilken af de to spillere der formår at bemægtige sig initiativet.

Vi har sikkert alle af og til læst, at det lykkedes for skakmester N.N. at få noget ud af intet. Dette “intet” er dog som regel “noget”, nemlig officerernes større aktivitet. Det heraf følgende initiativ konfronterede modstanderen gang på gang med småtrusler både her og hist, hvilket i det lange løb bevirkede en lille fejl med de kendte frygtelige følger. Herefter kan vi gå over til de praktiske eksempler.